Hej du,
Tak for dit brev. Jeg er glad for, at du skriver herind, for det virker som om, der er noget, der for tiden spænder ben i dit liv. Du beskriver, at du er blevet diagnosticeret med depression. Jeg formoder at det er din læge, der har stillet diagnosen. Jeg bliver nysgerrig på, hvilke værktøjer han eller hun har givet til dig til at overkomme eller mindske depressionens virkninger?
Når man har depression, kan det være meget virksomt at have samtaler jævnligt med enten egen læge eller en psykolog. For nogle er det også en mulighed at kombinere samtalerne med medicin. Uanset om du er blevet tilbudt samtaler førhen eller ej, tænker jeg at det ville være en god ide at få endnu en snak med din læge.
Jeg læser mig til, at der er problemer derhjemme, og måske oplever du ikke, at det er dine forældre, du kan støtte dig op ad for tiden. Er der mon andre voksne i dit liv, der kunne udfylde sådan en rolle? En, du kan stole på og læne dig op ad, når dagene bliver rigtig svære. Det kunne fx være en moster, en venindes mor eller en lærer fra den nuværende eller den forhenværende skole.
At du gerne vil hjælpe dine to veninder med deres selvmordstanker, fortæller mig at du er en omsorgsfuld pige. Det er en stærk kvalitet at have, men jeg tænker, at du først og fremmest er nødt til at passe på dig selv. Det er meget alvorligt at gå og have selvmordstanker, og derfor tænker jeg, at du måske kan hjælpe dine veninder ved at henvise dem til BørneTelefonen, brevkassen, chatten eller SMS på 116111.
Du beskriver, at du selv er sluppet af med dine selvmordstanker. Hvad er det, du kan, siden du har formået at gøre det? Hvilke styrker og færdigheder er det, der har hjulpet dig et skridt mod at få det bedre? Hvis du kender svaret på det spørgsmål, kan det være, det bliver tydeligere for dig, hvad du selv og andre kan gøre for at hjælpe dig.
Jeg er ked af, at det er blevet værre for dig at gå på den nye skole. Som du selv skriver, er det nok ikke en mulighed blot at droppe ud af skolen. Jeg forstår godt, at det kan være svært at gå i skole, samtidig med at man kæmper med en depression. På en eller anden måde ender det dog også med at blive en negativ spiral, hvis man ikke kommer. Det bliver både sværere at følge med i undervisningen og være en del af klassen. Gad vide om dine lærere mon ved, hvad du går og kæmper med? Hvis ikke, så tænker jeg at det er meget vigtigt at de er informeret. På den måde kan du måske komme i skole oftere, og så på dagen aftale med læreren om du blot er tilstede, eller om du er aktivt deltagende. Kunne du prøve det til at starte med?
Husk, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive på SMS eller chatten.
De bedste hilsner, BørneTelefonen
