Kære pige på 12 år
Tak for dit brev, hvor du fint skriver om hvordan du har oplevet livet indtil nu, og hvor meget du glæder dig til lejrturen til Bornholm. At du er bekymret for at turen ikke bliver til noget. Jeg kan også læse, at du gerne vil have noget mere tid og opmærksomhed fra dine forældre. Jeg kan sagtens forstå, at du går og har det sådan.
Du skriver, at du dels er ked af dine forældres og dine ældre søskendes ikke helt forstår, at de drillerier som de synes er 'for sjov', virker så sårende på dig, at du føler, at det er gået ud over din selvtillid. Oveni er du er ked af, at det ser ud til, at lejrturen til Bornholm måske ryger i vasken...
For at tage det sidste først, - så synes jeg, at du skal afvente situationen og se, om der ikke bliver en løsning på en evt. aflysning af jeres lejrtur inden sommerferien. Det kan jo meget vel være, at skolen vælger at gennemføre lejrturen i dette skoleår alligevel?
Hvis ikke lejrturen bliver til noget, mens I går i 6. klasse, synes jeg bestemt, at I som klasse, - og eventuelt sammen med klassens forældre, kan gøre noget ved sagen ved at henvende jer til skolens leder og spørge, om der måske er mulighed for, at kan arrangere lejrturen i begyndelsen af 7. klasse i stedet for? Mon det vil være muligt for jer?
Og nu til det andet. Jeg kan godt forstå, at du føler, at du får for lidt opmærksomhed fra dine forældre og dine ældre søskendes drillerier gør dig ked af det. Det er ikke rart at føle, at man ikke får den opmærksomhed, man synes, man har brug for, - også selv om man er en del af en meget stor børneflok. Når du skriver, at du betragter din barndom som værende 'ad helvede til' indtil videre, er der efter min mening al mulig grund til at gøre noget ved det.
Alle mennesker fortjener at blive taget alvorligt og føle sig elsket, og når du føler, at dine forældres manglende opmærksomhed er gået ud over din selvtillid, er det dét, du først og fremmest skal have gjort noget ved. Jeg bliver lidt i tvivl, om du har forsøgt at tale med dine forældre om, hvordan du har det, og hvordan det er at være dig? Mit forslag vil være, at du hurtigst muligt fortæller dine forældre, at du har brug for at tale med dem, ved et lille møde, hvor der kun er dig og dine forældre, og hvor du fortæller dem om, hvordan du oplever at være en del af jeres familie. Mon, du har mod på det?
Det kan godt være, at du skal holde fast i, at du har brug for at tale med dem. Måske vil et brev til dem virke bedre? Du kan måske skrive, at du virkelig har brug for at I taler sammen, at du har brug for deres hjælp. Mon, det vil virke, så du får dine forældres opmærksomhed?
Når du gerne vil tale med dine forældre alene, viser du dine forældre, at du tager dem alvorligt, og at du har lov til at forvente det samme af dem. Altså at de tager dig alvorligt ! - Du viser dem samtidig, at du forstår, at det også kan være svært at give 11 børn opmærksomhed hver dag, men at du mener det alvorligt, når du siger, at du føler, at du mangler deres opmærksomhed.
Jeg kunne godt forestille mig, at det vil gøre et meget stort indtryk på dine forældre at opleve at blive taget alvorligt på denne måde, og forhåbentlig vil det få dem til at lytte til dig og forstå, at det er vigtigt for dig at blive set og anerkendt på lige fod med dine andre søskende. Men hvad tænker du selv om det?
Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at du som den næst-yngste af 11 søskende sidder med en følelse af, at dine forældres manglende opmærksomhed og dine ældre søskendes drillerier har påvirket både dig og dine yngre søskende i negativ retning. Det vil være dejligt, hvis dine forældre selv havde været opmærksomme på problemet og havde gjort noget ved det for længe siden, men sådan har det ikke været. Og det er dét, du så flot forsøger at gøre noget ved.
Jeg tænker også, at hvis det ikke lykkes, så kunne det måske være en idé, at du taler med din skolelærer om det? Måske er der en pædagog i klubben eller i AKT'en, en sundhedsplejerske på skolen, som du også kan tale med? Eller, måske er der nogle bedsteforældre eller en venindes mor, som har mere tid, og du kan besøge dem og tale med?
Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen eller Sms'e på 116 111, eller logge på Chatten. Det er helt ok, at du bare vil snakke eller skrive om det du lige har lyst til. Det kan alt mellem himmel og jord. Vi har åben hver dag kl. 11 - 23, og i weekender 11 - 19, det er gratis at ringe, og du behøver ikke at fortælle os hvad du hedder - det er helt anonymt.
Jeg håber virkelig, at det vil lykkes dig at få dine forældre i tale og ønsker dig held og lykke med det !
De bedste hilsner
BørneBrevkassen
