Kære pige på 14 år,
Jeg forstår godt, at det går dig på. Du beskriver en følelse af, at din mor ikke lader til at have tillid til dig på samme måde som før. Jeg synes, at det er super flot, at du tager det så alvorligt, og gerne vil have din mors tillid igen.
Jeg får lyst til at spørge dig, hvorfor du løj for dine forældre i forbindelse med din veninde? Måske vil det være nemmere for dine forældre at forstå, hvorfor du løj, hvis du selv kan forklare, hvad grunden var. På den måde vil de måske også i højere grad føle, at du løj af en bestemt grund, som I sammen kan arbejde på at ændre. Selvom man har løjet én gang, betyder det ikke, at man lyver om ting generelt. Alle kan fejle.
Det kan være svært at få det sagt, men det lyder som om, at det er nødvendigt for dig, at I får ”renset luften” og kan kigge frem i stedet for tilbage. Det er en god idé. Det er meget modent af dig, at du gerne vil fortælle din mor, at du er ked af, at du løj for et halvt år siden. Men at du er klar til at se fremad igen og lade fortid være fortid. Jeg tænker samtidig, at det er vigtigt, at du får sagt hvor meget det påvirker dig, at hun bliver ved med at bringe emnet på banen. At det faktisk påvirker din lyst til at blive boende.
Mit forslag til dig er, at overveje om du måske kan:
Skrive et brev til din mor, hvis det er for svært at få det sagt. Det kan nogle gange være nemmere at udtrykke sine følelser i et brev, hvor man ved, at man ikke bliver afbrudt eller er for påvirket til at få sagt, hvad man har på hjerte.
Få din mor på tomandshånd så du både kan få ro til at få sagt det, du gerne vil sige og samtidig også kan give din mor en følelse af, at du mener det alvorligt.
Det lyder til, at det mest er relationen til din mor, som påvirker dig. Jeg bliver derfor lidt nysgerrig på, hvordan din far har taget det? Måske kan du bruge ham som støtte, når du skal tage snakken med din mor? Hvis ikke kan det måske være en god idé at snakke med dine veninder om, hvad du har tænkt dig at sige. Måske nogle af dem, der allerede er blevet inddraget i problemet? Du er også altid velkommen til at kontakte os igen – enten ved at ringe på 116 111, eller skrive på sms eller chat hvis du fortsat har svært ved at få det sagt.
Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen