Brev

MIsbrugte min bror mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15

Tak for dit brev, hvor du skriver om nogle rigtig ubehagelige oplevelser, du har været igennem. Det er lang tid, du har holdt episoderne for dig selv. Derfor er det rigtig godt, at du havde modet til at skrive herind. For selvom det skete for flere år siden, tror jeg stadig, du har brug for at få snakket det igennem og få bearbejdet det, der skete. Jeg vil meget gerne hjælpe dig med nogle idéer til, hvad du kan gøre.

Du skriver i brevet, at du selv gik med til det. Det får mig til at tænke på, om du nogle gange bebrejder dig selv, det, der skete? Mange, der ligesom dig har fået overskredet deres grænser og været udsat for overgreb, tror nemlig, at det er deres egen skyld. Det var ikke din skyld. Det var din bror, der gjorde noget forkert mod dig – også selvom han selv kun var et barn dengang. Du havde ikke på det tidspunkt mulighed for at overskue konsekvenserne af det, du gik med til.

Du har ligesom mange andre valgt at holde dine oplevelser for dig selv. Måske var du bange for reaktionen fra andre? Måske var du bange for, at andre ikke ville tro dig? Måske var du bange for, hvordan din bror ville reagere? Eller måske var du bange for, hvad der ville ske med din bror, hvis det her kom frem? Det er helt normalt at have alle disse følelser. Men det er vigtigt, at du får fundet nogen, du kan snakke det igennem med. Ved at få sat ord på tankerne og følelserne, kan de blive nemmere at arbejde med. Og bagefter vil det også blive lettere at afklare, hvilken relation du ønsker til din bror fremover.

Måske har du en sød lærer i skolen eller på din uddannelse, du føler dig tryg ved, og som du kunne forestille dig at snakke med? Måske kan det være et svært emne at starte med at snakke om? Så kunne du måske overveje at starte med at vise dit brev og måske mit svar til læreren? Det kan også være, du har mere lyst til at snakke med sundhedsplejersken på skolen? Eller måske har du mere lyst til at snakke med en psykolog? Her kan du starte med at bestille tid hos lægen, som er den, der skal henvise dig videre. Uanset hvem du vælger at snakke med, er det vigtigt, at du får snakket oplevelserne igennem.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Er du blevet seksuelt krænket?

Seksuelle krænkelser er, hvis du bliver tvunget, presset eller lokket til noget seksuelt. Det kan også være en krænkelse, selvom man ikke sagde nej.

En seksuel krænkelse er fx hvis nogen rører ved dig på en seksuel måde, uden at du har givet dem lov. Hvis du bliver bedt om at røre ved dem. Hvis du skal kigge på noget seksuelt eller gøre noget seksuelt – fx tage tøjet af.

Det er heller ikke ok, hvis du bliver presset til at tale om seksuelle emner – fx svare på spørgsmål, om du onanerer.

Det er vigtigt at tale med nogen, hvis man har været udsat for en krænkelse. Her kan du læse mere om seksuelle krænkelser og få gode råd.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat