Kære pige på 16 år.
Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at se din fætter i øjnene. Da du var seks år, overskred han i den grad dine grænser. Selv om du ikke dengang vidste, hvad det gik ud på, havde du alligevel en fornemmelse af, at det var helt forkert.
Når man har været udsat for den slags overgreb som barn, går der tit flere år, før det dukker op i erindringen igen. Den væmmelse og følelse af ulækkerhed, du nu har, er den lille 6 årige piges følelser. Først nu som 16 årig tør du mærke dem.
Selv om det er ubehageligt for dig lige nu, er det på længere sigt nok godt for dig, at du nu forholder dig til overgrebet. For så er der en chance for, at du kan reagere på det. Og få det bearbejdet.
Din fætter er i dag en voksen mand på 25. Du skriver, at han måske har glemt det. Det tror jeg ikke, han har. Jeg tror, at han ved, hvorfor du ikke kan se ham i øjnene.
Jeg ville ønske, at han tog kontakt til dig og sagde undskyld for det, han gjorde dengang. Men han er nok så flov over det, at han har svært ved at se sig selv i øjnene? Og han håber nok også, at du ikke kan huske det.
Du spørger, hvordan du tilgiver ham. Det er et fint fokus, og det vil sikkert også hjælpe dig at tilgive ham. Men et vigtigere fokus er, hvordan du får bearbejdet det, der skete. Så det ikke fortsætter med at forfølge dig.
Jeg vil derfor råde dig til at tænke over, om du kunne have lyst til at tale med nogen om det? Det er nemlig ikke godt, at gå alene med sådan en oplevelse. Måske kan det hjælpe dig bare at få det sagt højt til nogen, du kender godt. Fx en god ven. Men det kan også være, at overgrebet fylder så meget for dig, at du har brug for professionel hjælp. Du kan så fortælle en voksen om det og bede om hjælp til at tale med en psykolog. Det behøver ikke være en fra din familie, du fortæller det til, hvis du synes, det er for følsomt. Det kan også være en god lærer, en venindes mor eller din læge.
Jeg fornemmer lidt, at du overvejer at snakke med ham om det for at kunne tilgive ham? Det bedste der kunne ske, hvis du gjorde det, ville nok være, at din fætter indrømmer det og siger undskyld?
Men der kunne også ske det modsatte. At han nægter, at han har gjort det. Hvis det sker, kan det være fordi, han nu som voksen mand har svært ved at stå ved det, han gjorde som 15 årig. Måske er han også bange for, hvem du i øvrigt har sagt det til. Det kan være meget sårbart at konfrontere en med noget alvorligt, og vedkommende så nægter. Derfor synes jeg, du skal sørge for at tale det rigtig godt igennem med nogen, inden du gør det. Så du har nogen, der kan støtte dig.
Lige gyldig hvad du beslutter, så er det vigtigt, at du husker dig selv på, at du ikke har noget at være flov over. Det er ham, der har gjort det skamfulde, ikke dig.
Mange gode tanker fra BørneTelefonen
