Kære pige på 16
Jeg kan godt forstå, hvis du er frustreret. Det kan være meget fortvivlende når ens forældre sætter rammer, forbud og regler som kan virke urimelige.
Langt de fleste forældre sætter dog disse rammer og regler med et formål. Eksempelvis kan der laves regler om et tidspunkt man som ung skal være hjemme og i seng på i hverdagen med det formål at få den søvn, der er brug for.
Hvad kunne så være dine forældres grund til dette ’forbud’?
Du har mødt en fyr, der er 3 år ældre end dig og det forestiller jeg mig, skræmmer dine forældre. De kender ham ikke og har måske en forventning om, at du skal finde en på din egen alder?
Når vores forventninger ikke bliver mødt kan det være svært for nogle at tackle. Måske dine forældre har det sådan?
Når de siger, at jeres forhold er ulovligt, har du helt ret i, at det er det ikke. Jeg tænker at dine forældre mener, at du er under den seksuelle lavalder, men for at være det skal man være under 15 år.
Men måske dine forældre er bange for at forholdet, til en ældre fyr, betyder at du skal til at have sex med ham – og det kan skræmme de fleste forældre. Kunne du forestille dig, at det er derfor, de har forbudt dig at tale med ham?
Men hvad gør du så herfra?
Det er altid en god indgangsvinkel til en diskussion, at forstå, hvor den anden kommer fra – i dette tilfælde er det altså at forstå, hvorfor dine forældre reagerer som de gør.
Nu skal vi så se på, hvad der kan gøres nu.
Du har allerede forsøgt dig med et godt forslag – nemlig at de skal møde ham.
Det er super ærgerligt, at de ikke har taget imod, det tilbud, for det tror jeg kunne gøre en forskel. Men måske I skal starte et andet sted?
Et forslag kunne være, at du tager snakken med dem igen. Start med at være interesseret i, hvorfor de reagerer som de gør. Sig at du har undersøgt den seksuelle lavalder, så det kan ikke være det, der skal stå i vejen, men være nysgerrig på, hvad det er, der skræmmer dem? Måske det kunne føre til en god samtale om det at have sex?
Sig at du gerne vil forstå, hvorfor de reagerer sådan og at du bagefter ønsker at de skal prøve at se det fra din side.
Nu kan jeg ikke helt gennemskue i dit brev om drengen og dig er forelskede eller om I bare flirter. Men hvis man er forelsket, så hjælper det ikke forældrene at lave forbud – det skubber blot de forelskede tættere sammen og skaber et dårligt forhold til far og mor. Måske I skulle snakke om den mulighed?
Hvis nu du ender i et forhold med ham og I måske en dag går fra hinanden, så er det vigtigt at have far og mors støtte og varme knus at søge trøst hos.
Du er nok nødt til at tage snakken med dem endnu engang – denne gang med mere nysgerrighed på, hvorfor de gør som de gør.
Hvis ikke det hjælper, så er du velkommen til at ringe ind til os på 116 111 eller skrive til os på sms eller chat. Så sidder vi klar til at lytte.
Det kan også være at dine forældre har brug for råd og vejledning? Så er de velkommen til at ringe til ForældreTelefonen 35555557
Kærlig hilsen
BørneTelefonen