Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mine forældre skændes.

Hej, jeg er en pige på 13 år. Mine forældre er begyndt at skændes igen, og jeg har det som om at min mor ikke elsker mig mere.

Min mor har en rygskade og kan ikke køre så langt, så da vi skulle til familie fest fra min fars side ovre ved sjælland, (Vi bor i jylland, tæt på grænsen) kunne hun ikke komme med. Hun siger at hun ikke får nok social omgang eller sådan noget. Jeg har næsten aldrig mine veninder med hjem, fordi jeg er bange for at de skændes når de høre det, og jeg har ikke lyst til at fortælle dem det, for jeg er bange for at jeg ikke kan stole på dem, og jeg har ikke rigtigt andre venner. Jeg vil heller ikke snakke om det med nogen fra min familie. Jeg er bare så ked af det, da der før er sket lignende.

Jeg skal også have konfirmation om en måned, (d. 6 maj), og jeg er bare mega bange for at de også skændes der, og at det bare bliver en mega dårlig konfirmation, og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg håber virkelig at i kan hjælpe mig så jeg kan være glad til min konfirmation!

Mvh M…….

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år, tak for dit brev, som du har kaldt "Mine forældre skændes".

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når de skændes, og det er åbenbart noget, de har gjort før..? Det kan være hårdt at høre på, og det er let at komme til at føle sig i klemme, overset og bekymret. Sådan som du beskriver det, er det kommet der til, hvor du endda er begyndt at tvivle på din mors kærlighed til dig... Jeg tænker på, om din mor mon ved, at du går og har de tanker?

Sådan som jeg forstår på dit brev, så lyder det ikke som om, din mor har så meget overskud på grund af sin rygskade? Det kan godt være hårdt at have en forælder, som har det på den måde, for man kan måske komme til at føle, at man skal passe ekstra på, hvad man siger og gør - og måske kommer man endda til at tage lidt af den "voksne" rolle på sig. Men du har stadig brug for at blive støttet, elsket og hjulpet af dine forældre, så jeg tænker, om du mon ville kunne prøve at vise dine forældre dit brev her til BørneBrevkassen, så de kunne se, hvor meget du bekymrer dig, når de skændes?

Det kan godt være, at det vil være svært for dig, men jeg tror at det vil hjælpe både dig og dine forældre, hvis du kan fortælle dem noget om, at du bliver ked af det og indimellem bange, når de skændes.

Du skal snart konfirmeres, og det er en stor og vigtig dag, så jeg kan godt forstå, hvis du er bekymret for, om dine forældre vil komme til at ødelægge glæden for dig ved at skændes. Konfirmationen er DIN fest, og jeg synes du fortjener at kunne glæde dig til dagen uden at skulle bekymre dig på forhånd. Måske kunne du få en sød voksen til at hjælpe dig med at snakke med dem om det, så I kan finde ud af, hvad I kan gøre for at det bliver en dejlig konfirmation..? Måske en af dine lærere - eller måske præsten, som skal konfirmere dig? Mange opdager til konfirmationsforberedelse, at præsten kan være rigtig god at snakke med om alt muligt, også hvis man har svære tanker, så måske kan din præst også lytte til dig og hjælpe dig?

Mange hilsener, med ønsket om en rigtig god konfirmation.

BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat