Kære K
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare super sejt, at du har skrevet herind. Det må ikke have været rart at kunne høre sine forældre råbe af hinanden og ikke vide, hvad man skulle gøre.
Det er helt normalt, at man ikke ved, hvad man skal gøre, når ens forældre er uenige om noget. Måske du både er blevet ked af det og lidt bange, fordi du ikke er vant til at høre dem råbe af hinanden? Det kan man godt blive, hvis man hører sine forældre råbe og tale højt.
Ud fra dit brev lyder det som om, at dine forældre har været uenige om noget, som din farmor og farfar har gjort nede i jeres hus, mon det er rigtigt? Nogen gange kan voksne godt komme til at råbe af hinanden eller tale meget højt, hvis de er uenige om noget. Måske du også har prøvet at være uenige med nogle af dine venner eller veninder i skolen?
Jeg tænker, at det vil være godt for dig, hvis du prøver at fortælle din mor eller far om, at du har hørt dem, og du ikke helt forstod hvad der skete og hvad du skulle gøre. På den måde kan du fortælle dem, hvordan du havde det, da du hørte dem råbe af hinanden? Mon du kunne have lyst til det?
Hvis du ikke ved, hvordan du skal sige det til dem, kan du prøve at skrive det i et brev, som du giver dem, og som de kan læse, mens du sidder ved siden af, og så kan I sammen tale om det, når de har læst brevet? Jeg ved, at det før har hjulpet andre, som havde svært ved at få noget sagt, mon det kunne hjælpe dig?
Det kan også være, at du har nogle veninder, som du kan tale med det om? Måske de selv har prøvet, at deres forældre har været uenige om noget, og har nogle gode ideer til, hvad man kan gøre?
Hvis du hører dem igen være uenige om noget, kan du måske tage noget musik i ørerne, så du ikke kan høre dem eller gå ud til dem og spørge dem om, hvorfor de er uenige? Hvordan mon det ville være for dig?
Nu har du været så sej at skrive herind, så håber jeg også, at du tør tale med dine forældre om det, da jeg tror, at det vil være det bedste for dig. Du er altid velkommen til at ringe ind på BørneTelefonen på telefon 116 111, hvis du har brug for at tale mere om det eller noget andet. Held og lykke med det hele.
Mange tanker og knus fra BørneTelefonen.