Kære Anonym. Tak for dit brev herind til BørneBrevkassen, det må være rigtig svært for dig at høre på alle skænderierne. Selv om du ikke skriver noget om, hvordan du har det, tænker jeg, det må være svært for dig... Jeg kunne forestille mig, du bliver ked af det og måske kommer til at tænke en masse triste tanker. Måske går du og spekulerer over ting, som hvad du kan gøre, hvad der sker, hvis de ikke snart holder op, og sådan noget..? Jeg kan også læse, du er bekymret over, om det kunne gå for vidt. (Endnu mere for vidt) Når du skriver sådan, tænker du måske på, hvis de slår hinanden, eller om din far kommer til at ramme din mor med noget af det, han smadrer. Måske går din bekymring en helt anden retning. Uanset dine bekymringers retning, må det være svært for dig at gå og bære rundt på. Jeg kan ikke vide med sikkerhed, om det er sådan, du har det, men måske er det nogle af de tanker, du går med? Jeg synes, det er rigtig godt tænkt, når du spørger, om der ikke er nogen, du kan ringe til, som kan komme og hjælpe dine forældre med at få ro på, så ikke det bliver så voldsomt for jer alle sammen... Jeg vil prøve at komme med nogle forskellige ideer, og forhåbentlig er der så en eller flere af dem, som du tror vil være værd at prøve...
Måske kan du selv komme i tanker om en fra din familie, som du kunne ringe til lige når det sker? - For på den måde kunne det jo være at den voksne så ville hjælpe dig med at få sagt til dine forældre, at de er nødt til at lære at reagere på andre måder... Måske kunne de også komme over til jer med det samme, så der kom lidt ro på...
Jeg tænker nemlig, at det jo ikke er dig, der kan hjælpe dem. Jeg kunne tænke mig, at du må havde det rigtig svært, når din mor fortæller dig sådanne ting. Det er jo ikke noget, du som barn kan gøre noget ved, uanset om du inderligt gerne ville. Jeg ved fra andre børn, der står i samme situationer som din, at de på et eller andet tidspunkt har troet, at det var deres skyld at de voksne skændtes om. Hvis du nogle gange går med sådanne tanker, må det være noget der gør dig ked af det og bekymret. Jeg vil så fortælle dig, at det aldrig er børnenes ansvar, hvordan de voksne håndterer deres ueningheder. Det gør det absolut ikke lettere for børnene, men det er ikke deres skyld og det kan være godt at huske sig selv på det. Du virker på mig som en meget moden og handlekraftig pige, når du gerne vil ringe og få hjælp til din familie. Det må gøre det endnu mere svært for dig, når du står magtesløs og gerne vil hjælpe. Jeg tænker på, om du har prøvet at tale med din storebror, om hvordan du har det. Kunne du måske tale med ham, engang når dine forældre ikke skændes, spørge ham hvordan han har det, og fortælle ham hvordan du har det når de alle tre råber og skriger. Selv om din storebror selv deltager i skænderierne, er han måske også ked af det, I reagerer bare forskelligt på det. Det er hverken godt for din storebror eller dig at opleve alt den utryghed, som skænderierne giver. Kunne I måske samme fortælle dine forældre hvordan, I har det. Hvis det ikke lyder som en mulighed for dig, kan du måske skrive et brev til dine forældre. Du kunne fx skrive til dem om hvordan du har det, hvad der bekymrer dig, gør dig ked af det, bange og sådan noget. Kan du komme i tanke om en voksen, du har det godt med og kan fortælle hvordan du har det. Det kunne være, der var en i din familie du kunne tale med om tingene. Måske har en lærer, som du er tryg ved, og som du kan betro dig til.
I nogle kommuner har man særlige tilbud til familier, hvor forældrenes konflikterne bliver så voldsomme, at det går ud over børnene. Måske kan din lærer hjælpe dig med at undersøge om, det kunne være noget for dig..?Lyder det ikke som nogle brugbare muligheder, vil jeg anbefale dig at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111. Der er nogle voksne rådgivere, der kan lytte til dig og spørge mere ind til, hvordan det er for dig hjemme. Mange kærlige hilsner BørneBrevkassen.
