Kære pige på 12 år.
Tak for dit brev. Hvor er det bare rigtig flot, at du skriver herind. Jeg kan virkelig godt forstå, at det er en svær situation du og din bror (og storesøster) oplever derhjemme.
Det påvirker altid børn dybt, når deres forældre skændes. Mange børn oplever at blive rigtig usikre, kede af det, vrede og ved slet ikke, hvor de skal gøre af sig selv, når deres forældre ikke kan finde ud af det sammen.
Du skriver, at dine forældre skændes HVER AFTEN, og at det også ind imellem bliver voldligt mellem dem, og at de også kan finde på at kaste med ting. Når du har de oplevelser derhjemme, kan jeg godt forstå, at det er svært for dig at holde det ud. Hvor er det godt, at du har en storesøster, som ind imellem kan sætte en film på og trøste dig og din bror. Det er rigtig godt, at I holder sammen og passer på hinanden, når det er meget slemt derhjemme.
Når jeg læser dit brev får jeg en fornemmelse af, at du er en pige, som virkelig prøver at holde sammen på det hele og passe på din bror. Jeg får også en fornemmelse af, at det er vigtigt for dig, at man i en familie kan tale ordentligt sammen om tingene? Måske er det en af grundene til, at du ikke kan råbe til dem, hvor åndsvage du synes de er?
Du skriver, at du ikke kan sige det til dine forældre, da du er så bange. Jeg kan godt forstå, at du føler dig bange, for de ting, du oplever vil gøre ethvert barn bange, og det er helt urimeligt at kræve, at I skal og kan tage stilling til, hvem af jeres forældre, I helst vil være hos. At være i sådan en klemme gør børn bange og usikre. Du formulerer det faktisk allerbedst selv i dit brev, når du skriver " når det hele går så stærkt, og vi elsker dem begge to".. Det er så fint og præcist formuleret, og det I skal have hjælp til skal blive anderledes fremover.
Mit indtryk er, at du står i en situation, hvor du oplever, at du intet kan gøre, og så er det helt naturligt at være bange. Måske er du også bange for, hvordan dine forældre ville reagere, hvis de vidste, hvor meget, det påvirker dig og din bror, at de skændes og er voldelige mod hinanden?
Samtidig kan børn, som er i klemme, også være bange for at gøre noget, som kan gøre det hele værre. Måske kan nogle af disse ting være med til, at du har lyst til at råbe til dem, at de er åndsvage, men ikke kan?
Børn har brug for at vokse op i et trygt hjem, og det er forældres ansvar at skabe det. Derfor er det vigtigt, at dine forældre ved, hvordan du og din bror har det, så de kan få taget ansvar for at ændre den stemning, der er i jeres hjem for tiden.
Jeg ved ikke, om du taler med din søster om, hvordan du har det indeni og hvilke tanker du gør dig, når I ser film og får trøst på hendes værelse. Men kunne det mon være en mulighed, at I får talt sammen om, hvordan det påvirker jer, at jeres forældres skændes på den måde? Kunne det mon være en mulighed, at I sammen kunne lave en aftale med jeres forældre, hvor I kunne fortælle dem, hvordan deres skænderier påvirker jer? Hvis det er for svært at tale med dine forældre, kan det også være en mulighed at tale med en anden voksen. Er der mon nogen voksne, der ved, hvordan det er at være barn hjemme hos jer for tiden? Hvis ikke, er det en god ide at se, om du kan finde en voksen, du har tillid til? Det kan være en lærer på skolen, en pædagog, en anden i din familie, en venindes mor eller en helt anden, som kan hjælpe dig med at få sagt, hvordan det er at være barn hjemme hos dig lige nu?
Jeg ved, det kan være svært med sådan en snak, men måske kan du bruge dit brev og svaret her som en hjælp til at komme i gang, hvem end du vælger først at tale med det om.
Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor du kan tale anonymt med en voksen rådgiver. Det kan være en mulighed for at prøve at sætte ord på nogle svære tanker og følelser, som så måske kan føles mindre skræmmende.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
