Mine forældre og jeg kan ikke sammen

Jeg er en pige på 17 år. Er vokset op på sjælland, har gode venner og en kæreste jeg elsker mere end alt. Så jeg har det jo egentlig meget godt. Sådan burde det i hvert fald være.

Jeg har altid været ekstremt ambitiøs og gjort hvad jeg blev bedt om, hvilket vil sige at jeg aldrig har været et “problembarn”. Men i slutningen af folkeskolen begyndte tingene at ændre sig mellem mine forældre og jeg. Måske er det bare den “klassiske” forandring der sker hos enhver teenager, som stille og roligt begynder at løsrive sig fra sine forældre.

I hvert fald begyndte jeg at være knap så højrøstet derhjemme, overlod snakken ved middagsbordet til min storebror og synes det meste af tiden at mine forældre er irriterende.
Grundet min vilje til altid at sige hvad jeg mener (dog uden at være bevidst næsvis eller flabet), har jeg haft utallige diskussioner med mine forældre – særligt min mor.

Jeg går nu i gymnasiet, føler mig stresset og skænderierne bliver desværre ikke færre herhjemme. Jeg har haft selvmordstanker siden slutningen af folkeskolen, og de kommer og går i perioder, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke længere ved hvad jeg skal gøre. Jeg er for svag til at tage mit eget liv og for svag til at søge hjælp.

Mine selvmordstanker bunder nok rigtig meget i mit elendige forhold til mine forældre, og det gør så ondt at se andre familie og hvor godt de har det sammen. Jeg kommer ikke fra en familie hvor vi nødvendigvis har det dårligt, men vi har heller aldrig været en af de familier, der bare sprudlede af kærlighed.

Derfor “skammer” jeg mig også over at have selvmordstanker, og jeg får også tit at vide af min familie at jeg skal lade være med at have så ondt af mig selv, og at jeg ingenting har at være ked af.

Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal holde min familie ud resten af livet. Jeg elsker dem overalt på jorden, men de giver mig samtidig lysten til at tage mit eget liv, fordi de griner af mig, bagtaler mig og fordi jeg kan se at jeg skuffer dem ved at være “familiens sorte får”, der ikke er lige så energisk og glad som sin storebror. Dog er det kun derhjemme, jeg ikke er lige så glad som ellers.

For nogle måneder siden endte et kæmpe skænderi med at jeg sagde til mine forældre at jeg kunne finde et andet sted at bo, hvis de følte at det var en løsning. Og efter utallige råb, skrig, en masse drama og to forældre der direkte sagde at de var skuffede over mig, tilbød de mig ligefrem at finde et sted til mig.

Mine forældre er så gode til at nedgøre mig, men tåler aldrig selv kritik. Jeg ved ikke længere hvordan jeg/vi skal komme videre og lige nu er det eneste jeg kan tænke på at tage mit eget liv, og det er efterhånden kun min kæreste (som er klar over mine problemer), der holder mig oppe.

Jeg håber, at jeg kan hente hjælp her, for ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre..