Mine forældre hader mig
Kære BørneTelefonen,
jeg har aldrig haft et godt forhold med min far men jeg følte aldrig det var et problem fordi jeg havde min mor.
Jeg har altid følt at hun var der for mig og altid ville være der lige meget hvad. Men nu er jeg bleven i tvivl om hun overhovedet elsker mig. Jeg føler ikke hun forstår mig og hun prøver ikke engang. Jeg går på efterskole så jeg er ikke hjemme så tit, men de få gange jeg er sammen med mine forældre ender vi altid med at blive uvenner. Min mor svarer ikke mine beskeder og tager den næsten aldrig når jeg ringer.
Når vi så endelig snakker sammen er hun anklagende og sur og siger nogle ting som gør mig rigtig ked af det. Jeg prøver virkelig at være sød fordi jeg gerne vil kunne have det godt med hende igen. Men hun gør det så svært fordi hun tror hun ved bedre og er ligeglad med hvordan jeg har det. Hun har flere gange sagt at jeg er 15 års spild af hendes liv, at jeg ødelægger alt for hende, at hun aldrig vil se mig igen og at hun hader mig. Når min far bliver sur på mig påvirker det mig ikke så meget fordi jeg egentlig er ret ligeglad med hvad han mener om mig. Han har aldrig været der for mig. Han ved intet om mig.
Men der er ingen andre der kan måle sig med min mor. Hun er den jeg elsker mere end noget andet. Jeg håber selvfølgelig inderst inde at hun vil mig det bedste men det føler jeg ikke hun udviser. Når jeg fortæller hende jeg er ked af det eller har det svært siger hun altid at jeg skaber problemer ud af ingenting. Jeg føler hun burde være den der trøster mig og prøver at hjælpe mig med at få det bedre men hun hører ikke hvad jeg siger.
Sidst jeg snakkede med hende gjorde hun det meget klart at hun ikke har lyst til jeg er en del af hendes liv mere. Hvis hun bliver ved med at behandle mig sådan gider jeg hellere ikke at blive ved med at gøre en indsats for vores forhold, men lige nu vil jeg egentlig bare have min mor tilbage. Jeg vil kunne komme hjem når jeg har lyst. Jeg vil kunne snakke med mine forældre uden de skal begynde at smide ting efter mig. Jeg vil have at de forstår de skal have respekt for mig.
Der er nogle vildt søde voksne hernede som jeg kan snakke med, men det er bare ikke det samme. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre når hun ikke vil snakke med mig eller se på mig. Jeg har gået til psykolog og familieterapeut men jeg føler bare der er intet der hjælper. Jeg er begyndt at bryde sammen hele tiden fordi jeg er så ked af det. Jeg ved ikke engang om jeg vil være på efterskolen mere. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.