Mine forældre behandler mig anderledes nu…

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev.

Jeg kan godt forstå, at du synes lige det her er særlig svært at snakke med andre mennesker om – selv dine forældre. Både børn, unge og voksne kan have rigtig svært ved at tale om psykiske lidelser såsom angst.

Du fortæller også, at det føles som om, du går helt i stå. Det kan måske skyldes, at det er svært at sætte ord på, hvad du faktisk oplever inde i kroppen og i tankerne? Mange synes, det er svært at beskrive helt, hvordan det føles, og hvordan de har det.

Man kan føle, at det ville være en hel del nemmere at forklare, hvordan det for eksempel føles at brække armen. Det er nok fordi, man så kan pege præcis på, hvor det gør ondt, hvordan man faldt og om det svier, stikker eller dunker.

Det kan være sværere at finde de rigtige ord for ting, der påvirker os psykisk. Det er altså en helt normal oplevelse – men kan stadig være svær at gøre noget ved. Derfor ender mange med at gå med det for sig selv.

Derfor synes jeg, at det er enormt flot, at du har fortalt det til dine forældre. Selvom du måske ikke kan se det lige nu, så er det meget modigt og stærkt. Det skal du bare vide, og måske du en dag i fremtiden vil tænke tilbage på det på den måde.

Samtidig kan jeg forstå, at du ikke synes, det har hjulpet særligt. Det lyder, som om dine forældre gør hvad de tror er rigtigt for at hjælpe dig. De prøver at tale med dig om det – måske for at vise dig, at du ikke skal være bange for at komme til dem, hvis du har lyst?

Selvom det ikke har hjulpet skriver du samtidig også, at du heller ikke vil have, at de skal ignorere det. Det tror jeg bestemt heller ikke ville have føltes mere rart for dig. Hvad tænker du?

Jeg tænker, at det ville være en god idé at prøve at tale med dine forældre om, hvordan I bedre kan være i det alle sammen. Du kan jo sige nogle af de ting, du har skrevet herind til os. Du kan sige, at du ikke har brug for, at de behandler dig anderledes?

Og hvis du synes, det er irriterende, at de hele tiden spørger, hvordan du har det, så kan du måske sige: Mor og far, jeg er glade for, at I spørger ind til mig. Men det er lidt irriterende, så I stedet skal jeg nok sige til, hvis jeg har brug for at tale om det. Hvad tænker du mon om det?

Måske ville det også være en god idé at spørge dem, om det kunne være en idé at få en tid hos din læge eller hos en psykolog? Sundhedsplejersken på skolen kan også være en start. Hvis du ikke får det bedre selv, også selvom du har fortalt det til dine forældre, så kan det måske være en god ide at overveje, om du har lyst til at få hjælp udefra?

Når du fortæller, at det er svært at tale om dine oplevelser med angst, så kan det måske hjælpe at skrive de ting, som du gerne vil tale med dine forældre om, ned på et stykke papir? Så kan de enten bare læse det, eller du kan læse det op for dem. Måske er det nemmere end at sige det?

Du kan jo altid tage udgangspunkt i dit meget fine brev her til BørneTelefonen. Og hvis du har lyst til at tale i telefon med os herinde, så kan det måske være en måde at øve dig i at tale med voksne om det. Du kan altid ringe på telefonnummeret 116111.

Jeg vil også anbefale dig at tage et kig på hjemmesiden Mindhelper. Det er en rådgivning for unge som bokser med det man lidt populært kalder mental sundhed. De har rigtigt mange gode ideer og forslag til hvordan man kan arbejde med sin angst, svære tanker og følelser. De har også et online kursus om angst som du måske kunne have lyst til at tage. Du kan bruge linket her: https://mindhelper.dk/

Hold fast i det mod og den styrke, som det kræver at dele svære ting med andre. Jeg tror, det bliver en stor hjælp for dig fremover.

De kærligste hilsener fra BørneTelefonen.