Kære du,
Tak for dit brev til os. Hvor er du bare god til kort og præcist at fortælle, hvordan det er at være dig for tiden. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at komme væk fra dine to bedste veninder. Og måske gør det det endnu sværere, at de har hinanden og du så ikke lige føler, at der er nogen, du ”passer” med i din nye klasse.
Jeg forestiller mig, at I måske er flere klasser, som er blevet slået sammen eller en anden form for ændring i skolen, er det rigtig forstået? Så du måske stadig har dine bedste veninder i parallelklassen, men ikke i klassen? Hvis I lige har fået nye klasser, så kan det være at du stadig er ærgerlig over tabet af den gamle klasse og dine veninder, at du måske ikke helt har nået at se hvilke muligheder, der er i den nye klasse? Det kan godt tage lang tid at finde hinanden og turde vise flere sider af sig selv, så nogen gange kan man egentlig have gået til sport sammen eller i klassen sammen et stykke tid, før end man får øjnene op for hinanden og finder sammen.. så måske er der stadig bare et lille håb for, at du på et tidspunkt synes om nogle af dem i din nye klasse?
Du fortæller, at din bedste veninde har det perfekt. Det kan godt være at det også er sådan hun føler det...det kan også være at hun er god til at lave en facade ud ad til, men egentlig går med nogle tanker, hun synes er rigtig svære at dele med nogen.. måske tænker hun, at du har det perfekt? Det kan være rigtig svært at gennemskue hvordan andre har det, hvis de ikke har lyst til at vise det. Måske er der flere som går rundt og føler som dig, men tænker at de andre bare har det tip top – tænk hvis vi turde sige det højt til hinanden og delte vores tanker og bekymringer med hinanden, hvordan tror du det ville gå? Tænker du, at vi kan være en hjælp for hinanden ved at opdage at vi er flere som går med de samme tanker og bekymringer? Måske er der børn lige omkring dig, som også oplever at deres forældre skændes rigtig meget – men som har nogle andre tanker på det end dig, så I kan støtte og inspirere hinanden, måske?
Du skriver, at dine forældre skændes og at du oplever det som helt vildt. Rigtig mange børn oplever at deres forældre skændes og skændes enten så meget eller så voldsomt, at det gør dem utrygge og kede af det. Det kan være svært at være barn i et hjem, som er præget af skænderier, da det ofte også påvirker forældrenes humør og overskud i forhold til børnene. Og hvem skal man så søge trøst eller tryghed hos, hvis begge ens forældre har det sådan? Så jeg kan sagtens forstå, at du beskriver det som virkelig forfærdeligt. De fleste forældre bliver egentlig også selv lidt kede af at det er sådan, så ingen har rigtig glæde af at det er på den måde.
Du fortæller, at du ikke har lyst til at tale med en af lærerne om det, da det gør dig ked af det at snakke om det. Nogen gange kan det blive meget konkret når man først siger det højt til en anden person, så kan det næsten lyde som om man råber det ud, fordi det kan være så svært at sige. Men måske kunne det bagefter gøre dig mindre ked af det, fordi du får lagt ansvaret over på en voksen og du får sat ord på de følelser og stemninger, der fylder i din krop og dit hoved. Din krop har brug for, at der er en voksen, som tager ansvaret fra dig og som samtidig hjælper dig med at få sat ord på, hvad det er der gør dig ked af det. Det skal man ikke stå alene med lige meget om man er ung eller gammel, vi har alle brug for hjælp ind imellem.
Kunne det være en mulighed at vise din lærer dit brev og mit svar som en start? Så behøver du ikke at sige noget, han / hun kan læse det og så kan I bagefter tale sammen om, hvordan du kan få det bedre igen. Så er din lærer sporet ind på, hvilke tanker du er optaget af i øjeblikket og at du har brug for hjælp til det. Og så er det den voksnes ansvar at støtte dig derfra.
En anden mulighed er at tale med en eller flere af dine veninder om, hvordan du har det – man behøver ikke sige alt, bare noget af det man gerne vil have støtte til eller bare har brug for at sige højt, så man ikke behøver at bære rundt på alle tankerne selv. Så kan I måske sammen gå til en af dine lærere?
Jeg tænker, at det på et tidspunkt vil være vigtigt, at dine forældre hører hvordan du oplever det at de skændes og hvordan det påvirker dig, men det er måske en af de ting, som din lærer kan hjælpe dig med, hvis du ikke har lyst til at tale med dine forældre selv.. Du har selvfølgelig også muligheden for at vise dine forældre dit brev og mit svar, som en start på en snak om hvordan du oplever jeres familieliv lige nu.. Du kan eventuelt også skrive et brev om hvordan du godt kunne tænke dig, at det kunne være hjemme hos jer.
Måske vil det være en hjælp for hele familien at få familierådgivning via jeres kommune - det er gratis og anonymt i kommunen. Hvis du tænker det vil være noget for jer, så kan du og dine forældre læse mere på jeres kommunes hjemmeside.
Jeg håber, at du vil tage imod rådet om at søge en voksen til at hjælpe dig, for det kan være svært at stå med tingene alene. Du er også meget velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen 116 111, så kan tale mere om det du har brug for.
De bedste ønsker til dig,
fra BørneBrevkassen
