Brev

Mine forældre

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 13 år

Hvor er det godt at du skriver. Det kan tit være rart, hvis man skal have noget ud af hovedet, at man deler det med andre.

Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe.

Jeg forstår godt, at du synes det kan være svært at have forældre, der er skilt. Selvom det er 5 år siden de blev skilt, så skal du jo stadig vænne dig til flere nye mennesker og situationer. Jeg hører fra andre børn, hvor forældrene er skilt, at det kan være utrolig svært at vænne sig til og især når det er særlige dage, som ved jul og fødselsdage.

En af grundene til, at det er så svært, kan være fordi man kan sammenligne en skilsmisse med det at miste én, man elsker. Altså at det er nogle af de samme følelser man kan have. Men også at det tager tid at vænne sig til savnet. Savnet er der ikke hele tiden, men engang imellem fylder det mere end andre. Mon du kan genkende at have det på den måde?

Og selvom man godt ved at ens forældre ikke finder sammen igen, så kan der alligevel godt være et lille bitte håb. Måske fordi man elsker dem begge højt, og bare har et ønske om at man kan være sammen som før.

Somme tider kan det også tage tid at vænne sig til sine forældres nye kærester. Også selvom de måske er søde mennesker. Jeg forstår godt at du ikke har lyst til, at din far fortæller alt til sin nye kæreste. Især fordi du føler at hendes mening påvirker din fars mening.

Jeg tænker, at det også kan være svært at være ærlig overfor ham, når du oplever at han siger det videre. Hvis du har det sådan, forstår jeg det i hvert fald godt.

Men jeg synes faktisk, at det både er modigt og sejt af dig at skrive ind til os og spørge om råd. Du tør være ærlig og bede om hjælp. Når du viser at du kan det, så tror jeg også på at det er muligt for dig at sige tingene højt til din far eller mor.

Jeg vil foreslå dig fra start at være helt ærlig. Altså sige at de ting du siger nu, ønsker du ikke at enten mor eller far siger videre. Måske spørge dem inden, om de vil være med til, at det bliver mellem dig og din mor, eller din far? På den måde gør du det tydeligt at det er vigtigt for dig, at de ikke siger det videre.

Jeg tror, at det kan være rart for dig ikke at være alene med dine tanker og følelser. Jeg ved fra mange børn, at det kan føles som en lettelse, hvis man får sagt tingene højt – selvom det ikke ændrer på at dine forældre stadig er skilt. Hvordan mon du har det efter at have skrevet til os?

Jeg ved ikke, om du har snakket med andre børn om hvordan de oplever det? Men jeg ved, at det er meget naturligt at have de følelser. Både at det kan være svært, men også at man kan blive ved med at håbe. Det kan tit være rart at vide, at man ikke er den eneste, der har det på den måde.

Nogle børn kan også opleve, at de svære følelser kan være lettere, hvis man taler med andre, der har det på samme måde. Derfor findes der også det som hedder børnegrupper, som er for børn hvis forældre er skilt. Mon du har hørt om det før?

Om det er en mulighed i din kommune, ved jeg ikke. Men hvis du fik snakket med din mor eller far, kunne de måske hjælpe dig med at finde ud af det? Det kan også være, at din lærer på skolen ved det. Lige nu er det jo sommerferie, men når den er slut, så tænker jeg at du kan prøve at spørge, hvis du har lyst.

En anden mulighed er at ringe til Børnenes Skilsmissetelefon Her sidder voksne, som er vant til at svare på og tale med børn om de spørgsmål der kan være ved skilsmisse – også selvom det er længe siden forældrene er blevet skilt. De kender også til Børnegrupper og kan måske hjælpe dig med flere svar.

Vi får også mange breve om det med skilsmisse. Så hvis du har lyst til at læse om hvordan andre oplever det, og hvad de får af råd fra andre, både voksne og børne, så kan du i søgefeltet på vores hjemmeside skrive: “skilsmisse”. Måske finder du også her ord og råd, som kan hjælpe dig.

Jeg håber meget, at mit svar er med til at det hele føles lidt mindre svært. Men også at du tør dele dine tanker og følelser med andre – og allerhelst din mor eller far.

Du er altid velkommen til at skrive igen, eller ringe/chatte/ sms på 116111

Kærlige Hilsner

BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat