Kære dig
Tak for dit brev!
Du skriver, at du har det rigtig svært derhjemme. Du føler at dine forældre ikke kan lide dig. Det er jeg rigtig ked af at høre, da det ikke er en rar følelse at have. Jeg tænker, at det er de færreste forældre, der ikke kan lide deres børn. Nogle gange kan det dog føles sådan, fordi de stiller mange krav til én og måske brokker sig meget over nogle ting man gør. Måske er det også sådan hjemme hos jer? Jeg synes jo du lyder til at være en dejlig pige, som gerne vil have det rart derhjemme og sammen med dine veninder.
Du skriver, at dine forældre råber af dig flere gange om dagen. Det er aldrig rart at blive råbt af og jeg kan godt forstå at det påvirker dig meget. Har du mon fortalt dine forældre, at du bliver ked af eller vist dem, at du bliver ked af det. Eller spurgt dem, hvorfor de råber og ikke bare siger tingene til dig?
Mon det er på nogle bestemte tidspunkter eller måske, når du gør noget bestemt, at de råber? Måske kan du prøve at lægge mærke til, hvornår det er. Hvis det f.eks. er fordi du ikke har ryddet op, hvis det er en aftale, kan du prøve at gøre det og se om det hjælper – hvis det så ikke hjælper, kan du måske prøve at sige til dine forældre, at du nu har prøvet at ændre noget selv. Så kan det være de kan forklare dig, hvad det så er, at de synes, der er i vejen og hvad de kan gøre for at sige tingene til dig, så du ikke bliver ked af det.
Jeg læser i dit brev, at dine forældre stiller krav til dig, når de har gjort noget for dig. Jeg tænker faktisk, at det er meget normalt at man i en familie hjælper hinanden, og at det bliver mere og mere jo ældre man bliver. Måske er det dine forældres måde at lade dig blive mere voksen og ansvarlig? Jeg tænker på, om de også fortæller dig, når der er noget, du har gjort godt? Roser de dig, så du også ved, at du gøre tingene rigtigt og holder aftaler med dem?
Måske oplever du, at de stiller flere krav til dig end din lillesøster? Måske er det fordi hun er lidt lille. Jeg synes, det er meget naturligt at blive stillet nogle opgaver i din alder. Jeg tænker faktisk, at det kan være en positiv ting, da det viser, at ens forældre ser en som et ungt og ansvarligt menneske. Men det skal jo være rimeligt for dig og på en rimelig måde, så du kan gøre det og samtidig have det godt og sjovt med dine veninder.
Uanset hvilken grund, der er til, at dine forældre opfører sig sådan over dig, så synes jeg det er vigtigt at du får talt med dem om det. Måske er de ikke klar over, at du går og er ked af det? Hvis du synes det kan være svært at få fortalt dem, kan du måske få en anden til at hjælpe dig? Det kan f.eks. være en voksen som du taler godt med og stoler på. Ellers kan du måske skrive et brev til dem? Det kan nogle gange være lettere med et brev om, hvad man tænker og føler. Derudover kan de læse det stille og roligt og tænke over, hvad du har skrevet, i stedet for måske at diskutere med dig om det.
Jeg tænker, at det kan være en hjælp for dig at du forbereder dig på, hvad det er for nogle ting du gerne vil fortælle eller spørge dem om. Måske kan du endda selv kan komme med forslag til, hvordan du synes tingene kunne løses derhjemme? Det tror jeg kunne vise dine forældre, at du er ansvarlig og gerne vil have tingene til at fungere. Når dine forældre selv bruger lister til at stille opgaver, kan du måske gøre det samme og lave en liste over de ting du er ked af, og de forslag du selv har.
Er der mon tidspunkter, hvor du også får et kram eller får at vide, at du er en dejlig pige...? Så de viser, at de holder af dig? Hvis de glemmer det, i deres råberi, lister og aftaler med dig, vil du så have mod på at sige til din mor eller far, at du har brug for et kram - at de viser, de holder af dig? Det kan også være, at du kan sætte dig tæt ved dem i sofaen, og læne hovedet mod din mors eller fars skulder... Alle har brug for at mærke omsorg og kærlighed.
Du er også i en alder og nok også i puberteten, hvor der sker rigtig mange ting - både med kroppen og den måde du tænker og ser tingene. Der kan være mange ting i puberteten, der gør at man har ekstra brug for, at ens forældre støtter en. Hvis du ikke oplever den støtte og omsorg derhjemme, er der måske nogen andre i din familie, som du kan gå til?
Måske har du nogle bedsteforældre, du kan snakke med? Hvis du har mulighed for at besøge dem, vil det måske være rart for dig at være hos dem og snakke om, hvordan du har det derhjemme. Får et kram og omsorg - have det rart og hyggeligt. Så kan de måske også hjælpe dig med at snakke med dine forældre, om at du bliver ked af det, når de råber. Eller også kan du måske snakke med en sød lærer om, hvordan du har det derhjemme? Vil det være en idé for dig?
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig. Du må i hvert fald have held og lykke med at få talt med dine forældre om det. Hvis du har brug for at tale mere om det er du velkommen til at skrive igen eller ringe BørneTelefonen på 116111.
Mange hilsner og kram fra
BørneTelefonen
