Min verden

Hej..

Jeg er en pige vis verden bare er noget rod. Jeg er lige fyldt 15 år og går i 9 klasse.

Det hele startede da jeg gik i 7 klasse, en af pigerne fra min klasse gav mig et øgenavn som jeg ikke rigtig syntes om, men grinte der jeg blev kaldt det. Jeg var 12-13 år og var den der altid havde hovedet højt oppe, jeg var den glade der elskede alle og enhver. Jeg gav råd til de fleste i min klasse da de havde det dårligt, eller gjorde noget sjovt for at få dem til at grine. Jeg var den “seje” der turde at svare læreren igen da han/hun gav strenge regler om at gøre det ene eller det andet. Men jeg var ikke “uforskammet” som sådan. Jeg var sådan set den retfærdig, hvis jeg skulle give et ord for det. Lærerne kunne lide mig, ikke fordi jeg lige fik de bedste karakter, men fordi jeg var den flinke der talte til alle, og ikke så ned på nogen…

“deprimerede” blev jeg kaldt af en syg grund, jeg ved faktisk ikke hvorfor, for jeg var det helt modsatte. Alle begyndte så med at kalde mig det, og jeg grinte bare for hver gang. Jeg må indrømme at jeg I starten synes var ret komisk, men det blev så vendt på hovedet da jeg hver dag skulle høre det, jeg havde ikke noget i mod pigerne fra klassen, dem er jeg stadig venner med. Jeg havde noget i mod øgenavnet. Jeg fortalte så at jeg ikke rigtig gad at høre på det, da jeg blev ret træt af det. Men så blev der grinet og fortalt at det nu også bare var for sjovt…

Så det halve år i 7 klasse var jeg åbenbart den “deprimerende”.. Jeg var en moden pige der var ca. 154 høj og som vejede 65 kg. Min krop var temmelig pæn, af en 7 klasser at være, jeg havde former og var “buddet” ved ansigtet… mit liv bestod af glæde, jeg var altid glad. En anden dag var jeg så oppe og prøve nogle bukser, som ikke lige så ret gode ud på mig, det sker jo også normalt for piger.. Men da jeg så havde dem på, træk jeg gardinet til prøverummet, og viste min veninde hvordan de så ud. Hun græd af grin over mine lår som man kunne se ekstra meget, i de bukser. Jeg blev så kaldt for fed af hende.

Nu hvor jeg tænker over det, var vi jo også ret unge som ikke anede hvad vi lavede, vi kunne jo kalde hinanden vilde ting uden en betydning. Men af en eller anden årsag huskede jeg bare, at jeg så fed ud…. Jeg startede med at ligge mærke til ting efter den dag. Alle ordene jeg blev kaldt i hverdagen, sad fast af en grund. Og jeg blev for første gang deprimeret.

Jeg hadede at se mig selv i spejlet. Jeg hadede mit ansigt. Mine former. Jeg hadede mig selv. Alle mine negative tanker voksede, og jeg startede med at være negativ. Jeg var morgensur og spiste ikke for meget, da jeg ikke så nogle grund til at blive ”federe”. Jeg lukkede mine tanker inde, og der blev ikke fortalt noget til nogen. Jeg holdte mig for mig selv. Men kom i skole med mit gamle jeg, jeg smilte og gav stadig råd. Jeg løste problemerne i klassen, mellem pigerne, for at tænke på noget andet end mig selv, for at sætte  lyset på andres problemer end mine egne.

Jeg kom træt hjem og magtede ikke nogen, jeg magtede ikke mine forældre eller mine to brødre(storebror ældre end mig i to år. Lillebror yngre end mig i to år). Min mor lagde mærke til det, og kommenterede det selvfølgelig også. Men ikke en god kommentar, et spørgsmål til hvordan jeg havde det, men at jeg skulle stoppe med at komme sur hjem, jeg skulle smile noget oftere og hjælpe mere til i huset. Jeg blev mere negativ men hjalp stadig til….. jeg stod hver dag op ked af det, vred og ikke mindst træt af det hele. Jeg så negativt på alt omkring mig.

Jeg spiste kun aftensmad, som jeg så kastede op nogle gange…. 8 klasse startede og jeg var stadig den samme….. mor havde født en yndig lille dreng som var et nyt medlem af familien, efter 8 år kom der en lille, jeg var glad lige ved det punkt, den lille kunne få mig til at smile, den eneste der kunne få mig til at smile. Men tankerne var der stadig…. Jeg skulle hjælpe ekstra meget nu hvor den lille kom. Men det ændrede ikke ved noget.

Jeg blev interesseret i fan fictions. Jeg læste mange af dem. Hovedpersonen i en fan fiction, havde det også dårligt, og hun cuttede i sig selv for at føle smerten fysisk i stedet for psykisk. og der fandt jeg frem til min ”løsning”. Jeg kan huske første gang jeg gjorde det. Jeg sad få gulvfliserne på toilettet der hjemme. Jeg havde ødelagt en skraber, for at få fat i barberbladene på den. Jeg sad i et par minutter, med sangen beautiful af aguilera i ørene. Og så gjorde jeg det, mit første snit blev til to, og to blev til mange. Jeg fortsatte med at skære i mig selv i ret lang tid. Jeg græd mig slev i søvne, og slog mine kno mod væggene. Jeg var ødelagt, men turde ikke at spørge om hjælp.

Mor blev gravid igen, tvillinger blev velkommen til familien. Jeg havde aldrig set det komme, ene pige med 5 brødre. Mine forældre vendte ansigterne mod de tre små, og det var jeg også tilfreds med. For så kunne jeg fortsætte med hvad jeg nu rodede mig ud i….

Vi er en muslimsk familie, min mor bærer tørklæde og det gør jeg også. Hun går med langt dækkende tøj. Jeg startede med tørklæde da jeg kom i puberteten, i 6 klasse, jeg har haft det på i 3 klasse for at prøve det. Jeg tog det af igen i 4 klasse. Så begyndte jeg frivilligt igen i 6 klasse. Jeg begik en kæmpe stor fejl…  

Slutningen af 8 klasse, sad jeg en dag på de toilet gulvfliser. Barberbladet var i min hånd og min arm var rakt ud og klar til at bløde. Men jeg gik i stå. Jeg kiggede på alle de ar, der var på mine arme, på mine lår og på min mave, nogle var forsvundet, andre var utydelige, og så var der nogle der var i gang med at hele. Jeg stirrede på dem alle, og vidste hvad mine tanker var til dem alle. Jeg tænkte over mit liv, jeg græd og var stadig knust. Jeg ønskede at dø. Men jeg stirede bare. Jeg tænkte mit liv igennem, for hvornår skulle alt det her stoppe. Jeg turde ikke at spørge skole vejlederen om hjælp. Og det sidste jeg vil gøre er at fortælle det til mine forældre, jeg ved 100% at de ikke vil forstå det, men blive sure. Eftersom de har en anden tankegang.

Jeg stirrede. Jeg tænkte på min fremtid, på hvordan jeg skulle forklare mine ar til min mand eller børn. Jeg tænkte på, om jeg nogen sinde ville stoppe det her. Komme videre i livet og tænke på min skole og uddannelse.  Jeg tænkte det hele igennem, om at det var længe siden jeg ikke havde kort på der hjemme, eller til fester, jeg indså at det jeg lavede var forkert, selvom jeg ikke kunne lide mit liv, burde jeg ikke skade mig selv, jeg burde ikke sulte mig selv og jeg burde i hvert fald ikke lytte til hvad folk synes om mig. Jeg stoppede bare det hele. Jeg spiste sundere eftersom jeg gik hen og vejede 53 kg, jeg var blevet højere, 161 cm høj, jeg indså mit smukke jeg, at jeg var smuk. Og at jeg var endnu smukkere inden i. For jeg ønsker ikke andre ondt, jeg nedgøre ikke andre eller ser ned på dem. Jeg er mig selv og har altid været det. At monstrerne der havde slået lejer i mit hoved var ikke til at lytte til……..

9 klasse startede. Jeg er sund, vejer 57-58 kg og er stadig 161cm høj. Jeg er blevet meget gladere, og jeg er stoppet med at skære i mig selv, eller ikke helt. Eftersom jeg er blevet født her i Danmark føler jeg mig også mere dansk, jeg er oprindeligt fra Palæstina. Jeg har en meget anderledes tankegang end mine forældres. Jeg går stadig med tørklæde men går ikke med langt som min mor. Jeg kan lide at tage skinnyjeans på, jeg kan også lide at sætte make-up og føle mig total piget. Men det må jeg ikke. jeg fortryder stadig at jeg tog mit tørklæde på, for nu kan jeg ikke tage det af, jeg må ikke. Jeg må ikke tage skinnyjeans uden en knæ lang kjole. Jeg må ikke sætte andet end mascara på.

Mine forældre kan være voldlige. De kan slå, og har gjord det mange gange før. Men det er ikke slå som i at jeg begynder med at bløde. Der er dage hvor jeg gerne vil have kort på, hvor min mor bare ender med at råbe, at gud siger vi skal tildække os og hvad ved jeg. Hvis jeg svare igen og spørg hvorfor jeg ikke kan gå ud sådan, starter en diskussion og det ender altid med at jeg enden har fået en flad, blevet revet tøjet så det går i stykker, og jeg så skifter, eller at jeg skal blive hjemme. Jeg kan blive aggressiv smække med værelsesdøren eller råbe ret højt. Så vil hun komme tilbage tage min mobil, min macbook, så er det min ”straf”. Hun kan også komme tilbage, tage fat i mit hår, og så rive i det. Eller så kan hun smække mig et flad.

Min far er på hendes side. Men han kan også være volding, bare med andre ting at gøre. Han kan for eksempel blive sur på min storebror. Hvor det ender med at jeg får skylden, jeg kan komme forbi eller sige en kommentar i mens han skælder min storebror ud, så ville jeg ikke kunne nå at blinke, før jeg får en på hovedet…. En gang slog min mor mig ret hårdt, og der gik min grænse endelig. Jeg råbte at hvad jeg kunne. Jeg græd. Og der sagde jeg så at hun ikke måtte slå mig, jeg sagde jeg hadede mit liv, at jeg hadede min familie og at jeg hadede hende. Jeg kom ud med det hele. At jeg ville flytte hjemme fra. Og at hun kunne komme i problemer hvis jeg fortalte det til kommunen. Men hun slog mig igen og truede  mig med at hvis jeg nogen sinde gjorde det ville hun ikke se mig som hendes datter, at jeg skulle respektere hende og holde min kæft. Jeg skulle høre efter hende og ikke svare igen…..

men her er der en fact om min mor. Hun er to personer. Når hun er glad kan hun være utrolig sød og rar, hun kan lytte til mig, men stadig ikke ændre hendes holdninger, vedrørende beklædningen. Den side af hende elsker jeg utroligt  højt(hun kom faktisk lige ind til mig med nogle vindruer)  hun er en rar mor, men så ikke alligevel for hvis jeg ikke gør som hun siger, får jeg en skideballe. Mine forældre ser meget op til min storebror, eftersom det er ham der får top karakter. Som er flittig, høre efter, følger vores religion, og er med til at jeg skal beklæde mig med lange kjoler og tørklæde. Den eneste måde jeg kan komme væk fra min familie er ved at blive gift, og det gider jeg altså ikke. Jeg vil ikke have mit tørklæde på, og jeg vil gå med det tøj jeg har lyst til at gå i. Jeg mangler ikke rigtig noget, da mine forældre køber det jeg vil have. Men jeg spørg heller ikke om mange ting.

Jeg tør ikke at spørge om at jeg kan tage mit tørklæde af, for hvis jeg ikke må gå med kort, må jeg selvfølgelig ikke tage det af. Jeg kom forleden op i en ret stor diskussion, med min mor. Om beklædningen igen. Men denne gang smækkede jeg med døren ret hårdt. Så hun kom tilbage, fortalte at jeg ikke måtte komme ud med mine veninder. Og da jeg så sagde at det var fint, jeg skulle bare meddele at jeg ikke kom til mine veninder, tog hun min mobil og min macbook. Og gik sin vej. Jeg skulle komme ud med min vrede på en eller anden måde, så jeg gjorde det igen. Jeg skar i mig selv. Jeg kunne bare ikke finde en anden løsning, og det var ret længe jeg havde gjord det. Så jeg gjorde det. Tog fat i barberbladet og skar i mit lår. Jeg græd ret voldsomt. Og følte bare at det hjalp. For tbh gjorde det. Jeg faldt til ro, kom ud med min vrede, men det gik ud over mig selv. Jeg havde brudt det jeg havde lovet mig selv. Og det var jeg også skuffet over, jeg var skuffet over mig selv. Jeg er skuffet over mig selv. Jeg så på sårene i går, og der er mange, det havde jeg ikke lagt mærke til før i går. Så jeg besluttede at tælle dem og der er omkring 26 sår på mit lår. De er stadig røde, med udtørret blod på….

Jeg står nu i en situation, jeg ikke aner hvordan skal blive løst. For jeg ved at jeg ikke gå til mine forældre med det. De er ikke de forældre. Jeg kan ikke tale om det, med nogle fra skolen, eftersom jeg går på en islamisk skole. Jeg har ikke den storebror der kan stå ved min side og lade mig være mig selv. Jeg har ikke de veninder der kan rådgive mig. Og jeg kan ikke gå til skolerådgiveren med det, uden at brude helt sammen. For hvis det har været svært at skrive det her, så vil det være sværere at  sige det til hende. Hun er muslim eller araber, men dansk kristen, hun vil måske kunne rådgive, men jeg ved at skolen vil blive indblandet, og jeg ved at eftersom skolen er muslimsk ville være i mod mig og med mine forældre. Det er første gang jeg spørg om hjælp, efter alt hvad der sket, men jeg ved at jeg ikke vil kun klare det.

Jeg har ikke talt med nogen form for psykolog om det, for tja hvis jeg skulle blive henvendt til sådan en, ville mine forældre med garanti finde ud af hvad jeg har gået igennem. Og så er jeg færdig. Jeg vil væk. Væk fra det hele. Jeg vil have nogen der holde af min rigtig jeg, og ikke den jeg mine forældre, mine veninder og generelt alle der er omkring mig, vil have at jeg skal være. For jeg er blevet egnet til gymnasiet. Og til den tid siger mine forældre at jeg skal begynde med langt. Og så er det game over. Jeg er meget vred over mig selv, jeg er vred på at jeg besluttede for at tage det på, for nu kan jeg ikke tage det af. Mine forældre forstår mig ikke. Jeg vil væk fra dem, uden at de skal komme fortræd. De kan leve sammen med mine 5 andre brødre. De kan være lykkelige uden mig. Og jeg vil være lykkelig uden dem.

Jeg elsker dem, og de elsker mig også tror jeg nok. Men jeg vil væk, for det hele er bare så forkert. Igen det her er første gang jeg åbner mig selv op for nogen, det er rart at komme ud med det. Jeg har grædt meget undervejs, men jeg tror det er det bedste. Jeg er bange for at komme ud med det til den forkerte, så jeg har taget mig sammen og skrevet det her til jer, i har hjulpet en af mine veninder med et personligt problem, i er gode rådgiver, og jeg sætter pris på at i er her for at hjælpe alle og enhver.  

Jeg spørg nu om råd til alt mit rod. Til mit syge liv. Til min verden.