Kære pige på 15 år
Hvor er det godt, at du er opmærksom på din ven og gerne vil hjælpe ham på en god måde.
Du skriver, at du ikke ved, om din ven ved, at han sendte billedet. Måske er det bare en fejl, at den lå åben i baggrunden. Men det kan jo også være, at han faktisk har brug for at tale med nogen om det, men synes det er svært at spørge om hjælp?
Hvis du har lyst til det, så synes jeg, at du skal prøve at tale med din ven om det. Du kunne måske starte med at skrive til ham, om han er godt er klar over, at han har sendt et billede af sin dagbog på snapchat?
Og så kan du skrive, at hvis han har brug for at tale om det, så vil du rigtig gerne det. Så du lader det være hans beslutning, men samtidig viser, at du gerne vil hjælpe og støtte ham.
Jeg synes samtidig også, du skal overveje, hvordan det påvirker dig at se sådan et billede. Måske kan du også selv have behov for at tale med en voksen om det? Måske dine forældre? De har måske også nogle gode råd til, hvordan du kan være der for din ven.
Lige nu ved vi jo ikke, hvad der er sket, og hvad faren måske har gjort. Men hvis du taler med din ven og han siger, at han også gerne vil tale med nogle voksne om det, så kan du jo prøve at støtte ham i det. Nogle gange kan det hjælpe rigtig meget, at man har en ven med, hvis man skal fortælle en forælder eller lærer en svær ting.
Jeg synes også, at det ville være en god idé at gøre din ven opmærksom på, at han altid selv kan skrive eller ringe ind til BørneTelefonen på nummeret 116111.
Måske er han ikke klar til at tale med en ven eller en voksen han kender. Men så kan det være, at han er klar til at tale med en anonym rådgiver herinde fra.
Jeg synes, du lyder som en rigtig god ven, der er opmærksom på sine venner. Det skal du bare holde fast i! Men husk også, at det også kan være hårdt for dig selv at bekymre dig om sådan nogle ting. Så husk også selv at tale med nogen om det, hvis du har lyst til det.
De kærligste hilsener fra BørneTelefonen