Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min veninde har problemer i familien

Min veninde har fortalt mig en masse om, at hun dsv ikke har det så godt derhjemme. Da hendes far drikker og har voldelige tendenser, og hun har haft sociale problemer, har hun også forsøgt sig med selvskade. Hun har nogle underlige familieforhold. Eftersom hendes yngre søskende er handicappet, og derfor tager det rigtig hårdt når hendes far bliver arrig og råber.

Hun elsker sine forældre og sine søskende, og hendes far er til tider skide sød, men det fungerer altså ikke, at det skal være sådan hjemme hos hende.

Jeg har snakket meget med hende for tiden, selv om vi før i tiden ikke var mega gode venner. Vi har osgå aftalt, at hun altid kan ringe til mig, hvis der er problemer derhjemme, eller hun føler sig nede – men er det nok?
Hun har ikke lyst til at henvende sig selv, men sagde god for, at jeg skrev herind og spurgte om råd.

Hvordan skal jeg tackle dette? Og hvad skal min veninde gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære veninde.

Rigtig mange tak for dit brev. At du skriver herind med bekymringer om din veninde fortæller mig, at du er en rigtig god veninde. Dine bekymringer er rigtige. Din veninde har brug for hjælp fra nogle voksne, så hun kan få det bedre hjemme.

Du skriver, at hendes far drikker og har voldelige tendenser. Er voldelige tendenser mon, at han slår? At være barn i en familie hvor der bliver drukket og der er vold, er ikke i orden. Og med handicappede søskende så lyder det til, at der er meget at se til, hjemme hos din veninde. En familie med disse udfordringer kan få hjælp af kommunen. Man kan faktisk ringe til sin kommune, helt anonymt, og bede om råd og vejledning. Man har nemlig ret til at have det godt der hjemme. Så derfor kan ens kommune hjælpe en. Kunne dette måske være noget du kunne fortælle din veninde?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hvor din venindes mor er henne. Nogen gange kan det nemlig hjælpe, at man snakker med den forældre man har det godt med. Det kræver selvfølgelig mod. Og det kan være en idé, at man skriver det ned man gerne vil sige, og så spørge sin forælder om de har mulighed for at snakke med en, da man har noget man har brug for at få sagt.

Jeg vil også foreslå hende, at hun ringer til sin kommune og beder om råd. Det er også muligt at ringe ind til børnetelefonen på 116 111. Vi vil også kunne hjælpe både med råd og vejledning. Men også med en bisidder, hvis man skal til møde med kommunen.

Jeg har her skrevet nogle ting du kan råde din veninde til at gøre. Og det er også noget du kan hjælpe din veninde med at gøre. Du skal dog huske på, at det er ikke et ansvar du skal have på dig. Det bedste du kan gøre er, at støtte hende og være der for hende når hun har det svært. Det er op til din veninde, at få det sagt og søge den hjælp hun har brug for.

Du har de bedste intentioner for din veninde. Men husk at passe på dig selv. Det er ikke altid, at dem man ønsker at hjælpe, er klar til at man hjælper. Så du må ikke blive skuffet, hvis din veninde ikke er klar til, at ændre sin situation lige med det samme. Det kan godt tage lidt tid.

Din veninde kan også tage fat i fx hendes klasselærer og fortælle om hvordan det er derhjemme. Læreren vil også kunne hjælpe hende, både med at kontakte kommunen, men også med at få talt med forældrene.

Du må endelig hilse din veninde mange gange. Hun har taget første skridt, ved at lade dig skrive til vores Brevkasse.

Mange hilsner fra

BørneTelefonen

 

 

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Venner er noget af det allerbedste! Men hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Hvis I er kommet op og skændes og der er drama, så kan det gøre en rigtig ked af det. Hvordan løser man så konflikten og bliver venner igen?

Måske har du en ven, som går igennem en svær periode? Fx oplever skilsmisse, sygdom i familien eller kærestesorger. Hvordan kan man så hjælpe sin ven bedst muligt?

Nogen gange kan kærlighed også påvirke venskaber. Hvad hvis man bliver forelsket i sin bedste ven? Skal man sige det eller håbe det går over? Og hvad hvis dig og din ven har det samme crush? Eller hvis du kommer til at kysse med din vens kæreste?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat