Min storesøster

Kære pige på 15 år.

Jeg vil gerne starte med at sige, at det gør mig ondt på dine vegne, at du har mistet din dejlige storesøster. Det må uden tvivl have været et hårdt slag for både dig og dine forældre. Tabet af din storesøster har efterladt dig i en sorg, som måske aldrig går helt væk, men som du må lære at leve med på bedste vis. Det er en ringe trøst, men det, at du stadig kan blive ked af det og tænker på hende, viser, at det I havde var stort og betydningsfuldt. Selvom tabet og sorgen gør ondt, nåede du heldigvis at møde hende, at få et tæt bånd til hende og at føle, at du havde en storesøster.

Når man bearbejder den sorg, tabet har medført, så skal man i første omgang forsøge at forstå, at man ikke kan være sammen med sin søster i fysisk form længere. Selv når man med tiden begynder at vænne sig til dette, kan man stadig savne relationen. Som du oplever, kan der komme et tidspunkt, hvor man gerne vil, at det hele ikke skal være så hårdt længere. Så er det, man kan lære sig selv at leve med sorgen på en anden måde. Det kan man bl.a. gøre ved, at have sin søster med sig, på anden vis. Det kan lyde lidt mærkeligt, men jeg tænker, det måske er det, du gør, ved at fokusere på den forbindelse I har gennem gud. Det må være dejligt at føle, at I stadig har en vis forbindelse, selvom den ikke er som før.

For at arbejde videre med den sorg, du har, og for ikke at skulle tænke på det så tit, kan du måske begynde at pleje jeres minder på en anden måde. Det kan du gøre ved i stedet at tænke på tabet så at tænke på, hvor dejligt I nåede at have det sammen, og hvor heldige I var, at I nåede at lære hinanden at kende. Du kan også begynde at lave aftaler med dig selv om, hvornår og hvor ofte du har “søster-tid”: Du kan f.eks. aftale med dig selv, at når du er på kirkegården eller at du 20 minutter hver søndag tager dig tid til sorgen. Så er det dig, der bestemmer, hvornår den må fylde, og samtidig får du sat tid af til at tænke på det I havde sammen.

For at føle sig tilpas, når du skal snakke om det, så tænker jeg, det er vigtigt, du husker dig selv på, at det er dig, som er i sorgen, og at det derfor er dig, som må bestemme, hvor meget og hvad du vil sige. Det kan måske hjælpe dig til at blive mere tilpas i samtalerne, at du ved, at du bestemmer, om du vil snakke om det eller ej i situationen. Du kan måske også snakke med dine forældre om, hvordan de snakker om det med andre for at høre, om de snakker om det på en måde, som også ville passe til dig.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men jeg tror, det måske vil hjælpe dig at tænke; du har ikke mistet relationen til din søster men den er forandret, og at du nu er klar til at prøve at pleje den på en ny vis. Jeg ved godt, det er en svær tid, så du må endelig kontakte os igen, hvis du har brug for at snakke mere med os.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen