Brev

Min stedmor

Hej, mit navn er k…., og jeg har problemer med min fars kone.
Altså min mor og far er skilt og min far er blevet gift igen. Men problemet er at jeg hader hende. Jeg kan ikke holde hende ud. Hun er altid kold over for mig, hun gider ikke at snakke med mig, og hun bliver altid sur på mig. Idag f. eks kom jeg til at gå indenfor med sko fordi jeg hurtigt skulle hente noget, og uheldigvis så hun det og flippede totalt ud. Hun bandende og skældte mig ud og da jeg så havde fejet hver krumme væk skyndte jeg mig hjem til min mor og begyndte at græde.

Hver gang jeg er i samme rum med hende er jeg bange og angst for at gøre noget forkert. Kommer jeg til bare det mindste får jeg skældud. Jeg føler mig ikke hjemme hos min far og jeg søger aktid flugt til mit værlse, som hun selfølgelig også kritisere groft. Hver gang jeg bliver råbt ad, af hende føler jeg vrede og angst. Jeg begynder at ryste og jeg føler ikke jeg kan styre mig selv.

Jeg har lyst til at skrige i hovdet på hende men jeg er for bange. Min søster har det på samme måde, og min mor fornemmer godt vi ikke bryder os om hende. Og jeg tror heller ikke hun kan lide mig. Og jeg tør ikke sige noget til min far. Han er så sød og jeg elsker ham. Jeg vil ikke ødelægge noget mellem denm. Og det er helt umuligt at snakke med hende! det tør jeg overhovdet ikke. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Hjælp mig!

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære K

Jeg har læst dit brev, og jeg kan godt forstå, at du er ked af det, og at du ikke aner, hvad du skal gøre. Det er flot, at du bliver ved med at forsøge at løse det, ligesom du gør nu ved at skrive herind.

Hvis man ikke taler med nogen om det, så er det meget tit sådan, muligheden for at løse problemet bliver mindre og mindre – så thumbs up til dig fordi du nægter at give op!

Jeg vil foreslå dig at finde en voksen fra din familie, som du kender og har så meget tillid til, at du tør fortælle ham/hende om de samme ting, som du har skrevet herind om. Hvis du kan finde en, som også kender din far, tror jeg,vil det være rigtig godt. Det er nok vigtigt, at du prøver på at fortælle om dine oplevelser, og om de følelser du får, når tingene går skævt.
Hvis du ikke kan finde en i familien, kunne du måske forsøge dig med en voksen fra skolen, eller en af dine veninders forældre. Kan du mon det..?

Jeg er ret sikker på, at din far godt ved, at der er noget galt. Sådan er det i hvert fald ofte, når nogen i en familie ikke kommer så godt ud af det med hinanden. Men det er ikke sikkert, at din far ved hvad der er galt, eller ved hvad han skal gøre ved det.

Nogle gange kan forældre prøve på at glemme de grimme ting, fordi de egentlig bare gerne vil være glade og gerne vil have, at deres børn og familie er glade. Det virker bare ikke, at se den anden vej når der er problemer, det har du allerede fundet ud af. Jeg tror, det vigtigste er, at du får talt med en, som kan prøve på at forstå dig og hjælpe dig uden at han eller hun selv bliver ked af det.

Du fortæller, at du ikke tør sige noget til din far, fordi du er bange for at gøre ham ked af det. Jeg kan godt forstå, du ikke har lyst til at gøre din far ked af det. Men omvendt så tænker jeg, at det her går dig så meget på, at det ikke er rimeligt, at du så går alene rundt og er ked af det.
 
Jeg tror, at der på et eller andet tidspunkt skal tales med din far om det. Det kan sikkert ikke undgås, at han bliver ked af det.

Men jeg gætter på, at det han bliver ked af, ikke er det, du eller en anden voksen fortæller ham. Jeg tror han bliver ked af det fordi, han ikke har opdaget det, eller fordi han ikke har kunnet gøre noget ved det før nu. Alt det her er selvfølgelig noget jeg gætter på, men jeg tror, at han bagefter, vil blive utrolig glad for endelig at have fået det at vide.

Jeg ønsker dig alt godt, og jeg håber I får løst problemerne. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen, eller du kan ringe til BørneTelefonen og snakke med en voksen. 

Mange kærlige hilsner fra BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat