Kære du
Når en i familien ikke har det godt, er det tit rigtig svært for alle i familien, for der er så mange bekymringer og ting at tage hensyn til og det kan være så svært at forstå hvad anoreksien gør ved den som er ramt af det. Du skal have tusind tak for at skrive om dine tanker, følelser og spørgsmål.
Jeg kan rigtig godt forstå at du savner din søster, og jeg kan også rigtig godt forstå at du ikke helt ved hvordan du kan hjælpe hende. Jeg ved at der er mange børn og unge som har det lige som du. Som bekymrer sig og bliver i tvivl hvad der er bedst at gøre. Det kan være svært at vide hvordan man bedst kan hjælpe og hvad man skal sige og gøre.
Du skriver at du snakker med din far og mor omkring din søsters anoreksi, det er jeg meget glad for at høre. Det er rigtig vigtigt at man kan snakke åbent i familien, for det berører hele familien. Det der også er meget vigtigt, er at dine forældre også taler med dig om hvordan du går og har det, så de støtter dig - det kan være måske være svært for tiden, at de ser hvordan du har det, eller måske kommer du til at sige 'at du har det ok' for at de ikke skal bekymrer sig om dig? Men det er stadig vigtigt, at de mærker at du også har brug for dem - at det ok at dele de tanker du har med dine forældre, også om andet end din søsters anoreksi. Måske kan du tale med en af dine brødre, om det du synes er svært at fortælle til dine forældre. Måske kan han så hjælpe dig med at tale med dem? Vil det mon være en muligt?
Det lyder til, at I har haft det godt sammen, inden anoreksien dukkede op - det er dejligt at høre. Nu savner du hende rigtig meget, og anoreksien har forandret noget ved din søster og jeres familieliv. Anoreksi er en sygdom man skal have hjælp til at blive fri af igen, så det er godt at din søster får hjælp som kan hjælpe hende ud af anoreksien. Det tager ofte længere tid at blive fri af anoreksi, derfor er det også vigtigt, at du bedst muligt, holder fast i dit liv med dine veninder og din søster som før. Det betyder ikke, at du kan lade som ingenting, men at anoreksien ikke skal styre alt hvad der sker i dit liv. Men prøve, at acceptere at din søster er i gang med en svær proces, og gør det bedste hun kan - ligesom du og dine forældre gør. Jeg tænker, at lægen, dine forældre og din søster er dem der har ansvaret for den proces der er i gang nu. Så måske kan du prøve at slippe ansvaret lidt, og tænke på det din storesøster og du plejer at tale om og gøre sammen?
Derfor tænker jeg på, når du skriver at du ikke tør sige det til din bedste veninde, om det mon fordi du ikke må sige det for din søster? Eller er det fordi du måske tænker, at din bedste veninde ikke kan forstå hvad det betyder for dig at din søster har anoreksi? Der kan selvfølgelig være gode grunde til at du ikke snakker med din bedste veninde om din søsters sygdom, men måske kan du overveje om du alligevel kan begynde at snakke med din veninde om det, for jeg kan fornemme at du rigtig gerne vil snakke med hende om hvordan du har det. Det tænker jeg vil være en støtte for dig, og så stadig huske at være veninder som I plejer.
Jeg vil skrive lidt om hvordan du kan snakke med din søster og hvem du ellers kan snakke med. De råd jeg skriver her er generelle for jeg kender jo ikke din søster, Måske kan dine forældre også bruge rådene, så du er velkommen til at vise dem dette brev.
-Når du snakker med din søster, så diskuter ikke med hende om hun er for tynd eller hvornår og hvad hun skal spise. Snak om andre ting end mad og vægt. Lægen skal samarbejde med din søster omkring maden. Hvis du eller dine forældre bliver i tvivl eller mister troen på hendes fremgang omkring maden, så snak med lægen.
-Tal med din søster om det som optager dig i hverdagen. Hvis der er en sød dreng i klassen, så fortæl din søster det, hvis du har svært med lektierne, så tal med hende om det. Når din søster siger noget til dig omkring hendes liv og følelser, så hør på hende og accepter hvordan hun har det. Du behøver ikke at komme med løsninger eller tage hendes parti i et skænderi. Det kan godt være at det er svært for hende i starten hvis du normalt tager hendes parti, men når hun er blevet vant til det, så vil hun vil kunne mærke din respekt og accept for hende.
-Vis hende kærlighed og accepter hende som hun er nu og hvordan hun har det. Et eksempel på accept kunne være hvis hun siger at hun er ked af det, så kan du sige ”det må være svært at være ked af det”. Accept behøver ikke at betyde at du er enig. Det vigtigste lige nu er, at din søster føler at hun er god nok og at I som hendes familie accepterer hende som hun er og hjælper hende ud af anoreksien.
-Mange syge har ikke lyst til særbehandling, så jeg vil foreslå både dig og resten af familien, at I ikke særbehandler din søster. Dvs. at I overholder familiens spisetider og spiser hvad I normalt spiser i familien. At I viser din søster samme kærlighed og tid som I andre får, ikke mere eller mindre, det er vigtigt for din søster at hun føler sig lige så elsket og uundværlig som jer andre i familien. Hvis man særbehandler er det netop at fortælle hende, at hun er syg.
Forhåbentlig bliver din søster gladere efterhånden som hun oplever at du og resten af familien accepterer hende som hun er og forhåbentlig kan du så få din søster igen. Anoreksi er ikke en sygdom man som familie kan hjælpe via tvangsfodring, men den syge skal finde glæden og så kan sygdommen stille og roligt forsvinde. Men det tager tid, så I må være meget tålmodige.
Måske du og din familie vil snakke med nogle andre med anoreksi, så kan I kikke på denne hjemmeside: http://www.spiseforstyrrelser.dk/ her kan du ringe ind og snakke med en rådgiver, de har også et pårørende forum. Man kan ringe på Tlf.: 70 10 18 18 mandag–torsdag fra kl. 18 - 20.
Du er også meget velkommen til at ringe herind på Børne Telefonen på 111 1116 og snakke med en af vores rådgivere. Dine forældre er også velkomne til at ringe på vores ForældreTelefon på 35 55 55 57.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
