Kære pige på 12 år
Det er rigtig godt, at du skriver. Jeg kan godt forstå, at du bliver rigtig ked af det, når din mor bliver megasur på dig, hvis du glemmer at sige noget til hende.
Mange, der er ved at blive teenagere, vil gerne have lidt mindre med deres forældre at gøre. Der er måske også mange andre ting, der fylder rigtig meget. Såsom skole, venner, kærester, fritidsinteresser og mange andre ting. Jeg ved ikke, om det også er sådan for dig? Men det kan gøre, at man bliver lettere irriteret over, at ens forældre blander sig meget i de ting, man går og laver.
Jeg fornemmer, at du ønsker plads og frihed. Det er selvfølgelig helt okay. Men faktisk så har ens forældre pligt og ret til at opdrage én, sådan som de synes er bedst. Dine forældre har en opgave med at passe godt på dig.
Det betyder også, at din mor kan lave regler for, hvad du må og ikke må. Det kan også være regler for, hvad du skal huske at fortælle hende. Mange børn og unge har fx regler om, at de skal huske at fortælle, hvem de er sammen med, og hvor de er henne.
Det lyder på mig som om, at din mor forsøger at passe på dig og sikre, at du har det godt. Måske kan det også være, at hun bliver sur, når hun bliver bekymret for dig. Kan du følge mig i det?
Derfor kan det dog stadig føles rigtig uretfærdigt, irriterende og gøre én ked af det. Det hører jeg også fra mange andre unge.
Jeg tænker, at du har været god til at forklare, hvad det betyder for dig, når din mor blander sig for meget. Og mest af alt når hun bliver sur. Måske du kan tage en snak med din mor om, hvordan det får dig til at føle, når hun bliver megasur på dig. Ville du mon have mod på det?
Du kan fx sige: “Det gør mig ked af det, når du bliver megasur på mig, fordi jeg har glemt at sige ting.”
Det kan måske også være hjælpsomt at vise hende brevet her og mit svar. Du kan måske også tage en snak med hende, hvor I kan prøve at aftale, hvad du skal fortælle hende og hvornår. Måske kan hun godt forstå, hvis du gerne vil holde nogen ting for dig selv?
Jeg vil også foreslå dig at snakke med nogle venner. Mon de også oplever nogle af de samme ting med deres forældre? Det kan være en god idé, så du får ”luftet ud”, når du bliver ked af det eller sur, så du ikke skal gå med det selv.
Jeg håber, at mit brev kan hjælpe dig, så du ikke skal gå og være ked af det.
Kærlig hilsen BørneTelefonen