Brev

Min mor ryger indenfor

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige pige

Jeg kan godt forstå, at du har brug for at dele din frustration over din mors rygning. Det viser at du er en pige, som tænker over, hvad der er usundt og sundt. Ligesom du har en klar holdning til det. Det er sejt, at du kan give udtryk for din holdning.

Samtidig har du også sat dig ind i, hvad cigaretter og røg gør ved kroppen. Det viser at du kan tage initiativ og gerne vil gøre det, der er rigtigt for dig.

Du fortæller, at din mor har røget cigaretter i mange år, og hun er blevet opereret for kræft i halsen. Jeg kan virkelig godt forstå at du bliver ked af det og bekymret, når ikke engang kræften kan få hende til at stoppe med at ryge.

Men desværre er det også sådan, at voksne som har røget i mange år, kan have rigtig svært ved at stoppe. Der kan være mange grunde til at man ryger, og jeg ved jo ikke, hvilke grunde din mor har. Men jeg gætter på, at hun først og fremmest er afhængig. Det kan betyde, at hun får det fysisk dårligt, hvis hun prøver at stoppe.

Men det ændrer jo ikke ved, at det er dårligt for hende og også for dig. For det er jo rigtigt, som du har fundet ud af, at de skadelige stoffer, som er i cigaretterne også kommer ud i luften. Det gør, at du bliver det, der hedder passiv ryger.

Du skriver også, at hun ikke ryger så mange cigaretter om dagen. Det får mig til at tænke på, at hun måske er ved at prøve at skære ned, måske for at stoppe helt? Kunne det være en mulighed?

Du har spurgt din mor, om hun ikke nok vil ryge ud af vinduet. Det er en super god idé, eller måske hvis hun bare vil åbne vinduet, mens hun ryger. Det kunne jo også hjælpe.

Jeg spekulerer på, om du har fortalt hende, hvor meget det fylder for dig? Hvis ikke kunne det være en idé?

Du kunne sige noget i retning af: “Søde mor, jeg holder så meget af dig. Derfor vil jeg virkelig ønske, at du vil stoppe med at ryge. Jeg er bange for, at der skal ske dig noget. Du har jo allerede været alvorligt syg. Jeg er også bange for, hvad der sker med min egen krop. Jeg vil gerne bestemme over min egen krop, og jeg vil ikke have alle de giftige stoffer fra dine cigaretter i min krop.”

Kunne det være en mulighed, eller har du allerede prøvet det?

Faktisk er det sådan, at du har ret til at bestemme over din egen krop – og du har lov til at bestemme, at du ikke vil have cigaretrøg. Men dilemmaet opstår jo, fordi din mor også har ret til at bestemme over sin krop. Men med det sagt, har hun jo også et særligt ansvar over for dig og sikre at du har et sundt og omsorgsfuldt hjem.

Nu gætter jeg bare, men jeg får en fornemmelse af, at din mor måske ikke har det helt store overskud til at klare hverdagen. Det tænker jeg bl.a. fordi du skriver, at hun er meget ligeglad med dit ønske om, at hun ryger ud af vinduet eller allerhelst stopper helt med at ryge. Har jeg mon ret i min fornemmelse?

Jeg tænker det også, fordi du skriver, at du ønsker at flytte hjemmefra – også pga det. Det får mig til at tænke, at der måske er mere end rygningen, som er svært i forhold til din mor. Mon det er rigtigt?

Hvis det er sådan, tænker jeg at du skal have hjælp af en anden voksen til at forklare din mor én gang til, hvor alvorligt det er. Noget kunne tyde på at din mor har brug for ekstra hjælp for at komme i gang.

Jeg tænker, at der er et par muligheder. Den første er, at du snakker med en lærer på din skole, hvis der er en, du har tillid til? Min erfaring er at lærere er gode at snakke med, de er vant til at snakke med unge om deres problemer.

Du kan fortælle din lærer om alt, også hvis der er andet end rygningen, som trykker. Læreren har pligt til at hjælpe dig.

Din lærer kan fx hjælpe dig med at snakke med din mor, eller også kan din lærer give gode råd til, hvor du ellers kan få hjælp i dit nærområde.

Den anden mulighed er, at du kan ringe til din læge. Jeg tænker, at du har den samme læge som din mor. Derfor kender din læge din mors historie.

Det er ikke noget jeg har erfaring med, vil jeg bare lige sige. Men jeg forestiller mig, at lægen også vil kunne hjælpe dig med at tale med din mor.

Telefonnummeret til din læge står på dit sygesikringsbevis og du kan ringe til sekretæren og få en tid. Du har forklaret så fint her i brevet, hvad problemet er, så det kan du bruge, hvis du vælger at tale med din læge. Sammen med lægen kan I måske finde ud af, hvad der kan gøres.

Måske skal din mor bare have lidt ekstra hjælp fra lægen til at komme i gang med rygeafvænningen, som du jo fortæller, at hun har fået med hjem fra hospitalet. Hvad tænker du mon om den idé?

Jeg håber mine forslag kan hjælpe dig på vej. Hvis ikke det er nok, skal du endelig skrive igen. Du kan også sms’, chatte eller ringe til BørneTelefonen på 116111, så sidder der en rådgiver klar til at tale med dig.

Du har vist handlekraft og vilje til at søge hjælp, det er første skridt på vejen mod, at du kan få det bedre og få ændret din situation. Jeg sender dig de varmeste tanker.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat