Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor og jeg

Kære Bb.

Jeg er 13 år gammel og har et problem med min mor.

Mig og min mor er super gode venner og vi tager tit ud og shoppe og den slags hyggelige ting.

Men her er så mit problem:

Mine forældre er skilt og har været det i snart 5 år. Nu har jeg en bonus mor og bonus far, og min bonus nor er højgravid og hendes termin var sat til 7 maj men det er den 10 maj Idag så hun har ikke født.

Jeg skriver på Facebook at jeg glæder mig sindssygt til at hun føder. Det er ligesom min mor er jaloux. Men hun kom ind til mig i morges og sagde noget lignende: “det er ikke iorden du skriver sådan noget. Hvis du alligevel er så glad for dem og ikke for os, kan du squ lige så godt flytte hjem til din far!” Hun kigger på mig og så går hun.

Jeg bliver ked af det fordi hun siger at jeg bare kan flytte. Hun har tit sagt at jeg kan flytte hjem til min far, men jeg har prøvet at forklare at jeg elsker min mor så meget som jeg elsker min far og bonusmor, men hun siger bare “jaja, du siger det kun for at jeg ikke bliver sur.”

Jeg er så ked af det, og det er mors dag Idag så jeg købte flot buket blomster og æske chokolade igår, men ved ikke om jeg ville give hende det nu. Hun bliver tit sur på mig når jeg snakker om min far og bonusmor.

Hun er en fantastisk mor som ikke kan være bedre, men bliver meget ked når hun bliver sur og siger at jeg bare skal flytte hjem til min far hvis jeg er så glad for dem. Og hun siger det vredt.

Jeg håber at i svare hurtigst muligt.

Det er ikke sjovt når min mor siger at jeg bare kan flytte hvis jeg ikke er glad for min mir og bonusfar, men er altså lige så glad for min mor og bonusfar som min far og bonusmor.

Håber at i forstod hvor hårdt det er for mig…

Kh

pigen som føler at sin mor ville have mig væk, eller ikke elsker hende.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig hårdt for dig, når din mor siger, at du bare kan flytte over til din far og bonusmor. Jeg kan også godt forstå, at du glæder dig rigtig meget til din bonusmor føder. Det bliver en rigtig stor oplevelse for dig – og dejligt at få en lille baby, måske er du blevet storesøster nu?

Jeg tror du har ret i, at din mor nok har en følelse af jalousi, når hun bliver sur over, at du skriver på Facebook, at du glæder dig til at din bonusmor føder. Vi kender jo ikke din mors grunde til, at hun bliver jaloux, men jeg tænker, at hun måske er bange for, at du måske vil synes, at det bliver sjovere at være hos din far og bonusmor når de får en baby, og at du så hellere vil bo der end hos hende og din bonusfar? 

Jeg synes det er rigtig flot, at du har sagt til din mor, at du elsker både hende og din far lige højt, og at du ikke har noget ønske om at flytte over til din far. Jeg tror, det er vigtigt, at du også får fortalt din mor hvor ked af det du bliver, når hun siger, at du bare kan flytte over til din far. Måske er hun ikke klar over, hvor meget det sårer dig - og hvad det betyder for dit forhold til hende? Måske kunne du sige det til hende en dag, hvor I er ude og hygge jer eller shoppe? Så kunne du måske også spørge hende, om hun er bange for, at du skal synes, at det bliver sjovere at være hos din far og bonusmor når babyen er født.

Det kunne måske også være godt for dig, hvis du fik en anden voksen til at hjælpe dig med at fortælle din mor, hvor ked at det du bliver, når hun siger, at du bare kan flytte over til din far. Det kunne fx være din mormor, en moster/tante eller måske en af din mors veninder? Hvordan tror du, at det ville være?

En anden idé kunne være, at vise din mor det brev du har skrevet til brevkassen. I brevet beskriver du dine følelser på en rigtig fin måde. Måske vil det hjælpe din mor til at forstå, hvor ked at du bliver?

Hvor er det bare sødt af dig, at du købte mors dag gave. Jeg håber, at du fik givet den til hende, selv om hun var sur, og at hun blev glad for den. Det er i hvert fald dejligt at høre, at I også hygger jer, og har det godt sammen. Jeg håber, at hun med tiden også vil kunne dele din glæde over at have fået en lillebror eller lillesøster hos din far, og at det hele bliver lidt lettere. De er jo allesammen din familie.

Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen
 

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat