Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor og jeg skændes tit!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tak for dit brev. Når jeg læser dit brev, lægger jeg mærke til, hvor god du er til at kigge indad. Du tager ansvar for dine egen adfærd, og du tør se dig selv i øjnene for det, du er på godt og ondt. Det er langt fra alle mennesker, der besidder den evne.

Dog er der en grænse mellem, at have selvindsigt, og så at beskylde sig selv for ting. Det kan godt være svært at få øje på den grænse. Det er rigtig modent og stærkt gået, at du kan se hvilke ting, du selv kan gøre anderledes for at sikre, at du og din mor ikke skændes. Det er dog vigtigt, at du ikke fortæller dig selv, at det hele er din skyld.

Jeg tænker faktisk, at du skal passe på ikke at være for hård ved dig selv. Som du selv skriver, så har du dine grunde til at være vred. Det er helt okay, at du engang i mellem bliver vred på din mor og siger fra. Når man bliver sur, sker der også nogle gange det, at man får sagt nogle ting, man ikke mener. Det sker for de fleste.

Du beskriver, at du får dårlig samvittighed, bagefter I har skændes. Prøv at mærke efter, hvad den dårlige samvittighed mest går ud på. Er det ordene, du fik sagt? Er det fordi du føler, du gjorde din mor ked af det? Er det fordi, du blev vred? Eller noget helt andet?

Det, du kommer frem til, kan nemlig være en del af løsningen – som du kan snakke med din mor om.

Nogle gange kommer den dårlige samvittighed, fordi man ikke får repareret efter et skænderi. Man kan sige, at et skænderi eller en konflikt ikke i sig selv er et problem. Det opstår konflikter mellem mennesker hele tiden. Det, der kan være problemet, er, hvis man ikke får repareret bagefter. Med det mener jeg, at man finder hinanden følelsesmæssigt igen.

Er det sådan, at du eller din mor er sur længe efter et skænderi? Eller kede af det, uden at I får kigget hinanden i øjnene og mærket, at nu er I videre. For så er det måske det, der giver dig den dårlige samvittighed mere end skænderiet? Og så ville det måske hjælpe, hvis din mor kiggede på dig og rakte ud efter dig. Måske endda gav dig et knus – selvom du faktisk havde været lidt umulig?

Jeg kommer til at tænke på, om du mon kunne snakke med din mor om det? Fortælle at du synes, I skændes for meget. Og at du har dårlig samvittighed. I skal ikke tage snakken lige op til eller efter et skænderi. Prøv istedet at sætte dig ned med hende, når der er ro på, og sig du gerne vil snakke med hende.

Du er rigtig god til at sætte ord på dine tanker i brevet her. Prøv at se, om du på samme måde kan forklare det til din mor. Du kan eventuelt vise hende brevet her for at åbne samtalen.

Du er ung og under udvikling, og som ungt menneske kan man ofte være lidt ekstra frustreret på sine forældre. Også selvom, man ikke ønsker at vrisse af dem.

Du oplever, at I begge er meget følsomme. Måske kan det derfor også være, at I vil kunne forstå hinanden rigtig godt, hvis I får snakket om skænderierne.

Du skriver, at løsningen kunne være, at du bare rummer din mor. Men faktisk er det sådan, at din mor som den voksne, skal rumme dig, mere end du skal rumme hende. Din mor er den voksne, og hun har ansvaret for dig. Og ligesåvel som du kan se nogle ting, du måske kan gøre anderledes, så er der sikkert også ting din mor kan gøre, for at I skændes mindre.

Nogle gange, så kan det i sig selv hjælpe at sætte ord på. Måske kan I blive enige om, at hvis du får sagt nogle ting, der giver dig dårlig samvittighed, så fortæl din mor det. Du skal ikke undskylde, at du blev vred, men måske det fjerner det den dårlige samvittighed, hvis du kan sige til din mor, du er ked af at, du fik sagt nogle grimme ting, du ikke mente. Og hun kunne gøre det samme overfor dig.

Jeg håber, I kan finde en løsning sammen. For du skal ikke gå og have det skidt eller føle, at det hele er din skyld. Din mor er også meget velkommen til at ringe til os på ForældreTelefonen på 35555557. Der kan hun få anonym vejledning, der måske kan være hjælpsom for jer.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat