Min mor kan ikke lide mig.

Kære Pige på 12 år

Tak for dit brev herind til BørneBrevkassen. I dit brev fortæller du med en masse godt beskrevne eksempler, hvordan du oplever jeres hverdag derhjemme og om den forskel, som du oplever, din mor behandler dig og din søster med.

Når jeg læser i dit brev, hvordan du oplever det hele derhjemme, kan jeg godt forstå, at du føler dig overset af din mor og måske også din far?

Hvor var det godt, du ikke cuttede, selvom du havde lyst til det. Det var rigtig stærkt af dig, at du lod være med det, da du følte trangen. Den trang kan godt være et udtryk for at du føler, at du må gøre noget for at hjælpe dig selv, men hvor er det godt at du skriver herind i stedet. Jeg vil derfor rigtig gerne hjælpe dig.

Jeg ved fra andre børn, der ligesom dig er yngst, at de kender til den følelse af at være overset i forhold til ældre søskende. Nogle gange kan de voksne næsten glemme, når de yngste børn bliver ældre. Nogle voksne glemme helt at børn med alderen gerne selv vil være medbestemmende. Det kan eksempelvis være i samme retning, som du beskriver, hvor du ikke føler du må bestemme over dine egne tjente penge.

Det er ikke godt, at du følder der bliver gjort så stor forskel på dig og din søster. Sådan som du skændes med din mor, kan jeg også spekulere på, hvordan hun mon vil reagere, hvis du fortæller hende om, hvordan din oplevelse af det hele er..?

Det bedste ville jo nok være, hvis du kunne tale med hende om, hvordan du har det – og at hun lyttede til din oplevelse.

Det kan godt være, at hun måske har en anden oplevelse af de forskellige situationer, men så ved hun, hvordan du har oplevet det – og at det faktisk har fået dig til at tvivle på, om hun kan lide dig.

Det er alvorligt, hvis du begynder at tvivle på om din mor kan lide dig. Sådan må det ikke være i en familie.

Tror du, at det er en god ide, at fortælle hende om, hvordan du oplever situationen, hvor ked af det du bliver, når du føler, at hun gør forskel – og at dette får dig til at tænke på, om hun ikke kan lide dig? Eller at hun måske kan lide din søster mere?

Hvis du tænker, at det ville du have mod på at prøve, så kunne du måske skrive et brev til hende?  Hvordan tror du mon hun ville reagere på det?

Du skriver også, at din far siger, at han ikke vil have noget med noget at gøre. Mon det betyder, at han ikke vil blande sig i konflikterne mellem dig og din mor – eller betyder det mon, at du oplever at din far ikke interesserer sig for jer børn derhjemme?

Jeg tænker, at selvom din far måske ikke vil blande sig, så er han også en del af jeres familie og har ligesom din mor også et ansvar for at du har det godt derhjemme. Ville du mon kunne tale med ham om, hvordan du har det derhjemme?

Kunne du f.eks. invitere din far med ud og gå en tur – og så tale med ham om, at du er ked af at bo derhjemme? Eller kunne I lave noget andet sammen? Ville dette være en god ide?

I dit brev beskriver du flere eksempler på situationer, hvor du vil mene, at du havde haft brug for at komme til en læge, men ikke måtte. Det er en del af dine forældres ansvar at sørge for at du får lægehjælp, hvis du har brug for det.

Du og din mor kan måske godt have forskellig vurderinger af dit behov for lægehjælp, men jeg vil foreslå dig, at den næste gang, du oplever, at have brug for at komme til lægen, og din mor ikke lader dig gøre det, at du finder sundhedsplejersken på skolen og fortæller det til hende.

Måske kan du gøre det omkring din bekymring for om du har astma. Hun er godt nok ikke læge, men vil være rigtig god til at vurdere om du har brug for at komme til lægen. Og så kan hun måske kontakte dine forældre og sige det.

Desuden så kan en sundhedsplejerske også være rigtig god at tale med om forskellige ting – ikke kun om de ting, som kan gøre ondt i kroppen, men også de ting, som kan gøre ondt indeni – i hjertet og sjælen.

Måske kunne du tale lidt med sundhedsplejersken om, hvordan du har det derhjemme og måske også om mobningen, som du oplevede. Ting, som du er ked af. Nogle ting kan være rare bare at sige højt og at nogen lytter.

Andre ting kan sundhedsplejersken måske hjælpe dig med at gøre noget ved. F.eks. kan det være at sundhedsplejersken kunne tale med dine forældre eller en lærer om hvordan du har det og om hvordan du måske kunne få det lidt bedre derhjemme og i skolen, hvis du stadig har brug for det.

Der er ingen tvivl om at din lærer skulle have hjulpet dig, da du var udsat for den mobning, som du beskriver. Det skal alle voksne – både forældre og lærere. Hvis mobningen, som du oplevede, stadig er noget som du tænker på og bliver ked af – eller måske er bange for kan ske igen, så kan det også være at du kunne fortælle det til sundsplejersken.

Hvis du ikke syntes om min ide med sundhedsplejersken, kunne der mon så være en af dine lærere, som du kan lide lidt bedre end de andre? En, som du kan tale med om hvordan du har det? Måske du kunne sige til denne person, at du har nogle ting, som du er ked af, som du gerne vil tale med ham/hende om efter timen? Eller er der en pædagog i klubben, hvis du går i klub?

Jeg nævner alle disse voksne, fordi jeg tror, at det måske kunne være godt for dig at fortælle til nogen, som er sammen med dig, hvordan du har det, så du ikke går alene med tankerne om at dine forældre ikke kan lide dig. Men også hvis du har brug for mere hjælp end bare at tale, at du så kan få det – f.eks. lægehjælp.

En anden mulighed for dig er, at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en rådgiver. Hvis du har det bedre med at skrive, kan det måske være du har lyst til at sende en sms på samme nummer eller skrive på Chatten.

Kærlig hilsen BørneTelefonen