Kære dreng på 15 år,
Mange 1000 tak for dit brev, om forholdet til din mor. Det er et vigtigt brev.
Du stiller ikke noget spørgsmål, så jeg vil prøve at fortælle dig, hvad jeg tænker. Jeg håber det, kan hjælpe dig til at finde en god måde at gribe tingene an? Også selvom jeg måske tænker noget forkert.
Det sværeste: Din mors verbale vold, skriver jeg om til sidst. Det håber jeg er ok? Ellers kan du læse det først? Bare hop ned til sidste overskrift.
Måske er din mor bekymret.
Det lyder ikke som om din mor forstår, hvordan du har det og hvordan det er at være dig? Men mere som om hun er optaget af, at du skal klare dig godt i skolen – og tænke og se ud på en bestemt måde o.s.v.?
Måske er hun bekymret – det er de fleste forældre til teenagere – men glemmer, at det er bedre at hjælpe og støtte, end det er at skælde ud og straffe med grimme ord?
For alle bliver kede af det, når dem de holder af afviser og kritiserer, i stedet for at vise omsorg og støtte. Det gælder både ift. skolearbejde og livet generelt.
Skolearbejde
. F.eks. kan jeg godt forstå, du syntes det er underligt, at du ikke må rette fejl i dine stile? Er det mon fordi din mor tænker, at du ikke selv har fundet fejlen?
Men det er helt ligegyldigt, hvordan du har opdaget fejlen. Når du kan rette den, er det jo fordi, du er blevet klogere. Og det er det, det handler om.
Faktisk er det sådan man lærer: Ved at få hjælp og støtte fra nogen, som kan noget man ikke selv kan endnu. Og dine lærere på skolen vil kun være glade på dine vegne, hvis du har en mor, der gerne vil hjælpe dig med at lære.
Måske kan din mor tale med din klasselærer, og høre hvordan hun bedst kan hjælpe dig? Så ved skolen at både du og din mor gør hvad I kan. Og din mor ved, hvordan skolen syntes det er godt forældre hjælper.
Livet som 15-årig.
Måske forstår din mor ikke helt, hvordan det er at være 15-år? Som 15-årig har du jo stadig stor brug for hendes støtte, hjælp og omsorg, for at kunne finde vej i det ungdomsliv, du lige er begyndt.
Samtidig har du brug for frihed til at bestemme meget mere selv, og ret til et privatliv og til dine egne meninger og beslutninger. Og dine meninger, er lige så meget værd som din mors og alle andres.
Forældre til 15-årige.
Men især det med at teenagere har ret til at bestemme mere selv, og ret til egne meninger – kan være svært for mange forældre at vænne sig til.
Forældrene har jo indtil nu haft hele ansvaret for deres børns liv, og dermed også stor ret til at bestemme. Nu skal de pludselig til at give slip. De har ikke ret til at bestemme så meget mere, men har stadig et stort ansvar for deres børn.
På en måde kan man sige, at forældre skal afgive deres rettigheder til at bestemme, hurtigere end de skal afgive deres pligt til at passe på deres børn.
Vi har rigtig mange forældre, der ringer til ForældreTelefonen (tlf. 3555 5557) for at få gode råd om netop det dilemma. Hvis din mor har lyst, kan du måske foreslå hende at ringe til os? Vi vil rigtig gerne hjælpe.
At finde en balance.
Måske kan du og din mor tale om, hvordan I sammen kan skabe en god balance mellem de ting hun skal bestemme, for at kunne passe godt på dig; Og på din ret til selv at bestemme, for at du kan udvikle dig til den du er?
Sådan en snak ved jeg foregår i rigtig, rigtig mange teenagehjem! Og det er en snak man er nødt til at have flere gange, fordi tingene hele tiden forandrer sig.
Det sværeste og vigtigste til sidst.
Det virker måske underligt, at jeg har valgt at skrive om det sværeste til sidst? Men det er fordi jeg tænker, det er lidt lettere, når de ”almindelige forældre-teenager” problemer er pillet fra.
For det hører IKKE til ”almindelige forældre-teenager” problemer, at din mor taler så grimt til dig og om dig, at du begynder at tro hun hader dig – eller at du får lyst til ikke at leve længere. Og jeg blev bekymret for dig, da jeg læste det.
Det er rigtig skidt, at din mor taler så grimt til dig – og om dig. Og det er meget nedsættende at sige til nogen, at de er tykke og uintelligente. Måske tænker hun ikke over det? Men det er faktisk psykisk vold.
Det gør utrolig ondt, at blive behandlet sådan af andre. Især når det er af nogen, man holder af, og som skal passe på en.
Og det kan gøre stor skade, at blive udsat for psykisk vold. Især når det sker over længere tid. Så det er rigtig godt at du skriver, så du kan få hjælp til at få det stoppet.
Tror du din mor ved, hvad det gør ved dig? At du er bange for, at hun hader dig, og at du mister lysten til at leve?
Måske er hun slet ikke klar over, hvor svært det er for dig, at hun taler sådan til dig?
Måske ved hun ikke, hvor grimt hun taler? Nogen gange kan det være svært selv at høre det, fordi det er blevet en dårlig vane.
Måske tænker hun heller ikke over, hvor nedbrydende det er, at det altid kun er dig, der skal sige undskyld? For alle mennesker tager fejl, og begår fejl. Det holder jo ikke pludselig op, fordi man bliver forældre.
Hvad tror du, der ville ske, hvis du fortalte hende alt det?
Tror du hun ville forstå? Ville hun blive forskrækket og ked af, at det var sådan du havde det med det hun gør? Ville I kunne finde en anden måde at være sammen på? Som var god for jer begge?
Hvis du tænker, at din mor vil forstå det, så kan du måske bruge brevet her, som indledning til en god samtale mellem jer?
Eller tror du, at hun ikke ville forstå? Og blive vred på dig?
Hvis du tror dét, så kan du måske få en anden voksen du har tillid til, til at hjælpe dig med at tale med din mor? En moster, onkel, mormor, mors veninde, en lærer? Nogen gange hjælper det, hvis voksne hører det fra en anden voksen.
Husk du også altid kan ringe, sms’se eller chatte med os på BørneTelefonen. Det er tit lidt lettere, når man kan stille hinanden spørgsmål under vejs. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig, og du skal bestemt ikke gå alene med det.
Jeg håber mine tanker har hjulpet dig lidt på vej? Og at du enten får en god snak med din mor, eller at du vil kontakte os så vi kan hjælpe dig. Ring gerne på BørneTelefonen på 116 111.
Varme tanker og de bedste håb til dig fra BørneTelefonen
