Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

min mor hader mig…

hej

Jeg er en pige på 13 år…
Jeg har det ikke så godt her for tiden.. og det er for det meste pga min mor.. føler inderligt hun hader mig og ikke ønsker mig mere. Føler mig slet ikke elsket af hende:( Hun gør meget stor forskel på mig og mine søskende.

når de gør noget helt forkert reagere hun ikke så voldsomt på det, men når jeg gør bare en lille ting forkert.. så får jeg den største sviner og så står hun bare og råber af mig at jeg er en møgunge og jeg burde skamme mig og at hun ikke ved hvad hun skal gøre med mig snart..

og det er ikke fordi hun slår eller noget, men det hun siger og det hun gør føles nærmest som om hun gør det.

Min far har sagt han godt kan se hvad jeg mener med jeg ikke føler mig velkommet og at jeg føler der bliver gjort forskel mellem mig og mine søskende.. han siger at han godt har lagt mærke til at der bliver råbt meget mere af mig end af dem.

Jeg føler mig ikke velkommen og har mange gange overvejet at skride herfra, men er ikke sådan som person for er bange for hvad min de så vil gøre ved mig..

Men kan bare mærke på mig selv og sådan som jeg har det at jeg ikke kan leve sådan her mere for det holder jeg ikke til.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 13 år

Det er SÅ godt, at du har skrevet til os.

Det er rigtigt hårdt at være så ked af det, som du skriver, du er. Og jeg kan godt forstå, at du får tanken, at du i længden ikke kan holde til ikke at føle dig velkommen hjemme.

Jeg læser dit brev sådan, at du ønsker igen at føle dig elsket af din mor. Så når du får lyst til at skride fra det hele, hænger det så sammen med, at du ikke kan se, hvordan du kan ændre forholdet til din mor?

Du skal vide, at du er modig at turde være i kontakt med dine følelser og fortælle os, hvordan du har det inderst inde i din familie. Og jeg tænker også, at der ligger et ønske og håb om at få et gladere liv igen.

Din snak med din far og dit brev til os er første skridt til at få bedre.

13 års alderen er en forvirrende og svær alder for mange unge. Mange, som skriver ind til os, er usikre på, hvordan de skal være, for at andre kan lide dem. Mange begynder også at have det svært med deres mor og/eller far og føler, at der er kommet mange flere konflikter med forældrene end før.

Og på grund af mange konflikter og dårlig stemning får nogle unge følelsen af at være afvist og ikke elsket. Forældre kan også blive forvirrede og frustrerede over, at deres børn begynder at have deres egne meninger og opføre sig anderledes, og over at man ikke kan forstå hinanden og tale sammen som før.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, hvad konflikterne med din mor handler om. Men jeg kan høre, at du synes, at det er små ting, du gør forkert, og at du oplever din mors reaktioner som meget voldsomme- både det at hun råber meget højt af dig, og det hun siger om dig. Du skriver, at det nærmest føles som at blive slået. Og sådan kan ord, der gør ondt og opleves som uretfærdige føles. Det er virkelig ikke rare følelser at have.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at høre på, at du er en møgunge, og at du skulle skamme dig….

Samtidig skriver du, at din mor siger, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op med dig.

Det får mig til at tænke, at din mor siger nogle sårende ting til dig, fordi hun ikke ved, hvordan hun kan nå ind til dig og ikke ved, hvordan hun skal tackle situationen. I konflikter kommer man somme tider til at sige noget til hinanden, man ikke mener inderst inde, fordi man bliver frustreret eller vred. Når man er vred og frustreret, når man ikke altid at tænke over, hvordan man siger ting, og hvordan de rammer den anden.

Hvad tænker du om det?

Jeg skriver det til dig, fordi jeg tænker, at du og din mor bliver nødt til at snakke sammen på et tidspunkt, hvor der ikke er nogen konflikt. Du bliver nødt til at fortælle hende, hvor ked af det du er over konflikterne og over ikke at føle dig elsket.

Du kan overveje, om det er en fordel, at din far er med til den snak, som du skal have med din mor, eller om det er bedre, at du og din mor snakker alene.

Kan du en af de nærmeste dage gå hen til din mor, hvor I er alene fx  i køkkenet og sige: “Mor, jeg går rundt og er rigtigt ked af det. Jeg har brug for, at vi sætter os ned og snakker stille og roligt om det efter aftensmaden. Kan vi det?”.

Når I sidder overfor hinanden, kunne så sige: “Jeg har i lang tid været ked af, at vi bliver uvenner. Jeg håber du kan hjælpe mig. Jeg er blevet så bange for, at du ikke elsker mig mere og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det…”.

Hvis du synes, det er for svært at skulle forklare det hele, kan du også vælge at vise hende dit brev og mit svar.

Hvis du synes, at du har brug for at snakke mere om din situation, før du kan snakke med din mor, kan du ringe til Børnetelefonen på 116111.

Jeg  håber virkelig, at du kan bruge mit svar til at tage det næste skridt og få snakket med din mor.

De kærligste hilsner

Børnetelefonen

 

 

 

 

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat