Hej pige på 13 år
Det er SÅ godt, at du har skrevet til os.
Det er rigtigt hårdt at være så ked af det, som du skriver, du er. Og jeg kan godt forstå, at du får tanken, at du i længden ikke kan holde til ikke at føle dig velkommen hjemme.
Jeg læser dit brev sådan, at du ønsker igen at føle dig elsket af din mor. Så når du får lyst til at skride fra det hele, hænger det så sammen med, at du ikke kan se, hvordan du kan ændre forholdet til din mor?
Du skal vide, at du er modig at turde være i kontakt med dine følelser og fortælle os, hvordan du har det inderst inde i din familie. Og jeg tænker også, at der ligger et ønske og håb om at få et gladere liv igen.
Din snak med din far og dit brev til os er første skridt til at få bedre.
13 års alderen er en forvirrende og svær alder for mange unge. Mange, som skriver ind til os, er usikre på, hvordan de skal være, for at andre kan lide dem. Mange begynder også at have det svært med deres mor og/eller far og føler, at der er kommet mange flere konflikter med forældrene end før.
Og på grund af mange konflikter og dårlig stemning får nogle unge følelsen af at være afvist og ikke elsket. Forældre kan også blive forvirrede og frustrerede over, at deres børn begynder at have deres egne meninger og opføre sig anderledes, og over at man ikke kan forstå hinanden og tale sammen som før.
Jeg kan ikke læse ud af dit brev, hvad konflikterne med din mor handler om. Men jeg kan høre, at du synes, at det er små ting, du gør forkert, og at du oplever din mors reaktioner som meget voldsomme- både det at hun råber meget højt af dig, og det hun siger om dig. Du skriver, at det nærmest føles som at blive slået. Og sådan kan ord, der gør ondt og opleves som uretfærdige føles. Det er virkelig ikke rare følelser at have.
Jeg kan godt forstå, at det er svært at høre på, at du er en møgunge, og at du skulle skamme dig….
Samtidig skriver du, at din mor siger, at hun ikke ved, hvad hun skal stille op med dig.
Det får mig til at tænke, at din mor siger nogle sårende ting til dig, fordi hun ikke ved, hvordan hun kan nå ind til dig og ikke ved, hvordan hun skal tackle situationen. I konflikter kommer man somme tider til at sige noget til hinanden, man ikke mener inderst inde, fordi man bliver frustreret eller vred. Når man er vred og frustreret, når man ikke altid at tænke over, hvordan man siger ting, og hvordan de rammer den anden.
Hvad tænker du om det?
Jeg skriver det til dig, fordi jeg tænker, at du og din mor bliver nødt til at snakke sammen på et tidspunkt, hvor der ikke er nogen konflikt. Du bliver nødt til at fortælle hende, hvor ked af det du er over konflikterne og over ikke at føle dig elsket.
Du kan overveje, om det er en fordel, at din far er med til den snak, som du skal have med din mor, eller om det er bedre, at du og din mor snakker alene.
Kan du en af de nærmeste dage gå hen til din mor, hvor I er alene fx i køkkenet og sige: “Mor, jeg går rundt og er rigtigt ked af det. Jeg har brug for, at vi sætter os ned og snakker stille og roligt om det efter aftensmaden. Kan vi det?”.
Når I sidder overfor hinanden, kunne så sige: “Jeg har i lang tid været ked af, at vi bliver uvenner. Jeg håber du kan hjælpe mig. Jeg er blevet så bange for, at du ikke elsker mig mere og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så ked af det…”.
Hvis du synes, det er for svært at skulle forklare det hele, kan du også vælge at vise hende dit brev og mit svar.
Hvis du synes, at du har brug for at snakke mere om din situation, før du kan snakke med din mor, kan du ringe til Børnetelefonen på 116111.
Jeg håber virkelig, at du kan bruge mit svar til at tage det næste skridt og få snakket med din mor.
De kærligste hilsner
Børnetelefonen
