Min mor er træt af livet
Kære BB
Jeg er 14 år og trives rigtig godt i skolen og i hjemmet. Jeg har en masse gode veninder jeg kan stole på og er tryg og lykkelig i min familie. Desværre kom jeg til at overse et brev min mor havde modtaget fra en nær veninde. I brevet stod der at min mors veninde var: “Ked af at høre du er træt af livet og føler at dit arbejde er det eneste du har tilbage”.
Hun skrev også at det måske havde noget at gøre med den store lektor opgave hun skal skrive færdig til sommer. Hun er underviser og kan (måske, måske, måske) miste sit job hvis denne opgave ikke er god nok. SElvom sandsynligheden for det er lille, tror jeg det presser hende MEGET alligevel.
Udover det kan min familie selvfølgelig mærke krisen og selvom vi klarer os fint og også har overskud til lidt selvforkælelse og luksus her og der, ved jeg godt at hun aldrig har brudt sig om at tage stilling til penge. Selvom mine forældre/min mor og stedfar skændtes meget sjældent så handler det om penge de få gange de gør det…
Nå, men jeg blev meget chokeret og overvældet af en fornemmelse af magtesløshed efter at have læst brevet – min umiddelbare reaktion var at søge hjælp på børnetelefonen.dk og efter at have læst nogle af de breve der ligger i jeres brevkasse er jeg blevet lidt mere lettet omkring min egen situation.
Nå, det jeg vil nå frem til er, at selvom mit ‘problem’ ikke er altødelæggende er det alligevel super hårdt for mig at opdage, at min mor har det svært og er kørt fast i livet. Jeg ville sætte stor pris på det, hvis i kunne hjælpe mig her – jeg ved ikke om jeg skal ‘step up my game’ og være ultra sød mod hende; løbe ture med hende, spørge ind til hvordan hun har det, købe små gaver til hende eller sørge for der altid er friske blomster på hendes værelse? – Altså være ‘Verdens bedste datter’ ?
Jeg føler mig virkelig magtesløs! Hvad gør man når man pludselig (ud af det blå) finder ud af at ens mor måske er ved at nærme sig en mindre depressionen eller i værste fald en mistet lyst til livet? Skal jeg overdænge hende med komplimenter og søde gaver? Hjælpe mere til med pligter og madlavning? Ta’ et større økonomisk ansvar? Jeg håber virkelig i har tid og overskud til at hjælpe mig selvom min ‘krise’ ikke er så enorm som så mange andre…
Tak på forhånd, Den Bekymrede Datter
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.