Kære 14-årige pige
Tak for dit brev. Du skriver, at dine forældre vil have dig til at hjælpe derhjemme, og at du ikke har overskud til det. Du skriver også, at du ikke må se drengen du kan lide for din mor. Jeg vil gerne hjælpe dig med at se på, hvad du kan gøre for at ændre på situationen.
Du skriver, at du kun kan være aktiv 10 min. og så har brug for hvile i 1 time. Jeg tænker på, om der er en særlig grund til, at det er svært for dig? Det skriver du ikke så meget om. Jeg ved, at mange unge oplever et stigende pres i de større klasser pga. karakterer og de valg, der snart skal tages. Det kan virke uoverskueligt. Måske har du nogle af disse tanker?
Jeg tænker også på, om du mon sover nok om natten og får spist de ting, du har brug for? En sundhedsplejerske eller en læge vil kunne hjælpe dig med dette.
Når man når din alder, begynder man ofte at føle sig mere selvstændig og der sker en masse i kroppen. Det kan også give mindre overskud. Jeg kan godt forstå, at du gerne selv vil bestemme, hvad du vil lave, og hvem du vil se. Som regel får man lov til flere ting, jo ældre man bliver. Dog kan man godt synes, at ens forældres regler er for strenge. Jeg har talt med mange unge, der har det sådan.
Det kan især også være svært, hvis ens venner må mere end én selv. Hvordan mon det er for dine veninder?
Når du bor hjemme og er under 18 år, er der fortsat ting, som dine forældre gerne må bestemme. De må bestemme, hvordan de vil opdrage dig, og hvad de synes er bedst for dig. Det betyder, at de kan bestemme ting, som du ikke er enig i, så længe de stadig passer godt på dig.
Jeg synes, du skal tale med dine forældre om det, de gerne vil have dig til at lave derhjemme. Hvis I får faste aftaler for, hvad du skal lave, hvornår og hvordan, kan det være lettere at få gjort for dig. Det kan også gøre stemningen bedre, da I allerede har lavet aftalerne.
Nu kender jeg ikke jeres forhold godt nok til at vide, hvorfor du ikke må se drengen. Måske din mor prøver at beskytte dig. De fleste forældre laver regler for at passe på deres barn. Og samtidig skal de også vænne sig til, at deres barn bliver større og mere selvstændig.
Det er virkelig sejt, at du har talt med din mor om, at du gerne vil se drengen. Du kan måske prøve at fortælle din mor, at du bliver ked af, at du ikke må se ham. Og at du godt ved, at hendes beskyttelse måske kommer af kærlighed til dig (hvis det er sådan, du har det), men at du er ved at blive ældre nu, og derfor har brug for at få noget mere frihed. Måske kan I lave aftaler i starten om, hvor lang tid du må være sammen med ham. Spørg hende, hvad der kan få hende til at føle sig mere tryg.
Hvis det er lidt svært at tale med din mor alene, kan en anden voksen måske hjælpe dig med snakken? Måske din far eller en moster? Eller en god veninde eller hendes mor? Og ellers kan du starte med at vise dette brev – og måske mit svar?
Jeg håber virkelig, at du kan bruge dit mod til at tale med dine forældre, så I kan få lavet rammer for det, du skal hjælpe med, så stemningen kan blive bedre, og så du måske kan få lov til at ses med drengen du kan lide.
Mange hilsner og tanker BørneTelefonen