Hej S
Tak, fordi du tør fortælle ærligt, hvordan du har det derhjemme for tiden. Jeg kan forstå på dig, at du gør dig mange tanker – især om dig og din mor. Jeg vil prøve, om jeg kan hjælpe dig til at finde frem til mulige løsninger, så det bliver nemmere og mere afslappende for dig at være derhjemme.
Når jeg læser dit brev, får jeg det indtryk, at der hjemme hos dig er småt med plads, og at der er mange følelser på spil. Jeg forestiller mig, at skænderier hver dag, deleværelse med dine søskende og det, at du faktisk også er bekymret for din mor, må kræve meget af din energi. Jeg kan fint forstå, at du går og tænker på det hver dag.
Du skriver, at det går dig meget på, at du og din mor skændes hver dag, og at du tit ligger under dynen og græder bagefter. Det lyder hårdt. Jeg ved ikke, om der er noget bestemt, I skændes om? Det kan være svært, at stoppe skænderier, hvis begge personer er vrede, frustreret eller hvis man er træt og mangler overskud. Jeg kender ikke din mor, men du fortæller, at hun har meget at se til, og at du tit hører hende græde. Det lyder for mig som om, at din mor er presset for tiden. Samtidig tænker jeg, at din situation også virker presset. Du skriver selv, at det er mega irriterende, at du skal dele værelse med dine søskende. Når man bliver ældre, tror jeg, at man i højere grad får brug for alenetid og alenerum. Det er svært for dig at få, når du samtidig har dine mindre søskende rundt omkring dig.
Du skriver, at din mor har meget at se til
, og det får mig til at tænke på, om du måske savner at lave noget med hende – bare jer to? Du skriver meget ærligt, at du har været meget misundelig og jaloux på din lillebror, og at det måske er fordi du føler, at din mor bedre kan lide ham. Det er vigtigt for mig at sige til dig, at der ikke er noget forkert i, at du har det sådan. Det kan være svært at skulle dele sin mor eller far med mindre søskende. Måske tager din lillesøster og lillebror rigtig meget af din mors tid?
Jeg tænker, at det måske kunne være rart for dig og din mor, at I får nogle gode oplevelse alene sammen, så I mærker, at der også er andet end skænderier imellem jer. Hvis du har brug for at være mere sammen med din mor, så tror jeg, det er vigtigt, at du får sagt det højt til hende. Måske kunne du spørge hende, om I kunne lave noget sammen en dag – bare jer to. Du skriver, at din mor ikke har ret mange penge, men det behøver jo heller ikke at koste noget. I kunne cykle en tur til stranden, gå en tur i Fælledparken, eller hvad du nu har lyst til.
Men hensyn til dit værelse, så kunne du måske snakke med din mor om, hvad I kan gøre sammen for, at det bliver nemmere for dig at slappe af og finde ro. Jeg ved ikke, hvor tit dine søskende er hos deres far? Måske kunne din mor og dig hjælpe hinanden her. Hvis du fx passer dine søskende en dag, hvor din mor skal noget, så kunne I måske lave en aftale om, at du har værelset for dig selv i nogle timer. Jeg ved ikke, hvor mange dage om ugen, det skal være. Det tror jeg, din mor og dig må finde frem til i fællesskab.
Derudover tænker jeg, at det måske kunne være en hjælp for dig at komme ud af lejligheden nogle dage og få plads til at være dig selv. Jeg ved ikke, om du har nogle rare personer omkring dig, som du kunne have lyst til at besøge? Har du noget familie i nærheden? Måske en bedsteforælder?
Jeg kan godt forstå, at det går dig meget på, at du synes, at du ikke rigtig har nogle tætte veninder i skolen. Det kan være en stor støtte at have venner, man kan dele sine bekymringer med. Med venskaber er det tit sådan, at man selv bliver nødt til at gøre en indsats. Det kan være hårdt at skulle ”lave venner”, hvis du samtidig bruger meget energi på det derhjemme.
Her tænker jeg på, at hvis dine søskende er ude en weekend hos deres far, så kunne du måske invitere en fra klassen hjem til dig. Har du mod på og lyst til det? Jeg ved ikke, om du har en person i tankerne, som du kunne have lyst til at lære bedre at kende. Måske er det også noget, du kan snakke med din mor om?
Nogle gange bliver man nødt til, at vove at spørge andre om de vil være sammen, også selvom man kan være bange for at få et nej. Venskaber kræver tid og mod. Dit brev er et meget modigt brev. Jeg tror på dig.
Du er ogå meget velkommen til at ringe ind til os på BørneTelefonen på 116 111, det er gratis og vi behøver ikke vide hvem du er. Måske vil det være rart for dig, at tale med en voksen som lytter til dig og vil hjælpe dig?
De bedste hilsener
BørneBrevkassen
