Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min mor

Hej Brevkasse.

Idag kom jeg hjem fra en veninde, som jeg sov sammen med. Hun er rimelig rig, og vi shoppede. Jeg er ret “nærig” eller hvad man skal sige, og jeg fandt ikke rigtig noget. Hun købte for 1400 kr. Og hun er lidt arrogant og ond ved mig, men jeg sagde ikke noget, fordi hun betalte for vores cafe besøg, og jeg følte jeg skyldte hende noget. Selvom jeg havde råd til at betale og det er ikke fordi jeg er fattig eller noget, men hun elsker at vise sin “magt” og “rigdom” og hvem takker nej til gratis cafe besøg?

Men da jeg så kom hjem (mig og min søster deler værelse), snuppede keg en af min søsters kasser og smed indholdet ud på hendes seng, fordi hun aldrig bruger den kasse eller det der er i den og puttede min makeup derned. Jeg var alene hjemme da jeg gjorde det.

Da min mor og søster så kommer hjem, bliver de meget sure på mig, og siger det ikke er i orden bare at tage andres ting uden at spørge. Og jeg kan godt se det lidt. Min mor og jeg kom så op at skændes og hun råbte “lort” og “skrid” til mig. Hun sagde også jeg ingen respekt havde for hende og min søster pg jeg ikke fortjente nogle ting mere og jeg skulle tage et andet sted hen og køle af.Hun holdt hånden oppe og truede med at slå mig.

Hun tog så kassen og kastede den på mig, eller det er faktisk mere en lille kurv, og alt makeuppen røg ud over det hele. Noget gik i stykker. Jeg begyndte at græde og hun gik bare. En time senere, havde vi ikke snakket sammen siden og jeg gik ind og sagde til hende eller jeg råbte en lille smule at jeg ikke ville give respekt hvis jeg ikke fik respekt, så sagde hun: “tror du jeg vil give noget jeg har født ud af min røv respekt? Tag hen til din farmor og sov, hvis du ikke kan opføre dig ordentlig. Hvis du ikke taler ordentligt, tager jeg min sko og slår dig med den indtil den går i stykker. Jeg er ikke en pige fra Nørrebro, jeg er din mor. Du skal ikke tro du er chef. Hvad har T (min veninde fra før) gjort? Er du misundelig på hende?”

Jeg er meget ked af det. Jeg får altid 12 i karakter og jeg hjælper tit med maden og rydder op, og passer lillebror og mit værelse er altid pænt og rent. Jeg giver også nogle gange min mor og far massage og vasker op. Synes du det er okay? Hvad har jeg gjort galt? Er det min skyld eller min mors? Og hvordan lyder oplevelsen for dig?

Mvh, S.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S. på 14 år.

Tak for dit brev herind til BørneBrevkassen, det er rigtigt godt du skriver herind til og fortæller om de episoder I derhjemme, har været udsat for. Jeg kan godt forstå dig, når du bliver meget ked af det, oven på sådan et skænderi med din mor. Desværre er det ikke muligt at tage de sårende ord, som din mor og du fik sagt til hinanden tilbage igen. Selv om du skriver, at du gik ind til din mor for at tale med hende, tænker jeg på, om I sammen kunne tale om det igen. Det kan måske lyde som en svær samtale, men jeg spekulerer på, om det kunne gavne jeres forhold, at I fik sat ord på hvilke følelser i hver i sær har?  

Måske bliver din mor usikker på, hvordan dine følelser er, for hende i forhold til din venindens familie. Når din veninde kan bruge så mange penge på en almindelig eftermiddag, er de måske mere velhavende end andre familier er?Måske tænker din mor på, om du ville ønske, at I derhjemme have andre økonomiske muligheder, i samme retning som din venindes familie har? Jeg kender ikke din mor, men hvad tænker du i forhold til, om hun kan tænke noget i den retning?

Det retfærdiggør ikke på nogen måde, at din mor taler sådan til dig, og slet ikke at hun truer dig. Kunne du måske tale med hende, om hvordan du havde det efter jeres skænderi. Jeg tænker ikke, at en løsning ville være, at I tænker meget over hvis skyld det er. Jeg tænker mere, at det kunne være godt for jer, at få talt om hvordan I begge har det, og hvordan I fremad rettet gerne vil have det sammen. Kunne du måske skrive et brev til din mor, hvor du fortæller om, hvordan du oplever det derhjemme - hvad tænker du om sådan en idé?

Når jeg læser om alt det du gør og alle de tanker du har, virker du på mig som en ansvarsbevist, pligtopfyldende og moden pige, der måske også engang i mellem føler sig sårbar.  Med den alder du har nu, kan du måske opleve, at tænke rigtigt meget over tingene. Jeg tænker derfor på, at det kunne være godt for dig at få talt med en voksen om, hvordan du har det med din mors og dine skænderier. Du skriver ikke noget om, hvordan du har det med din far, men i dit brev omtaler du din farmor. Kunne det være en mulighed for dig, at tale med enten din far eller den farmor om hvordan du har det?  

Jeg bliver bekymret for dig i forhold til, når du skriver at din mor truer dig.  Jeg vil gerne fortælle dig, at det i Danmark ikke er lovligt at slå børn, det er forbudt uanset hvad børnene har sagt eller gjort. Hvis du tænker, at du har brug for hjælp eller støtte fra Børns Vilkår,  tænker jeg, at det er en god idé for dig at kontakte Børns Vilkår.

Du kan også kontakte Børns Vilkår hvis du gerne vil vende dine oplevelser med en af rådgiverne, du kan ringe til Børns Vilkår på 116 111. Du er helt anonym når du ringer til Børnetelefonen, eller du kan skrive på Chatten, som du logger på inde på Børns Vilkårs hjemmeside.

Mange Kærlige hilsner

BørneBrevkassen.

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat