Kære Sofie
Tak for dit brev. Jeg forstår rigtig godt at det må være svært for dig, når du aldrig helt kan slippe din frygt for at din lillesøster ikke kan klare det mere. Det er belastende, hvis du altid skal gå og være bange og jeg synes at det er rigtig godt at du nu tænker på, hvordan du kan slippe frygten. Jeg fortår også at du gerne vil være så meget som muligt sammen med din søster, fordi du ikke kan være sikker på, hvor længe du har hende, men det ville jo være dejligt, hvis I bare kunne være sammen og nyde at være sammen, uden at frygten hele tiden skulle være til stede.
Jeg tænker også at det må være svært for dig i din skoletid, når du hele tiden kan risikere at din søster kommer løbende ind til dig fordi det gør ondt. Så det du skal have hjælp til er, hvad du og din familie kan gøre for at få frygten til at forsvinde eller i det mindste "parkere" den et sted, så den ikke hele tiden skal være med dig. Frygten for at miste dem man holder af tror jeg at alle mennesker kender mere eller mindre, men den bliver selvfølgelig forstærket af, at din søster har nogle problemer med hjertet. Jeg tænker at det som kunne være rigtig vigtigt for dig at finde ud af er, hvor slemt det egentlig står til med din søsters hjerte. Har du nogensinde fået en klar besked fra dine forældre om, hvordan det ser ud? Handler det om at hun kun har kort tid tilbage at leve i, eller vil hun kunne nå at blive voksen? Måske skal hun have nogle operationer, som kan gøre hendes hjerte stærkere? Alt det synes jeg at du skal tale med dine forældre om, hvis du ikke allerede ved det. Nogle forældre tror at det er bedst ikke at tale med børnene om sygdom, men i dit tilfælde tror jeg at det kunne være en god ide for dig at vide klar besked, hvis du altså ikke allerede gør det. Hvis du får at vide at din søster godt kan leve længe endnu, kan det måske få din frygt til at slappe af, så du ikke behøver at tænke på det hele tiden. Hvis du får at vide at hun ikke kan leve længe så ved du det. Så kan det være en god ide at tale med andre om døden og på den måde forberede dig på at den kommer en dag. Vi skal jo alle dø en dag, men det kan være rart at være lidt forberedt på det, og få vendt alle de tanker, følelser og kedafdethed, som også følger med frygten for at miste.
Med hensyn til skolen tænker jeg på at det måske ville være godt hvis du og din søster kunne få en aftale om, at hun ikke skal komme løbende hen til dig hver gang det gør ondt. Hun kan jo også altid gå til sin lærer hvis hun har brug for lidt trøst. Jeg foreslår det, fordi jeg tænker at det går for meget ud over dig og dit skoleliv, hvis du ikke kan få lov til at være i skolen, uden at skulle være der med frygten også. Jeg tænker at du må have brug for at have fri for frygten henne i skolen. Hvad tænker du mon om det? Du kunne måske starte med at tale med dine forældre om hvordan det påvirker dig i skolen? Du og dine forældre kunne også tale med din og din søsters lærere for at lægge en plan for, hvordan du og din søster kan have det bedst muligt i skolen, så I begge føler jer trygge.
Du virker som en helt fantastisk storesøster, hvor er din søster heldig at have dig. Men jeg tænker også på om dine forældre mon ved, hvilke tanker og følelser du går med? Tænker det kunne være en god ide at få det talt igennem med dem, det er de voksnes ansvar at tage sig af både dig og din lillesøster, selvom det er tydeligt at mærke, hvor meget du er der for din lillesøster. Du er også et barn, og har brug for dine forældre til at drage omsorg og støtte for dig. Tænker det også kunne være rart for dig, at have tid med dine veninder, hvor du kan få lov at være en helt almindelig teenager, som ikke skal tage ansvar for andre end dig selv og bare hygge, hvad tænker du mon om dette? Måske det også kunne være rart at have en fritidsaktivitet at gå til, hvor du kan slippe alt ansvar og bare nyde at lige nu er det dine interesser der er i fokus. Det vil måske også give dig energi til endnu mere at kunne nyde samværet med din søster, når I så er sammen. Mon du vil være klar på at tage en snak med dine forældre om dette? Hvis du synes det kan være en hjælp, kan du jo vise dem dit brev til os og svaret, måske kan det være en god indgangsvinkel til snakken?
Jeg håber at mine råd kan hjælpe dig lidt videre. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at tale mere direkte med en rådgiver.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
