Kære pige på 13 år
Mange tak for dit brev, hvor du fortæller, at dine forældre skændes og ikke er glade - samt hvad det betyder for dig.
Det er ganske rigtigt ufatteligt svært at vide, hvad man skal stille op, når man kan mærke, at det ikke går godt imellem ens forældre. Og jeg kan også sagtens forstå, at du tænker på dine yngre søskende, og måske endda føler et ansvar for dem, fordi du er den ældste.
Her er det vigtigt, at du husker, at du er kun 13 år, og at ingen derfor kan forvente en hel masse af dig. Jeg tænker, at det bedste, du kan gøre for dine søskende, er at være der for dem, hvis du kan mærke, at de bliver kede af det; tag om dem, lyt til dem og snak med dem, hvis du kan mærke, at det er dét, de gerne vil, og hvis du selv kan overskue det.
Det er også helt okay at vise dem, at du selv er ked af det.
De fleste mennesker føler sig nok mest trygge, når de kan mærke, at andre er åbne omkring deres følelser, også når de er kede af det.
Hvis de derimod kan mærke, at noget er galt, men at ingen taler om det, og i stedet lader som ingenting, så bliver de ofte mere utrygge og bange for, hvad der sker.
Det er rigtig positivt at læse i dit brev, at du gik ned og puttede dig ind til dine forældre. Det tyder på, at der er masser af kærlighed i jeres familie. Og det er vigtigt.
Det er ikke altid, at kærlighed er nok til at holde problemerne ude af familien, og i nogle tilfælde har de voksne brug for hjælp til at få det bedre med sig selv og hinanden, fx via parterapi. I sådanne tilfælde er kærligheden rigtig vigtig, for det er kærligheden og også ens børn, der kan give forældre vilje og mod til at løse problemerne.
Det er selvfølgelig ikke noget, du kan tage ansvaret for, men jeg tænker, at det er vigtigt, at de ved, hvor ked af det, du bliver, når du kan høre og mærke, at de har det skidt.
En del af det at være forældre er, at man skal sørge for, at ens børn har det godt. Også når man selv har det skidt. Det har de nok ikke overskud til lige nu, fordi deres egne problemer fylder så meget. Men måske ville de tænke helt anderledes, hvis de vidste, hvor meget de påvirker dig/jer. De ved det nok godt, men når det ikke bliver sagt højt, håber de måske, at det ikke er så slemt.
Ovenpå den situation, hvor du gik ned til dem, tænker jeg, at de ved, at du er rigtig påvirket af det. Af den grund synes jeg, at du skal prøve at tale med dem; gøre dem opmærksomme på, at I tre børn har brug for, at de får det bedre.
Jeg ved godt, at det kan være helt vildt svært at tage hul på sådan en snak, men måske kunne du gøre det med et brev i stedet for. Så kan du beskrive, hvordan du har det, og hvordan du oplever det hele. Og du ville vide, at du fik det hele sagt uden at blive afbrudt og uden at komme til at græde undervejs, så det bliver svært at få det sagt. Et brev er tit en rigtig god måde at få taget hul på problemerne, og det kan være med til at skabe åbenhed samt være med til, at dine forældre forstår, at de er nødt til at finde en løsning på problemet.
Du kunne fx vise dem det brev, du har skrevet herind. Her beskriver du så fint, hvordan du har det, og hvad du ser. Og mit svar må du også meget gerne vise dem. Var det en idé?
Måske du har en anden voksen som du er tryg ved og kan tage en snak med, det kan være en lærer, en venindes mor eller et andet familiemedlem, måske en bedsteforældre, som vil lytte og hjælpe dig med at få snakket med dine forældre?
Jeg kan i øvrigt godt forstå, at du tænker, at du kunne hjælpe dine forældre med at få en bedre økonomi, hvis du sparede penge op til dem. Men du er jo kun 13 år, så det skal du slet ikke.
Du viser tydeligt, at du så gerne vil have, at problemerne bliver løst, så I kan få det godt igen allesammen. Du er så sød og omsorgsfuld, og dine forældre har god grund til at være meget stolte af dig.
Udover parterapi, som jeg nævnte, så kan man også få hjælp til at få styr på økonomien, når man ikke selv kan overskue det.
Begge dele kan man få hjælp til ved at henvende sig til kommunen og bede om at få en samtale med en sagsbehandler. Alle mennesker har en sagsbehandler, der kan hjælpe én, når man har det svært.
Hvis du viser dine forældre brevet til os og mit svar, vil jeg lige opfordre dine forældre til at kontakte ForældreTelefonen på 35 55 55 57, her sidder rådgiver klar til at rådgive dem, hvad tænker du om den ide? Du er også selv meget velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at tale med en rådgiver om hvordan du får talt med dine forældre eller om andre ting, der fylder.
Til sidst vil jeg lige fortælle, at du ikke skal være bange for, om du har givet indtryk af, at du har nogle dårlige forældre. Det har du slet ikke.
Jeg kan godt høre, at det handler om, at dine forældre er kørt fast i nogle problemer, som de måske ikke selv kan løse. Det er ikke unaturligt. Mange andre forældre har stået i samme situation. Det gør dem slet ikke til dårlige forældre eller dårlige mennesker. De er bare mennesker, der har det svært lige nu. Og når man har det svært, har man ikke så meget overskud.
Jeg vil ønske dig et stort held og lykke med at få talt med dine forældre.
Udfra det, du skriver om dem, er jeg sikker på, at de gerne vil lytte og godt kan forstå dig.
De allerbedste tanker og et stort knus til dig fra
BørneTelefonen
