Min fars økonomi er meget dårlig

Kære børnetelefonen.

Tak for at I vil tage jeres tid til at læse dette.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte, men jeg prøver mig med lidt baggrundsinfo.

Mine forældre blev skilt for et par år siden, hvor deres fælles økonomi blev delt op. Det gik sådan set alt sammen ganske udmærket (også følelsesmæssigt) indtil min far blev arbejdsløs. Sidenhen er alt gået ned ad bakke. Han har mistet sin ret til kontanthjælp, A-kasse, dagpenge og enhver mulig tænkelig støtte grundet en række omstændigheder, jeg desværre ikke kan forklare nærmere.

Han tjener og har INGEN penge og er for et par måneder siden sågar også blevet hjemløs. Han bor hos forskellige venner og familie i kortere perioder ad gangen og bruger mange penge på transport frem og tilbage. Han har for nyligt hævet al pension og diverse opsparinger, og det er så at sige bare blevet brugt på dumme, “unødvendige” udgifter. Her især rejser, transport, gaver og renter på en uoverkommelig stor gæld.

Set fra et logisk synspunkt har det ingen betydning for mig, da jeg er flyttet hjemmefra og har en særdeles god økonomi i forhold til min alder. Men der ligger alligevel en række problemer i det.

Hver gang vi er sammen, skal et sted hen eller købe et eller andet, er det mig, der betaler. Selv hvis det blot er hundrede kroner. Jeg tilbyder det selv, men det er fordi, jeg ved, at der ellers ikke ville være råd.

Derudover bliver jeg ofte spurgt om jeg vil overføre penge, for at han kan betale renter på gamle lån. De penge får jeg altid igen, men jeg har dårlig samvittighed og går rundt med en trist fornemmelse, da jeg ikke i den fjerneste fremtid vil kunne hjælpe med at få det op at køre igen.

Jeg føler mig magtesløs i det hele, da det er en af de få ting i mit liv, jeg ikke har kunne udtænke én eller anden løsning på. Og jeg ser virkelig ingen løsning, kun at løsningen i hvert fald ikke ligger i at spille lotto eller forsøge sig med doomed-to-fail forretningsidéer, som han ellers har kørt rundt i de sidste par år.

Derudover føler jeg skyld, da jeg har og tjener mange penge selv i forhold til min alder, men bare ikke noget, der kan måle sig med det, der er nødvendigt for at betale renter og diverse “voksenudgifter”. Og så skal jeg jo også selv have noget at leve for. Desværre giver det mig skyldfornemmelse i form af at jeg faktisk kan hjælpe lidt, men ikke gør det.

Jeg forsøger at rådgive med job- og investeringsmuligheder, men det bliver aldrig til noget, hovedsageligt på grund af manglende incitament fra hans side. Og det gør mig så utrolig ked af det, for med alle de renter der skal betales, er han endt op i en ond cirkel, der tærer på hans kræfter, og gør det nærmest umuligt at komme ud igen.

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan gøre, blot at jeg ikke kan blive ved med at hjælpe økonomisk og betale for alting, og at jeg på ingen måde vil kunne forsørge os begge med en SU og ikke engang med mit ellers meget godt betalte arbejde. Men selv hvis jeg kunne, tror jeg ikke jeg ville have lyst til det. Det er jo mig, der har arbejdet for det, og jeg synes, det hele er blevet vendt på hovedet lidt for hurtigt. For selvfølgelig skal man forsørge sine forældre, når de bliver ældre. Jeg havde bare ikke den forestilling, at det var normalt at gøre som 19-årig.

Jeg går og tænker på det hver dag, og jeg kommer ingen vegne. Og så går det mig bare endnu mere på. Jeg ved jo at det hele nok skal gå på den lange bane, men derfor føler jeg det alligevel som en forfærdelig situation.

Det er det eneste rigtige problem i mit liv, ellers er alt andet så godt som perfekt; venner, gode karakterer, et dejligt sted at bo, kæreste osv.

Min mor kan ikke hjælpe på problemet, men har en fin økonomi.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I har at sige til det, og om I måske kan komme på noget, hvor jeg slipper for at tænke på det hele tiden.. Om ikke andet, har det været fint at skrive om det.

Tak på forhånd.