Kære T
Tusind tak for dit meget ærlige brev, hvor du fortæller, at du er kommet til at kigge i din fars telefon og nu har opdaget, at han skriver med en anden kvinde. Jeg kan godt forstå, at det har gjort dig forvirret og måske også lidt ked af, at opdage din far i det.
Det er selvfølgelig en lidt svær situation, og jeg synes også at jeg kan fornemme på dit brev, at du selv er klar over, at det her med at kigge i andres telefonener ikke er en god idé. Men nogle gange kommer vi til at gøre ting, som vi ikke lige helt har gennemtænkt eller kan se konsekvenserne af. Du står nu med en viden, som kan være svær at finde ud af, hvad du skal gøre med.
Jeg tænker, at nu har du den information og den er svær at gå rundt med alene. Det er svært at blande sig uden om, fordi de tanker du gør dig, allerede fylder rigtig meget. Men den viden eller hemmelighed, som du har set, er din fars. Det er din far, der har skrevet de beskeder, og ham der har hemmeligheder overfor jer andre i familien. Det virker til at være en tung hemmelighed at bære, som splitter dig i følelser mellem din mor og far. Derfor er det vigtigt, at ansvaret for de beskeder kommer tilbage til din far. Det er de voksne - din far og mor, der skal finde ud af, hvad de gør ved det der er skrevet. Så det ikke kommer til at fylde mere for dig end det måske allerede gør.
Jeg tænker, derfor at det vil hjælpe dig, at du finder ud af, hvem du kan bedst tale med om det...er der en anden voksen, som kan hjælpe dig? Eller er der en af dine forældre, du har det bedst med at tale med eller måske skrive det til i et brev eller sms? - Så det ikke kommer til at fylde mere for dig end det måske allerede gør.
Måske kan det også være en idé, at skrive et fælles brev eller sms, som de begge får samtidigt - derhjemme? Det kan også være brevet hertil og mit svar du afleverer. Du kan vælge at sende beskeden eller brevet, og fx tage over til en veninde eller måske hos nogen i familien, du er tryg ved? Imens kan dine forældre så tale om det, du har skrevet, uden at du behøver at være i det. Mon det kunne være en måde, at du får fortalt om de ting, din far har skrevet til kvinden fra arbejdet. Så du ikke skal føle dig splittet mellem dine forældre og i stedet lade dem tale om tingene først - det håber jeg kan give dig ro.
Det kan være en meget god måde, at de får åbnet op for den snak på. Det er svært at vide, hvad der har fået samtalerne til at stoppe. Det kan selvfølgelig være – som du skriver – at din mor har opdaget det. Men det kan også være, at din far og/eller kvinden selv har stoppet det, fordi de også ved, at det er forkert.
Selvom det ikke er okay, så kan der godt være langt fra skrevne beskeder til hinanden og til en egentlig fysisk utroskab. Men jeg tænker, at det bedste for dig vil være at få sagt de ting, så du ikke skal gå og føle, at du skjuler noget for dine forældre. For det er ikke en rar følelse at gå med.
Du er altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at tale mere med en rådgiver eller har brug for flere råd.
BørneTelefonen er åben alle dage fra kl 11-23 og den er gratis og anonym.
De kærligste tanker og kram fra BørneTelefonen