Min fars depression

Kære pige på 13 årKunne ønske for dig, at det allerede har hjulpet dig at skrive herind med de forskellige dilemmaer, du føler du befinder dig i – netop fordi du virkelig har fået formuleret dem så fint og tydeligt. Nogen gange er det en stor hjælp at skrive det ned og på den måde få skabt et overblik over, hvad der fylder og hvad der betyder noget. Jeg kan forstå på dit brev, at du har et meget godt forhold til din mor og ligeledes til dine søskende og at I holder sammen, når far og mor har noget de skal snakke om og det ikke altid er lige let at høre og eller se på. Det er en gave for en familie og dermed for dig, at I har det sådan derhjemme og ikke noget der findes i alle familier. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon har gjort jeres familie til sådan et godt sted at være trods alt? Og at du, trods dine bekymringer og irritationer i forhold til din far, har overskud, håb og tro på at kunne få et andet og bedre forhold til din far. Det ønske må også komme et sted fra – måske nogle oplevelser, snakke, minder I har med hinanden, som du godt kunne tænke dig at få med din far igen? Det at du kan genkende træk og sætte lighedstegn mellem din far og dig selv, kan også være noget af det, der er begyndt at gøre dig nysgerrig og måske også lidt "usikker", da det jo ikke er alt man genkender som man synes om. Hvis det er en trøst, er det noget alle børn og voksne skal igennem i perioder af deres liv og løbende finde ud af, hvordan de vil håndtere denne helt uundgåelige proces at være et "produkt" af sine forældre. Dog er det lidt tidligt du har fået øje på det, men måske du er sådan en der tænker (for) meget?Måske er det også i den proces du kan gå på opdagelse i, hvad det er du gerne vil bruge din far til fremover? Det er nemlig oftest sådan for børn, at noget kan man bruge sin mor til og noget andet kan man bruge sin far til. Dine tanker omkring din bror og hans måde at reagere på i forhold til jeres far, er helt forståelige og må helt naturligt påvirke sådan en ansvarlig storesøster, som jeg får en fornemmelse af, at du er. Dog skal du vide, at vi alle reagerer forskelligt på det vi tror, er det samme. Det der f. eks kan få dig til at flippe helt ud, lægger din bror måske slet ikke mærke til; det du tror, din bror bliver ked af eller du selv ville blive vildt ked af, bliver han måske slet ikke ked af; din måde at blive sur på, er måske at smække med døren, hvor din bror måske bare bliver siddende og lukker "ned". Alt sammen eksempler på, at vi er forskellige og reagerer forskelligt og for ikke at give dig flere bekymringer end du allerede har, tænker jeg, det kunne være godt, at du får snakket med din bror om det du oplever og bekymrer dig om, og samtidig giver ham plads til at fortælle, hvordan han har det med de situationer. Vil det mon være en måde at få hul på det?Din opdagelse af din nuværende seksualitet giver god mening – både i forhold til den alder du har, hvor man prøver mange forskellige ting af og i forhold til din situation derhjemme, hvor du kan virke som den eneste der ikke rigtig "fejler" noget der er til at få øje på. Lillebror er stille og skrøbelig af sind, lillesøster lille og udsat, mor er Wonderwoman, men ved at give op og far har sin depression. Og nu har du fundet ud af at du er lesbisk – så har du noget at forholde dig til og noget der er dit helt eget og det er dejligt for dig. Måske viser det sig med tiden, at du alligevel ikke er lesbisk, men lige nu tænker jeg, at du ikke skal dele det med dine forældre og så mange andre for den sags skyld. Det er dit og din udvikling der er i spil der, og det skal du bare nyde og følge med i, mens du mærker efter, hvad der sker med dig i det. Det lyder til, at du har gode omgivelser at eksperimentere i, og føler dig tryg og godt tilpas i din skoletid, hvor du jo tilbringer megen af din tid også. Det er dejligt at læse, du giver dig selv lov til at lade det gode fylde også, som er det man har at "stå imod med", når noget andet er svært. Helt konkret i forhold til dine spørgsmål sidst i brevet, håber jeg, du allerede har fået svar på nogle af de ting du oplever med din far og fremadrettet kan gå på opdagelse i, hvad du gerne vil bruge din far til. Helt overordnet vil mit råd til dig dog være, at du skal forsøge at være mere barn end du er nu, og lade de voksne om at være voksne, selvom de ikke altid er lige gode til det. Har din far har en depression, er det noget hans læge skal hjælpe ham med; ønsker din far ikke at tage imod den hjælp, må du dele din bekymring med din mor og derefter have tillid til, at hun kan tage vare på det. Jeg er klar over, at det kan blive vanskeligt for dig, da du er vant til at tage ansvar og passe godt på dem alle sammen derhjemme, men det kan og skal du ikke blive ved med at holde til, og vil på sigt kunne komme til at betyde, at du ikke kan bruge dine kræfter i den grad, hvor de skal bruges nemlig i dit skole- og fritidsliv. Hvordan du kan hjælpe dig selv, endnu mere end det du gør, ved at skrive herind, er at kontakte skolepsykologen eller AKT læreren på din skole. Der er altid én skolepsykolog og AKT lærer tilknyttet til en skole, hvor man kan kigge forbi og helt uformelt få en snak, om det der fylder lige nu. Vurderer skolepsykologen eller AKT læreren, at der ikke skal tages yderligere tiltag i forhold til din situation derhjemme, behøver din mor og far ikke at få noget af vide om, at I har snakket sammen. Dog skal du vide at forældre skal kunne håndtere, at deres barn har perioder, hvor hun/han har det skidt, og derfor på sigt vil være stolt over, at deres barn har kunnet finde ud af at bede om hjælp andetsteds, når de ikke har kunnet overskue at belaste sine forældre med det. Med hensyn til din søster, som stadig er lille, og derfor udelukkende er din mors og fars ansvar, er det mit indtryk ud fra det du ellers skriver, at du allerede hjælper hende rigtig fint. Du virker, som jeg har sagt nogle gange før, som en ansvarlig storesøster, der er en god rollemodel for dine mindre søskende. Saml på de gode oplevelser I har sammen - tag hende evt. med på en tur ned på legepladsen/sæt jer ind på værelset og mal lidt i malebogen, når "bølgerne går højt" derhjemme og giv hende den omsorg, som en storesøster kan. Gode oplevelser er god medicin mod det "svære" og kommer aldrig skidt igen. Jeg ønsker for dig, at noget af det ansvar du lige nu bærer på dine skuldre, bliver lidt lettere fremover og du nu kan fokusere på at gøre mere af det der er godt for dig. Hvad mon det er? Mange hilsner og held og lykke med at "være dig" BørneTelefonen