Brev

Min far tvinger mig til at blive til noget jeg ikke vil

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng på 14 år.

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du mærker efter, hvad du selv føler og brænder for. Din far må ikke tvinge dig til at uddanne dig til noget, som du ikke ønsker. 

Ved du mon hvorfor, din far ønsker, at du skal blive advokat? Er det mon fordi, at han tænker, at du er god i skolen? Eller kan det være fordi, at han selv har haft en drøm om det i sin ungdom? Det kan også være fordi, at han tænker, at det er en god og stabil uddannelse, som kan gøre, at du får en god karriere og økonomi? Måske har du mod på at undersøge, hvorfor han håber, at du vil blive advokat?

Du skriver, at du er bange for, at han slår dig, hvis du siger til ham, at du selv vil bestemme, hvad du vil studere. Det er forbudt for forældre at slå deres børn her i Danmark. Hvis ikke din far overholder dette, så er det vigtigt, at du får hjælp til at få volden stoppet. Hverken vold eller trusler om vold er i orden, og det skal stoppes. Ligesom du har retten til at vælge din egen uddannelse, så har du også retten til at leve et trygt liv uden vold.

Du kan læse mere om vold i familien her: https://www.bornetelefonen.dk/tema/vold-familien

Hvis det er svært at overskue, at tale med din far om de her ting selv, så kan det være en god idé, at få hjælp fra en voksen. Det er vigtigt, at din far ved, hvordan du har det. Og at han får hjælp til at gøre tingene på en anden måde, så du ikke bliver utryg og ked af det. Kan du mon få hjælp af din mor, eller en anden i familien? Det kan også være, at du har en lærer, der kan hjælpe? Det kan måske være en god idé, nu hvor det også handler om uddannelse. 

Du skriver, at du ønsker at få et lykkeligt liv, og at du vil opnå et mål som du SELV har sat, og som du selv elsker. Det er meget flot formuleret. Og jeg er helt enig i, at det er dig der har retten til at bestemme over dine valg, din uddannelse og din vej til et lykkeligt liv.

Hvis du har brug for mere hjælp, eller idéer til hvordan du bedst får sagt til din far, at du ikke ønsker at læse jura, så er du velkommen til at ringe og snakke med en af de søde frivillige på Børnetelefonen på telefonnummer 116 111. Du kan også skrive på chat og sms.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Chat
Chat