Til pigen på snart 18 år
Tak for dit brev hvor du beskriver, at du har et problem med din far.
Det lyder til at du er vokset op i en dejlig familie, men at det er svært for dig at honorere din fars krav. Din far har sikkert store forventninger til dig, som han så regner med du er istand til at leve op til. At din far stiller så store krav, skyldes nok tildels hans personlighed, men måske også hans egen barndom og opdragelse? I hans krav og forventninger til dig, tror jeg også der er meget kærlighed, han vil dig sikkert det bedste, og ønsker at du skal yde det optimale, for at få mest mulig succes her i livet.
Men, det er altså ikke din livsopgave at stille dine fars ønsker og behov tilfreds. Det er vel ikke derfor han fik dig, så jeg kan godt forstå, at det er et problem for dig. Det er ikke rart at gå med følelsen af om man nu er god nok, og om man nu kan gøre sin far tilfreds. Det er godt at høre at din mor er enig med dig, og at hun forsøger at tale fornuft til din far, for som du skriver, er der ingen der behøver at være perfekt, for at få det bedste ud af livet. At dine venner bliver forargede over din far, viser vel også at du har deres støtte og opbakning.
Dit spørgsmål går på hvad du skal sige til ham. Det bedste ville nok være at I satte jer ned og tog en snak, du kunne måske endda vise ham brevet, du er jo heldigvis ikke bange for at sige ham imod, hvilket jeg tænker er rigtigt godt for dig. Men samtidig giver du udtryk for at du og din far har det svært med at snakke om følelser, og emnet kan selvfølgelig nemt blive ret følsomt for jer begge. Men, måske handler det mere om, at din far ikke rigtigt har bragt følelser ind i jeres snakke? Måske vil det være godt, at stille din far et spørgsmål om det, fx. 'far, hvorfor spørger du ikke om hvordan jeg har det, hvad jeg tænker på eller drømmer om for mit liv - altså at du tør at spørge ind til mig?' Mon, det vil være en måde at få ham i gang med at tale følelser?
En måde, til at man kan tale sammen på nye måder kunne være at I skiftes til at have taletid og lyttetid. Det betyder, at du fx begynder med at fortælle det du har behov for, og far lytter (kommenterer ikke, heller ikke ved at ryste på hovedet eller vende øjne etc.). Det gælder om, at respektere at den anden person betyder noget for en og har noget der er vigtigt at lytte til, og derfor lytter man. Når du har brugt din første taletid, så er det hans tur - og her vil det være godt hvis det ikke bliver et angreb tilbage på det du har sagt, men at han taler ud fra egne følelser og andel. Man kan bruge udtrykket, at blive på egen banehalvdel - forstået på den måde, at man ikke skyder skylden på den anden, men ser samspillet i det og søger efter det gode og mulighederne for at skabe positive ændringer. Mon, det kunne sættes i værk hjemme hos jer? Din mor ville jo også kunne deltage i det, og bakke dig op.
Hvis du ikke har mod på en decideret snak, kan du jo glæde dig over at du snart er 18 år, og derfor er gammel nok til at bestemme over dit eget liv, og træffe dine egne beslutninger. Når din far er urimelig kan du minde ham om, at du faktisk er gammel nok til at drage dine egne erfaringer, og lære af dem. Når du bliver 18 år, må det være på tide at din far begynder at accepterer at du selv står til ansvar for dine handlinger, og at han i den forbindelse ikke længere kan stille de samme krav til dig.
Jeg kan ikke lade være med lige at tilføje, at det for mange fædre er meget svært at acceptere at deres døtre bliver voksne, og måske ikke længere ser deres far som ham der er den klogeste og ved alting bedst. Mon, det er sådan din far også har det?
Venlig hilsen
Børnebrevkassen.
