Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far slår mig

Min far slår mig hver dag.

Bliver behandlet som en slave. Og må intet.

Hvad sker der hvis jeg melder ham for at bruge vold mod mig?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år,

Det er godt, du skriver herind, når det er sådan, du oplever tingene hjemme hos din far.

Nogle forældre giver lov til mere end andre. For forældre har forskellige måder at passe på deres børn på. Derfor er det helt almindeligt, at man ikke må alt. Men det er SLET ikke i orden, at du ikke må noget som helst – eller at din far slår dig. Det er ulovligt. 

Jeg kan ikke sige, hvad der helt præcist vil ske, når du melder ham. Men der er ingen tvivl om, at det er godt, at du får det fortalt. For både du og din far har brug for hjælp. Og det vil I få fra din kommune, når de får at vide, at du udsættes for vold. 

Har du tænkt på, hvem du vil sige det til? Man kan nemlig vælge at sige det på mange måder. 

Du kan fx ringe til din kommunes socialforvaltning og fortælle det. Du kan finde telefonnummeret på kommunens hjemmeside. 

Du kan også sige det til en voksen, du kender godt. Så har han eller hun pligt til at underrette din kommune. Det kunne fx være en af dine lærere? Eller en venindes mor eller far?

Vi vil også gerne hjælpe dig. BørneTelefonen har det, der hedder en bisidder. Det er en voksen, der kan hjælpe dig med at få talt med kommunen. Mange børn har stor glæde af at få en bisidder. Bisidderens opgave er nemlig at støtte og hjælpe barnet – både før og efter møder i kommunen. Og bisidderen ved meget om den hjælp, man kan få i en situation som din.

Endelig kan du også vælge at ringe til politiet. Så vil politiet også tale med kommunen. 

Mange har ikke lyst til at fortælle om, at deres forældre slår, fordi de er nervøse for, hvad der vil ske med deres mor og far. Men forældre, der slår, har faktisk brug for hjælp til at holde op med at reagere med vold. De ved godt, at det er skadeligt for deres barn og vil tit også gerne reagere anderledes – men de ved bare ikke hvordan. Det skal de have hjælp til. Og det kan kommunen hjælpe med. Det kan også være, at kommunen foreslår, at du kommer væk hjemmefra. Det kunne fx være på efterskole. Hvis de vurderer, at din far ikke kan tage sig af dig, kan det også være i plejefamilie. Det sker dog sjældent.

På vores hjemmeside har vi samlet lidt information om, hvad man kan gøre, hvis man oplever vold i hjemmet:http://https://bornetelefonen.dk/tema/vold-familien. Måske har du lyst til at kigge lidt på det eventuelt sammen med en voksen, der kan hjælpe dig? 

Læs også mere om vores bisidderordning her: https://bornetelefonen.dk/bisidder

Det er vigtigt, at du får talt med nogen om det derhjemme. For du skal have et rart og trygt sted at bo – og det kan få! 

Mange tanker og de kærligste hilsner
BørneTelefonen

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Vold Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bryd Tavsheden

Til dig, der er udsat for vold i familien eller i et kæresteforhold (13-24 år)
Læs mere

Ud af voldens skygge

Rådgivning og behandlingstilbud til voldsramte kvinder og børn (over 18 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat