Kære dreng på 11
Jeg kan forestille mig, at det satte gang i en masse tanker, da du opdagede, at din far så porno på sin telefon. Jeg kan se på dit brev, at du længe har vidst, at han ser porno.
Jeg tror, han forsøger at skjule det for dig, for de allerfleste voksne ved, at porno ikke er for børn. Men det er ikke rart at vide ting om ens forældre, som de forsøger at skjule.
Måske har du været bange for, at din mor skulle blive sur på din far, hvis hun fandt ud af det? Jeg kan se, at du er bange for, at dine forældre måske skal skilles. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind.
Heldigvis tror jeg ikke, du har grund til at være så bekymret. Der er rigtig mange voksne, der ser eller har prøvet at se porno. Din far er ikke din mor utro, fordi han ser porno. Og din far og mor kan sagtens stadig have det godt sammen.
Når rigtig mange voksne ser eller har prøvet at se porno, kan det godt være, at din mor måske allerede godt ved, at din far ser på porno. Derfor tror jeg heller ikke, at du skal være nervøs for, at dine forældre skal skilles.
Måske kunne du vise dit brev til din far – evt. sammen med mit svar? Jeg tror nemlig, at det kan berolige dig at snakke med din far om situationen. Og samtidig kan I måske snakke om, at det er ubehageligt for dig at kunne se det på skærmen på hans telefon, når I sidder sammen og ser tv? Og måske kunne din far og dig sammen snakke med din mor?
Jeg håber, du er blevet mere rolig af at læse mit svar. Og jeg håber, du har fået lyst til at overveje min idé med, at du kan vise dit brev til din far. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.
Kærlig hilsen BørneTelefonen