Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far og hans privatliv

Kære brevkasse

Min søster og jeg har et problem med vores far.

Her kommer min historie.

Min mor og far er skilt og det har de været lige siden jeg blev født, fordi min mor slog op med min far imens hun var gravid. Grunden til at hun slog op var fordi min far var hende utro.

Mig og min søster har ikke den samme mor, da han nogle år senere giftede sig med en anden dame, jeg kunne ikke særlig godt lide hende fordi hun hele tiden var så skrap over for mig. Min far og den nye dame fik sig 2 børn (teksten ændret og redaktøren bekendt).

Efter at de havde fået børnene havde de nu været gift i ca. 4 år. Og så slog min fars kone op, jeg ved ikke hvorfor hun gjorde det, men min far blev rigtig ked af det.

Jeg var lille den gang så jeg forstod ikke så meget af det der foregik, jeg tog det bare som det kom.

u er jeg 14 år og min søster er 10.

Vi snager ikke i hans ting eller noget. Men vi har opdaget at han har dates på besøg når vi er hos ham, og en dag var jeg ikke faldet i søvn efter lang tid. Og så kan jeg høre dem inde fra stuen af. Jeg hører at de ligger og boller.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gører, så jeg tager min mobil og skriver til min veninde, og jeg prøver virkelig på at falde i søvn, men de larmer rigtig meget, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre men til sidst falder jeg i søvn.

Min søster og jeg snakkede om det efter noget tid og vi ville gerne sige til ham at han skulle stoppe med at have dates med på besøg når vi er der. Men vi vidste ikke hvordan vibskullensige det.

Jeg snakkede med min mor om det og jeg sagde til hende at hun ikke måtte sige noget til min far, og det gjorde hun heller ikke.

Min søster og jeg endte med at sige det og det føltes dejligt at få sagt det.

Men så var vi hos ham i går og min søster sidder med iPad’en og spiller ved siden af mig. Vi spiller minecraft og pludselig ser hun at der er en besked fra iMessage, hun tror det er hendes mormor der skriver fordi hun hed det samme så hun trykker på den og ser den.

Vi opdager at det ikke var hendes mormor. Vi kan se at vores far har siddet og skrevet ned en eller anden dame, om en masse frække ting, vi ser at hun har sendt en masse klamme billeder af hende selv for neden. Og der står at de skal mødes i morgen.

Vi ved ikke hvad Vi skal gøre, for vores far har jo allerede en kæreste og det er ihvertfald ikke hende der, de skal mødes hjemme hos os, hun har skrevet at hun glæder sig til at se hvor stor DEN er.

Hjælp mig og min søster med vores klamme far.

Jeg vil ikke have at min søster skal opleve flere af sådan nogle ting. Jeg syntes selv at det er alt for klamt til mig.

Skal vinsige det til ham?

Skal jeg få min mor til at sige det til ham?

Hvad skal vi gøre?

På forhånd tak for hjælpen.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Nøj, hvor er det bare sejt af dig at skrive herind. Det lyder til, at din søster og dig har det svært med denne her situation og det kan jeg godt forstå. Man skal slet ikke blandes ind i ens forældres dates og intime forhold, når man er I jeres alder – så det er helt forståeligt, at I ikke synes det er rart. Tak for dit brev. Det her svar handler overordnet om at få en viden, som man ikke ved, hvad man skal stille op med og at komme til at kigge i ting, som man måske slet ikke skal vide noget om. Jeg håber, at brevet kan hjælpe som en refleksion over hele situationen, så du kan finde frem til, hvad der er mest rigtigt for dig at gøre.

Det er modigt af dig, at du tidligere fortalte det til din far, og det var godt, at der skete en ændring efter det. Det er godt nok blevet kompliceret af, at din far har en kæreste og skriver sammen med en anden. Jeg kan godt forstå, at I ikke synes det er rart at have den viden. Samtidig er det en viden I har fået ved at gå ind i jeres fars beskeder og I har læst videre i dem. Det er nok ikke noget jeres far havde regnet med, at I ville gøre, da SMS’er som regel er en privat ting. Nu kan man sige, at den viden I har fået ud af at læse beskeden, gør det hele svært for jer – og det kan jeg godt forstå, at I synes det er. Samtidig tænker jeg også, at I ikke skal blandes ind i, hvordan jeres far opfører sig overfor hans bekendtskaber eller dates. Jeg kan godt forstå, at du ikke vil have, at din søster og dig oplever mere af sådan nogle ting. Det kan også være svært at håndtere sådan en viden, nu når I har den. Men jeg tænker også, at en videre hjælp for jer måske kan være ikke at gå ind i jeres fars beskeder eller andre af hans private ting. For det kan være, at I finder noget, som I ikke synes er rart at vide og som også er private voksenting. Jeg ved, at det måske kan lyde lidt hårdt det jeg har skrevet. Men måske kan det være rart for jer, at I en anden gang ikke går ind og læser jeres fars beskeder, så I ikke pludselig får en viden, som I ikke ved, hvad I skal stille op med. Hvad tænker du mon om det jeg har skrevet?

Åh, det er godt nok en svær situation for jer. Jeg tænker, at du måske oplever et stort ansvar overfor din søster og i forhold til, hvordan jeres far opfører sig overfor andre voksne. Jeg kan godt forstå, hvis du føler et ansvar. Jeg tænker samtidig også, at det er jeres far, der er den voksne og I er børn. Det er forskelligt, hvad man skal have ansvar for som voksen og som barn, og det kan sommetider være godt at sige det til sig selv. Det lyder måske lidt nemt bare at sige. Men jeg tænker, at du ikke skal føle ansvaret for at få løst det hele, men det er faktisk jeres far, der skal det! Giver det overhovedet mening, det jeg skriver?

Hvis tankerne omkring det I har læst, bliver ved med at fylde er en mulighed, at du fortæller til din far, at din søster og dig så beskeden på iPad’en ved et uheld og at I ikke bryder jer om at have den viden I har, og ikke vil blandes ind i noget af det. Hvordan ville det mon være for dig at skulle sige til din far? Ellers er en mulighed, at du viser ham det her brev, så han kan se, hvordan du oplever det hele. Du nævner også selv en mulighed kan være at tale med din mor om det, og hun så kan tage snakken med din far. Jeg tænker, det kan være en god ide at dele dine tanker med din mor, så du ikke skal gå med dem alene med din søster. Det at læse beskeden har påvirket dig og det bør du ikke gå med alene, så kan du og din mor altid sammen finde ud af om der skal gøres mere ved det, eller om det at have talt om det, er nok til du kan komme videre uden det fylder så meget, hvad tænker du om denne mulighed?

Du er meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen for at tale videre om det. Det kan nogle gange være rart at få talt med flere om det, så man kan komme ud med alle ens tanker og få vendt det hele med nogen, som ikke er involveret i situationen. Nummeret er 116 111 og du vil være helt anonym, når du ringer ind – dvs., at vi ikke ved, hvem du er.

Jeg håber, at det hele kan løse sig for jer. Måske vil det være godt for dig og din søster, hvis I også får lavet nogle hyggelige ting med jeres far, hvor I bare er jer tre. Det er nemlig vigtigt også at have tid til alle de sjove, hyggelige og gode ting. Måske kan det være en hjælp til at få det andet lagt på hylden. Måske du kunne foreslå din far, nogle ting du og din søster har lyst til I kan dele sammen. Hvad tænker du om det og hvad synes du mon er hyggeligt at lave med din far og søster?

Mange hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat