Brev

Min far ødelægger familien

Hej Børns vilkår

Jeg er 19 år gammel og kommer fra en kernefamilie. Mine forældre er godt stillede økonomisk, og vi har aldrig haft nogen problemer. Jeg har to yngre brødre på henholdsvis 15 og 17 år, og vi har et rigtig tæt forhold.

Grunden til at jeg skriver er, at jeg i løbet af de sidste 2 år har fået et meget anstrengt forhold til min far. Det er lige som om han har to vidt forskellige sider af sig selv, og det er helt uforudsigeligt hvornår han antager hvilken personlighed. Den ene side er den super hyggelige familiefar side (det er også den jeg kender fra da jeg var yngre). Han er glad og snaksagelig og hjælper når man har brug for det.

Så er der den anden side. Den skræmmende side. Det opstår ofte når han er meget stresset pga. overarbejde. Han virker som om han er fuld. Han slingrer når han går, har helt svømmende øjne og snakker næsten ikke. Han laver bare tegn i stedet for at tale. Han kan pludselig finde på at fare op og råbe og skrige. Han smækker med dørene og skælder især ud på mine brødre over ingenting.

Det er frustrerende. Meget frustrerende. For jeg elsker min far, det gør jeg virkelig! Men hans skræmmende side ødelægger mit forhold til ham fordi han er så uforudsigelig. Jeg hader hans skræmmende side og bliver sur på ham når han viser sig fra den side. Men fordi jeg altid har været “fars lille pige” holder han altid med mig. Det går ofte ud over mine brødre som bliver talt ret groft til og får skældud over ingenting!

Forholdet mellem min far og især min ældste bror er helt ødelagt, og min bror har flere gange sagt at han “hader min far” og “tror at min far vil slå ham ihjel”. Det skaber samtidig et ambivalent forhold mellem mig og mine brødre eftersom min far altid holder med mig – hvilket gør at mine brødre ser ned på mig fordi jeg altid bliver vægtet over dem. Det stiller mig i en lidt akavet situation fordi jeg bare gerne vil have hele familien knyttet sammen igen…

Min mor er ret neutral og ignorerer bare hele situationen selvom det er åbenlyst for enhver at forholdet til min far er mærkeligt. Jeg ved ikk præcist hvad jeg skal gøre og derfor tager jeg fat i jer. Jeg er bange for at konfrontere min far fordi jeg aldrig ved hvordan han reagerer, og mine brødre er ikke den store hjælp fordi de bare snakker min far ned…. Jeg vil virkelig gerne hjælpe! Men hvordan???
Hilsen Den splittede pige

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år.

Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at din far er begyndt at ændre personlighed nogle gange. Og jeg tænker, at det ikke må være rart for dig at stå midt imellem din far og dine brødre. Jeg tænker, at det er et stort ansvar at stå med alene.

Du skriver til sidst i dit brev, at du er bange for at konfrontere din far, fordi du ikke ved, hvordan han vil reagere. Jeg tænker lidt, at det ikke er sikkert, at din far ved, hvor stor en indvirkning hans opførsel har på dig, og hvor ked af det du bliver over, at han ændrer sig..? Nu ved jeg jo ikke, om hans humør skifter meget hurtigt, eller om det er en mulighed at fange ham en dag, hvor han er i godt humør og I griner og fjoller sammen, og så simpelthen fortælle ham hvordan du har det? Hvis du ikke kan lide at sige det til ham, tænker jeg, at du eventuelt kan skrive det til ham i et brev, eller måske bruge det brev du har skrevet ind til os – du er også meget velkommen til at vise ham mit svar til dig. Tror du, at det er en mulighed..? Du skriver på et tidspunkt i dit brev, at du er ”fars lille pige”, så jeg tænker, at han måske vil lytte mere til dig, end du umiddelbart lige går og tror..?
 

Hvis du tænker, at det er helt udelukket at snakke med din far eller skrive et brev til ham, tænker jeg at det måske er din mor, du skal have fat i. Nogle gange er det sådan, at man ikke kan overskue en dårlig situation, fordi man ikke ved hvordan pokker man skal vende den til noget godt, måske er det derfor, din mor bare ignorerer det hele.

Måske kunne dine forældre have brug for noget hjælp fra nogen, som er vant til at arbejde med familier, hvor tingene kan være svære. Det lyder som om, det også går hårdt ud over dine brødre, at din far reagerer så voldsomt, og jeg tænker, at det er vigtigt, at nogen hjælper jer allesammen til at få det bedre sammen. Måske kunne du prøve at kontakte kommunen og fortælle, hvordan tingene er hjemme hos jer? Kommunen har pligt til at hjælpe familier, hvor børnene af den ene eller anden grund ikke trives så godt, og i mange tilfælde prøver man at hjælpe forældrene med at blive bedre til at tackle problemerne på en måde, der ikke går ud over børnene.

Nu er du selv over 18 år, men dine brødre har mulighed for at få en bisidder fra Børns Vilkår, som kan hjælpe dem med kontakten til kommunen. I kan læse mere om det her, og hvis I vil høre lidt mere om det, kan du - eller måske kan I sammen - ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en af de søde rådgivere.  De bedste hilsner BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat