Kære pige på 15 år
Jeg kan godt forstå, at det må føles meget forvirrende og fortvivlende for dig.
Det er selvfølgelig nemt nok at sige, men din far burde have at vide, at han må tage en beslutning, for når han siger, som han gør, så gør han hele sin familie usikker og ked af det.
Selvfølgelig vil det være svært for jer allesammen, hvis han vælger at gå fra din mor, men at gå i uvished og ikke vide, om han gør det eller ej, er også svært at holde til. Men det lyder også til, at det er en svær beslutning at tage.
Alle står på stand-by og kan ikke gøre noget, før han siger ja eller nej. Det er en ubehagelig venteposition for jer. Og det giver usikkerhed, utryghed og man kan være i tvivl om, hvad der kan få ham til at blive. Måske ved han det ikke selv eller måske er det kun ham, der kan svare på det.
Jeg kan godt forstå, at du tænker meget over det og ikke får sovet. Det er svært at finde ro, når man er på stand-by. Er det sådan, du har det?
Det er ikke altid muligt at styre, hvad man føler, og hvem man føler noget for. Så man kan godt komme til at få følelser for en anden, selvom man ikke ønsker, at det skal ske. Og det gør nok også din far forvirret. Han ville måske ønske, at det ikke var sket. Men når han har valgt at sige det højt og involvere jer i det, så er han også nødt til at handle på det.
Måske skulle I tale med ham og fortælle ham, at det er super ubehageligt, at I ikke ved, hvad han ender med at gøre.
Det kan jo godt være, at det er så svært for ham, at han har brug for, at nogen beder ham beslutte sig.
En måde at handle kunne være, at dine forældre fik nogle samtaler med en par- eller familieterapeut, så de kan finde ud af det på bedste måde. I jeres kommune kan man få gratis rådgivning. Det hedder lidt forskelligt i kommunerne. Men der skal være en gratis anonym rådgivning i alle kommuner. Måske kan i søge efter det på jeres kommunes hjemmeside eller ringe og spørge efter det? Ellers kan man også selv finde en privat par/familieterapeut, hvis det er en mulighed for jer?
Det er også en mulighed, at hele familien får rådgivning i kommunen, da det kan hjælpe, at en udenfor familien hjælper jer med at tale sammen.
Det burde bestemt ikke være hverken dit eller din søsters ansvar, men for jeres egen skyld kan det måske være meget godt at handle, så I ikke bare skal gå og føle jer helt passive og afhængige af din fars handlinger. Forstår du?
Taler du mon med din mor om tingene? Gad vide, hvordan hun har det.
Det må i hvert fald ikke være rart for hverken dig eller din søster at stå mellem jeres forældre. Det er vigtigt, at I fortæller dem, hvordan I har det.
Det er også nogle steder, hvor kan få hjælp og støtte. Vi har lavet nogle gode råd om skilsmisse Gode råd om skilsmisse og der er også Mig i midten – familieretshuset
Måske har dine forældre også brug for at tale med en rådgiver på vores ForældreTelefon, så kan du ringe på 35555557 og kigge vores tema om Skilsmisse – Børns Vilkår
Jeg håber, at I kan bruge idéerne til at finde den bedste vej for jer.
Du er velkommen til at ringe eller skrive ind til os på BørneTelefonen 116111
Kærlig hilsen
BørneTelefonen