Brev

Min far er utro

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige 16 år,
Mange tak for dit vigtige og alvorlige brev. Jeg kan godt forstå du ikke ved, hvad du skal gøre. For det er en meget svær situation du ufrivilligt er kommet i. Din fars utroskab er hans hemmelighed og hans ansvar alene.  Du har uforskyldt og ufrivilligt opdaget det, fordi han har været så uansvarlig at bruge din iPad. Det var uansvarligt af ham, for han sætter dig i et kæmpe dilemma. Jeg kan godt forstå, hvis du er både rystet og chokeret. Det er en meget grænseoverskridende ting du har skullet læse din far skrive om. Ingen ville bryde sig om, at kende til den side af deres far. Det er privat. Du er tydeligvis en meget omsorgsfuld og ansvarsfuld pige. Du tænker på, hvad det vil gøre ved din søster – og alle i familien, hvis du fortæller det, du nu ved. Du har ikke lyst til, at hverken din søster eller mor skal blive kede af det, og få det svært. Samtidig har du været så klog og omsorgsfuld overfor dig selv, at du har fundet nogen at dele det med. Det er virkelig stærkt gjort. Både da du fortaltedet til din kæreste og til din ven. Og da du skrev til os. Men lige nu, har du det urimelig og ubærligt svært.  Jeg tror  du føler, at hvis du fortæller om utroskaben, så er du medansvarlig for de konsekvenser utroskaben kan få for jer alle i familien? Din mor og far, din søster og dig.Men utroskaben er IKKE dit ansvar. Den er der, ligegyldig hvad du gør. Og det er din fars ansvar. Og derudover har han også som far, et stort ansvar for ikke at bringe dig i situationer som den han nu har bragt dig i. Som han har bragt jer alle i.  Jeg tror også, at du føler du svigter din mor, hvis du ikke fortæller hende, at hun bliver ført bag lyset af din far? At du føler, du på en måde er med til at føre hende bag lyset, hvis ikke du fortæller hende det? Og du vil gerne beskytte hende mod det svigt, din far begår med sin utroskab. Du ved, din mor fortjener at blive behandlet med langt større respekt. Mit bedste  råd til dig er, at du IKKE tænker på det, som om du skal vælge mellem: a)At beskytte din søster og mor med sorg og smerte, ved at skjule din far og hans utroskab. Eller b) At beskytte din mor, ved at fortælle hende det hele. I stedet skal du tænke på det, som at du giver hemmeligheden tilbage til de voksne, hvor den hører til. For det er din fars hemmelighed. Og din mors og fars problem. Det er en hemmelighed og et problem, som de voksne selv må løse. Hverken du eller din søster, har nogen indflydelse på deres valg og fravalg. Eller på deres forhold til hinanden. Prøv at tænke lidt på det som om du har fundet ”en ubetalt regning” på gaden med et stort rykkergebyr. Du kan se på regningen, hvem den tilhører. Og nu er det alene dit ansvar, at give den tilbage til de rette ejere. Du har ikke ansvar for ”regningen, rykkergebyret eller for om de bliver kede af eller vrede over at få regningen”. Heller ikke selvom det måske bliver svært for dem at betale regningen. For ”regningen” (problemet) er deres. Og hvis du ikke afleverer den tilbage til dem, vil der kun løbe flere rykkergebyrer på. Forstår du hvad jeg mener? Og syntes du det giver mening for dig, at tænke på det, på den måde? Jeg tænker, du har helt ret i , at du ikke skal gå til din far med din viden. Uanset hvad jeres forhold er. For der vil altid være en fare for, at en utro forældre vil forsøge at overtale, presse, true, lokke barnet til at tiestille. Og så ville du pludselig blive en lille del af hemmeligheden og problemet.Det er du heldigvis IKKE nu. Hvad tror du, der ville ske, hvis du viste din mor dit brev til os og svaret?  Det kan være svært at finde en måde, at begynde en samtale man i virkeligheden slet ikke har lyst til at have. Så måske er det en mulighed, at du fortæller din mor, at du har noget alvorligt, som du gerne vil give tilbage til hende, så hun som voksen kan tage ansvaret for det? Fordi det er for svært for dig som barn/ung, at vide hvad du skal stille op med de voksnes problemer.Og så vise hende dit brev og svaret. Hvordan tror du hun ville reagere? Tror du hun ville kunne forstå, hvorfor du gav det tilbage til hende? At det var gjort i omsorg og tillid til, at hun kan passe på sig selv, dig og din søster, i de svære ting der følger med utroskab? Ingen kender konsekvenserne af at tie eller tale om din fars utroskab. Konsekvenserne af den slags, kan man altid kun opleve, når de sker. Og man vil altid kun kunne oplevekonsekvenserne af det ene af valgene. Nemlig det valg man træffer. Jeg ved ikke om mit svar, har gjort det lettere for dig? Ikke har hjulpet? Eller måske sværere for dig at vælge? Uanset hvad, så husk at du ALTID er velkommen til at kontakte os. Hvis du ringer, chatter eller sms’ser. Det kan ofte være lettere, at hjælpe når man taler mere direkte sammen og kan stille spørgsmål til hinanden. Jeg håber du finder modet  til at aflevere den ”regning med rykkergebyr/hemmelighed” tilbage til de rette ejere.  Og at du for altid vil huske, at du INTET ansvar har ift. din fars utroskab eller for konsekvenserne af det. De kærligste og varmeste hilsner til dig fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat