Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

min far er syg

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 12 år,

Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes, at det er rigtig svært at have en syg far. Det er så hårdt, at se ens forældre være syge. Og tanken om at skulle miste dem - den gør bare en fuldstændig ulykkelig.

Når man har en syg forælder, kan man tit få følelsen af, at være alene i verden. Man føler, at man går med en smerte, som ingen andre kender og forstår. Derfor føler man måske også, at det er svært at tale med andre. For de forstår måske ikke én?

Måske har du overvejet at tale med dine forældre? Men de har det jo også forfærdeligt. Og måske er du bange for at gøre dem endnu mere kede af det? 

Men - de kan ikke blive mere kede af, at I snakker om det. Måske kommer de eller du til at græde. Men det er jo fordi, det er svært - ikke fordi det er blevet værre. At tale om det, der er svært, gør det  altså ikke værre. Tværtimod kan det virkelig hjælpe at tale med nogen om det. Og gråden kan hjælpe - måske har du allerede lagt mærke til, hvordan man falder lidt mere til ro, når man har grædt? 

Måske har du også en masse spørgsmål til sygdommen? Det er bedst ikke at gå alene med sådanne spørgsmål - for det kan være mere skræmmende ikke at vide besked end at vide sandheden. Har du derfor nogle spørgsmål, så skriv dem ned og tal med dine forældre om dem. 

Måske er der også en lærer, et familiemedlem eller en anden voksen, du kan tale med? Når man har en syg forælder, har man ekstra meget brug for omsorg og at blive lyttet til. Samtidig kan det være, at du også mærker, at du har svært ved at koncentrerer dig i skolen. Det er klart - for du bruger mange kræfter og tanker på at være bekymret for din far. Det er derfor godt for din lærer at vide, hvordan det er for dig derhjemme. Sådan at han eller hun kan forstå, hvorfor du måske ikke er så aktiv i skolen lige for tiden. 

Mon dine forældre allerede har talt med din lærere? Ellers så tal med dem om det. Eller gå selv til din lærer. Vis eventuelt ham eller hende dit brev og mit svar. 

Det kan godt være ens venner ikke er de bedste at snakke med. For de har jo nok ikke prøvet det samme. Alligevel kan de nok mærke på dig, at du har det svært. Hvis du derfor fortæller dem, at det skyldes, at din far er alvorlig syg, så kan de bedre være der for dig. Hvis du ikke har lyst til at tale om det, så sig til dem, at du helst bare vil have, at I er sammen, som I plejer. Nogle børn foretrækker, at have et fristed, hvor de ikke hele tiden skal tænke på sygdommen. Og det fristed kan være vennerne. Hvis du har en rigtig god ven, kan det dog også være, at du gerne vil snakke om det. Men mærk efter hvordan du har det. Det er dig, der bestemmer. 

Jeg kan godt forstå, at du har følelsen af, at du bør være hos dine forældre hele tiden. Men faktisk ved jeg, fra andre børn i samme situation, at det er rart at få en "pause" fra sorgen og sygdommen engang i mellem. Og den pause kan du få ved at være sammen med venner og bare lave det, som man normalt gør, når man er ung. Det kan give en lidt energi og overskud at lave noget andet en gang i mellem. Man skal ikke have dårlig samvittighed over, at tænke på noget andet end sygdommen. Det har man brug for. Og det er ok.

Du tænker måske, at du skal være mest muligt sammen med din far - hvis nu han dør. Men jeg vil støtte dig i ikke at stoppe med at leve dit eget liv. Din far vil altid være en vigtig del af dit liv - uanset hvad der sker. Og jeg tror også, at han helst vil have, at du fortsat lever dit eget liv. Hans sygdom skal ikke påvirke dit liv mere end højst nødvendigt.

Jeg ved ikke, om I allerede har talt om det derhjemme. Men der findes forskellige sorggrupper, man kan komme i. Her kan man tale med andre børn og unge, som også har en syg forælder. Dette hjælper rigtig mange børn, at tale med nogen som kan forstå, hvordan man har det. Prøv at kigge mere på siderne her:

https://www.bornetelefonen.dk/henvisning/gratis-sorggrupper-oversigt
https://www.bornetelefonen.dk/henvisning/kr%C3%A6ftens-bek%C3%A6mpelse
https://www.bornetelefonen.dk/henvisning/n%C3%A5r-far-mor-bliver-syg

Du kan eventuelt vise dine forældre mit svar, som en start på en snak med dem. Så vil I sammen kunne undersøge, om der er en sorggruppe i nærheden af dig. De er også velkomne til at ringe til os på ForældreTelefonen på 35 55 55 57, hvis de vil tale med en rådgiver om, hvordan de bedst støtter dig lige nu.

Hvor er det godt, at du søger hjælp, når du står i så svær en situation. Godt du skrev herind. Jeg håber, du nu har fået mod på at få hjælp fra de voksne omkring dig.

Ring eller skriv endelig til os igen og kig også nærmere på vores gode råd til de børn, der har en syg mor eller far her: https://www.bornetelefonen.dk/tema/sygdom-familien

Kærlig hilsen og et stort knus til dig fra
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat