Min far er syg

Hej,

jeg hedder L. og jeg er 11 år gammel jeg bliver 12 her snart.

For ca. 3 måneder siden var jeg en helt normal pige med et helt normalt liv. Jeg havde det godt både i skolen, her hjemme og til mine mange fritidsinteresser – volleyball klaver og sang, jeg er meget kreativ da jeg også maler meget og laver ler.

Her for ca. 2 en halv måned siden tog min far til lægen fordi han var meget træt. Lægerne fandt hurtigt ud af at han skulle testes for alt muligt og fandt derfor ud af at han havde en svulst i halsen. Vi fik også at vide at den var ufarlig

Da der var gået ca. 2 uger derfra skulle min far operes og det blev han i 2 timer han fik skåret et 12 cm hul i halsen og det var med en af Danmarks bedste. Kiruger min far siger. Nemlig at det er ham der skal bestemme over lægerne ikke omvendt. Jeg troede jo at det var slut. For det havde jo været en hård omgang og jeg havde græt meget! En uge senere fik vil at vide at min fars svulst ikke havde været så ufarlig som vi troede. Min far havde kræft.

Jeg var knust jeg vidste ikke hvad det ville sige og jeg kunne ikke indse det ikke oven i at det resulterede i at han skulle i gennem endnu en operation og at han for et par dage siden havde sidst på en cafe med mig og sagt… L. jeg har det bedre end nogen sinde. Men han skulle opereres igen og denne operation var ikke ligeså let over. Stået han skulle nemlig have fjernet hele skjold blods kirtlen eller hvad det hedder. Han fik den fjernet og skulle lige vænne sig til at tage nogle piller oven i de mange andre.

Det var snart jul og nytår og tro det eller ej vil havde. En rigtigt god jul et knap så godt nytår og en enormt dårlig skolestart da jeg skulle fortælle hele min klasse omkring min situation. Heldigvis har jeg 3 bedste venner og en super mor og storesøster til at støtte mig op af det er bare ikke helt nok.

Min far er i gang med strålebehandling og lige omlidt kan han ikke spise andet end youghurt og is. Fordi han skal stråles i halsen. Det er ligesom en halsbetændelse siger han – ja men en halsbetændelse vare ikke 6 uger endnu. Jeg er helt knust og er kommet totalt. Ud af. Min døgnrytme jeg kan ikke overskue at gå i skole eller lave lektier og det ineteresere mig heller ikke. Ligenu er jeg fuldstændigt smadret og det hjælper ikke at vide at han ikke kan komme til min fødselsdag.

Jeg føler mig enormt egoistisk når jeg sider og græder for jeg ved jeg har et godt liv ellers men det her har simpelthen ødelagt det. Min far var lige kommet i gang med sit livs projekt da vi fik det at vide og vi er også i gang med at sælge mit barndomshus.

HJÆLP!