Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far

Hej Brevkasse..

Jeg er en dreng på 14 år, og jeg elsker at være sammen med mine venner.

Jeg har et mindre problem. Min far har voldsomme problemer med vrede og det går ofte ud over mig.

Som sagt er jeg en person der er meget social, elsker at være i skolen sammen med vennerne. Men min fritid er et rent helvede, da min far er MEGET asocial, det betyder at vi aldrig er nogle steder, som er en af årsagerne til jeg har det dårligt..

Jeg høre tit fra mine venner: “Igår var på restaurant med familien” “Vi skal til USA (fx) i ferien” “Mig og min far var til et dyreskue i weekenden” Osv, hvis du forstår hvad jeg mener?

Det går mig meget på at jeg aldrig er nogle steder.. Mine venner spørger mig hele tiden “Vil du med til **** ” og “Hvad skal du i weekenden?”

Hvor jeg hele tiden er nød til at sige at jeg er optaget og lyve om jeg skal noget andet! Da min far ALTID siger nej. Og når jeg spørger min mor om hun vil køre mig, bliver min far sur og siger jeg slet ikke må noget. UDEN GRUND. Jeg har ikke været sammen med nogen siden 4 klasse pga det her problem..

Min far holder jo ikke kun mig, det er hele min familie han holder. Både mine 2 småbrødre og min mor, vi må/kan aldrig noget pga han siger nej, og hvis min mor gør det alligevel flipper han ud.

Jeg forstår ikke at min mor ikke vil skilles, men hun elsker ham jo.. Jeg elsker ikke min far på nogle måder da han hellere aldrig er der for mig.

Ved det er et totalt ligegyldigt emne, og det er bare mig der er åndsvag. Men jeg har det virkelig dårligt pkysisk pga det hele.

Vi har prøvet at snakke ham ind til at han skal have hjælp med vreden, men han flipper ud og smadre ting når vi nævner det.

Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke blive ved med at leve med det.

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Du,

Jeg synes bestemt ikke, det er et ligegyldigt problem, du skriver til os om. Tvært imod, så kan jeg godt forstå, at det går dig på, at din far altid siger nej og ikke lader dig være sammen med dine venner i fritiden. 

Du fortæller, hvordan din fars vrede styrer hele familien. Og jeg synes, det lyder som om, det kan blive meget voldsomt derhjemme. Du beskriver så fint, hvordan det ikke bare går ud over dig – men ud over jer alle sammen. I har forsøgt at tale med din far om det, men det har ikke hjulpet. Derfor er det rigtig godt, at du nu beder om noget hjælp. For jeg er enig med dig – din far skal give jer alle sammen noget mere frihed. Og han skal styre sit temperament – så han og du kan få det bedre sammen. For som det er lige nu, så er han slet ikke den far for dig, som du har brug for - og som jeg kan høre, du savner.  

Når jeg læser dit brev, lægger jeg mærke til, at du er en social og udadvendt dreng, som har gode venner og trives i skolen. Det er godt! Derfor vil jeg også foreslå dig, at du fortæller en af dine lærere, hvordan du har det derhjemme. Du kan fx vise dit brev og mit svar til den lærer, du har det bedst med – måske er det nemmere end at fortælle det hele? Din lærer vil så kunne hjælpe dig. Fx ved at kontakte kommunen, som hjælper familier, der har det svært. 

Du kunne også overveje at fortælle dine venner, hvordan du har det. De undrer sig sikkert over, at du aldrig kan være med og har måske endda på fornemmelsen, at du ikke har det så godt. Jeg tror, det måske kunne være en lettelse for dig ikke at skulle finde på ting og sige, at du er ”optaget”.
Kender du nogle af dine venners forældre? Måske vil du være tryg ved at tale med en af dem også? 

Jeg håber virkelig, at du får talt med en voksen i dit liv, som du har tillid til. For du og din familie fortjener hjælp – så I alle kan få det godt. 

Jeg vil også anbefale dig at ringe til BørneTelefonen på 116111. Der sidder voksne klar til at lytte til dig og tale med dig. Og hjælpe dig med at finde en voksen, du kan gå til.

Med venlig hilsen
BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat