Kære pige
Tak for dit brev. Jeg beklager meget, at du ikke føler, du har fået den hjælp du havde behov for, når du har ringet til Børnetelefonen. Jeg er glad for, at du har valgt at give os en chance til, ved at skrive til brevkassen. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt jeg kan.
Jeg kan godt forstå, at du er rigtig ked af den situation du er i. Det er virkelig sejt, at du beder om hjælp til at få det godt og blive glad igen. Det må være rigtig svært for dig, at din mor har forbudt dig at gå sammen med din veninde, fordi hun mener, at hun ødelægger dit liv, og at venskabet har ændret din adfærd. Det lyder også som om, at hun tror det værste, når du er sammen med din veninde, fx at du har valgt at pjække fra skole, fordi du ikke nåede bussen. Det må også være rigtig hårdt for dig, at du har fundet ud af, at din lillebror og storebror har grædt sig i søvn, fordi du går sammen med din veninde. Du skriver, at din storebror har sagt, at han er bekymret for dig. Det er mange ting, som bliver lagt på dine skuldre, og egentlig også din venindes.
I dit brev fortæller du, at din mor bebrejder din veninde for, at hun ikke er særlig godt opdraget. Det er selvfølgelig ikke din venindes skyld hvordan hun er opdraget. Det kunne også lyde som om, at der har været nogle vanskeligheder i hendes familie, siden de har fået hjælp af en familierådgiver. Det er godt at høre, at det har hjulpet hende. Du skriver også, at du har haft en uheldig fortid med din veninde, men at hun nu har forandret sig pga. familierådgiveren. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at dine forældre og søskende giver din veninde ’skylden’ for dét, der sker for dig, og det du gør. Det er vigtigt for mig at sige til dig, at man aldrig kan give andre skylden eller ansvaret for det man selv gør. Det er ens eget ansvar at sige fra, hvis man synes at andre gør noget, som man ikke vil være med til. Det er fx dit ansvar, at sige til din veninde, at du ikke vil være med til, at hun forfalsker underskriften for at få din mobil tilbage, hvis du ikke synes det er i orden. Hvis du går med til det, må du stå ved det – også selvom det er din venindes idé. På samme måde, har du selv været med til at skabe den uheldige fortid, du fortæller, dig og din veninde har haft sammen. Det er ikke kun hendes ansvar. Du har selvfølgelig også været med til at skabe de forandringer, som har gjort, at I har lagt ’det uheldige’ bag jer. Det er rigtig sejt, at I har gjort det!
Du skriver, at du er rigtig ked af det, og gerne vil have hjælp. Som jeg forstår dit brev, er du ked af, at din familie har undladt at fortælle dig, hvor bekymrede de er for dig. Er det mon rigtigt forstået? Jeg får også en fornemmelse af, at du måske godt kan forstå deres bekymring? Du skriver også, at du ville være stoppet med at gå sammen med din veninde for længe siden, hvis din familie ikke havde skjult for dig, hvor bekymrede de er. Jeg tænker på, om du – nu hvor du kender til din families bekymring – vil holde op med at gå sammen med hende? Jeg synes måske, at det vil være lidt ærgerligt for jer, når I er så gode veninder… Måske er der andre muligheder end at afbryde kontakten med din veninde? Jeg vil prøve at give dig nogle forslag til hvad du ellers kan gøre.
Når jeg læser dit brev, får jeg et indtryk af, at I har brug for at ’gribe tingene an’ på en lidt anden måde i jeres familie, end I gør nu. Det lyder som om, at der er nogle ting, som I har brug for at kunne tale mere åbent om i stedet for at skjule ting og bekymringer for hinanden. Mon du kan genkende det hjemme hos jer?
I dit brev fortæller du om, at du har været stukket af hjemmefra, men at du ikke gjorde det hemmeligt. Som jeg forstår det, stak du af for at vise din mor, at du ville fortsætte med at være sammen med din veninde. Du har sikkert valgt at stikke af, fordi du ikke vidste hvad du ellers skulle gøre? Jeg kan godt forstå, at du havde det sådan, men jeg tænker, at det ikke hjælper at stikke af fra problemerne. Jeg tænker, at det ville være mere hjælpsomt, hvis I kunne sætte jer ned og snakke om dét, I er uenige om. Hvis du i stedet for at stikke af, havde mulighed for at tale med din mor om, hvorfor din veninde er vigtig for dig, og hvorfor du godt kan lide at være sammen med hende, kunne I måske sammen have fundet en løsning. På samme måde tror jeg, at det er vigtigt, at du får snakket med dine forældre og dine brødre om den bekymring de har for, at du er sammen med din veninde. Du kan fx spørge dem om, hvad det er, de er bekymrede for? Hvad er de bange for, at der skal ske? Du kan også snakke med dem om, hvad I hver især forstår ved et godt venskab, og om at tage ansvar for det man gør, og at sige til og fra, hvis der er noget, man ikke synes er ok. Hvis I får snakket sammen om, hvordan I hver især har det, og hvad I tænker, tror jeg også, at det vil være lettere for jer at tale åbent sammen i fremtiden, og få sagt, hvis der er noget som bekymrer jer, i stedet for at holde ting skjult for hinanden. At skjule ting for hinanden er både dig og dine brødre blevet rigtig kede af. Jeg tror, at I vil hinanden det bedste i din familie, så på en måde tænker jeg, at det også må være dejligt for dig at vide, at dine brødre elsker dig så højt, at de ligefrem græder sig i søvn af bekymring for dig. Det er ægte søskendekærlighed! Hvordan tror du, at det ville være at tale med din familie om det?
Hvis du synes, at det er svært at få startet snakken med din familie, kan du evt. vise dem det brev du har skrevet til brevkassen og mit svar til dig. I dit brev beskriver du rigtig godt, hvordan du har det. Det kan måske være med til, at forklare din familie hvordan du har det med din veninde og deres bekymring for dig.
Det kan også være, at din familie har brug for at lære din veninde lidt bedre at kende, være imødekommende overfor hende, så de kan se, at hun har forandret sig, og faktisk også er en ret dejlig pige (det er jeg sikker på, at hun er), som vil have glæde af at være hos dig og din familie. Hvis man har et lidt dårligt indtryk af hinanden, kan det også handle om, at man ikke kender hinanden så godt. Hvis man så lærer hinanden bedre at kende, kan man tænke: ’Hun er da egentlig ret sød’. Du har måske selv oplevet det? I kunne fx invitere hende hjem til aftensmad eller en hyggeaften med spil, X-factor eller noget andet. Hvordan tror du, at det ville være?
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Hvis du synes, der er noget du mangler at få svar på, er du meget velkommen til at logge på chatten, ringe eller sms’e til BørneTelefonen 116111. Du er også velkommen til at skrive til brevkassen.
De kærligste hilsner fra
BørneTelefonen
